Solidaritet. Februar 2009, nr. 1 - Indhold

Fra Twin Towers til aflytning af USA : Efterretningsvæsenets lange skygger

af James Bamford

Det amerikanske National Security Agency er en hemmelig organisation. CIA er meget mere kendt, men faktisk er NSA mere omfattende og af større betydning for USA's politik. James Bamford har beskæftiget sig med NSA de sidste tre årtier. Han undgik med nød og næppe en retssag med sine afsløringer af NSAs operationer i bogen The puzzle factory i 1982. Bamford er en af de, der deltager i den retssag som American Civil Liberties Union har rejst på vegne af journalister, akademikere, bistandsarbejdere og sagførere, der føler sig udsat for regeringens spionage. Hans seneste bog der udkom i oktober er den tredje i hans trilogi om institutionen. Den hedder The Shadow Factory: The Ultra-Secret NSA from 9/11 to the Eavesdropping on America.
Afsløringen af NSA tog fart i en udsendelse i ABC News hvor den tidligere militære efterretningssergent, Adrienne Kinne, fortalte om sit arbejde i Ford Gordon i Georgia: Den nye afdeling arbejdede med at dekode kommunikation pr. satellit fra Irak, Afghanistan og de mange omkringliggende lande. Sprogmanden David Murfee Faulk fortalte om sine erfaringer i flåden.
Kinne fortalte at de efterhånden fandt flere og flere numre der ikke havde nogen forbindelse med terrorisme og militær, det være sig i Irak eller Afghanistan eller andetsteds, men humanitære hjælpeorganisationer, Ngo'er som Røde Kors, Røde Halvmåne, Læger uden grænser, en bunke humanitære hjælpeorganisationer. Og også journalister.

Hvad har det at gøre med kampen mod terrorisme?

Primært mener Bamford at de har spildt deres tid når deres arbejde var at drive spionage og forsøge at opsnappe kommunikation til og fra terrorister. De to militærfolk beklagede sig over at de jo ikke havde meldt sig til militæret for at høre på amerikaneres elskovssnak, da der var en masse snak mellem amerikanere og deres ægtefæller i USA. De havde levet hver for sig i lang tid så der skal ikke den store fantasi til at forestille sig hvad samtalerne handlede om. Det var personlige emner om økonomi, kærlighed og så videre. Så de to militærfolk følte at det var moralsk forkasteligt at aflytte disse mennesker og så spilde regeringens penge og tid på at lytte til noget der ikke havde forbindelse med krigen mod terrorisme.

Lovligt?

Adrienne Kinne fortalte også at hun udspionerede en journalister på Palestine Hotel. Hun vidste det drejede sig om journalister. Hun hørte hvad de sagde i en periode. Det var da hun sad i Georgia/USA men udspionerede disse personer, journalisterne i Irak. Og hun sagde at hun så et dokument, en e-mail der udpegede Palestine Hotel som bombemål, og hun henvendte sig straks til sin overordnede og sagde: Jamen der er journalister på det hotel. Hun fik en stor viden i kraft at sin udspionering - men var det ulovligt?
Det ville have været ulovligt under den gamle lov om efterretningsvæsen, Foreign Intelligence Surveillance Act. Men den er jo blevet forvredet af nye bestemmelser så det er noget vanskeligt at finde ud af hvad der er lovligt og hvad der er ulovligt. Meget af det der foregår i dag er underlagt hemmelige bestemmelser der kendes under betegnelsen USSID 18, United States Signals Intelligence Directive 18. Det er bestemmelser der i klassifikation rangere over top-secret. Så ingen ved hvad der er lovligt og ulovligt.
Derfor er jeg af den mening at en komite under Kongressen må undersøge sagen grundigt. Vi har brug for en grundig undersøgelse af NSA, både hvordan den før, efter og under den 11. september, sådan som det var tilfældet i midten af 1970erne af senator Frank Church (The Church Committee). Jeg tror det er den eneste måde man kan trænge til bunds i om NSA har forbindelse med angrebet den 11. september og om deres aktiviteter er ulovlige eller utilbørlige efter 11. september.

Flådens rolle

Sprogmanden ved flåden, David Murfee Faulk, har i vid udstrækning bekræftet Adriennes udtalelser. Og det interessante er at det drejer sig om vidt forskellige tidsafsnit. Adrienne beskæftigede sig med Irak i perioden 2001 til august 2003, men David Faulk var der fra november 2003 til november 2007. Så vi har et tidsforløb der strækker sig fra 2001 til 2007. og de lavede begge næsten det samme. Og de har aldrig mødt hinanden. Så vi har at gøre med to uafhængige synspunkter på hvad der skete derovre. Man har altså en sammenhængende periode med aflytning af amerikanere fra 2001-2007.
David Murfee Faulk fortalte også at de havde fyraftenssnak om det de havde hørt og de sendte meddelelser og bemærkede til arbejdskammeraterne at de skulle tage at lytte til den og den og snuppe samtalen. Og det grinede de meget af. Og mellem os tror jeg ikke at det er noget de soldater der er derovre ville sætte pris på, at der sidder nogle andre amerikanere i Georgia og morer sig over deres intimsnak.
Jeg synes hans beretning både var vigtig og gav et godt indblik i hvordan den slags foregår i Irak. Når de nu smider bomber i boligområder og bryder ind, når de smider folk i fængsel i Abu Ghraib o.s.v. - hvordan foregår det så i praksis. Hvorfor bryder de ind ad den dør eller kaster bomber mod dette bestemte hus? Han gav os indblik i hvordan de sidder i et værelse uden vinduer i staten Georgia i nærheden af Augusta, hvordan de lytter til samtaler fra Irak, fra Baghdad, og de træffer hurtige beslutninger om hvem der taler sandt eller ikke. Det skriver de ned og tager kopier og indsætter små bemærkninger om den pågældende person, Ali, at han siger at han skal aflevere en ladning meloner til sin fætter Muhammed i morgen. Og så er der nogen der skal træffe afgørelsen om han siger sandheden eller ej. Handler det om meloner eller er det muligvis terrorbomber? Og hvis der er én der bemærker Jeg tror ikke på at det er sandheden han siger - er der en rimelig chance for at huset bliver sprængt i luften eller at den pågældende havner i Abu Ghraib eller alt muligt andet.
En vigtig kerne i det han fortæller er at de personer der træffer beslutninger om liv og død ikke kan en kvalificeret uddannelse. De får et kursus i standard arabisk på 63 uger i Monterey i Kalifornien. Og det de skal høre på er tit dialekter som de ikke forstår korrekt, nuancer og talemåder de ikke fatter. Det synes jeg er yderst farligt - og det handler tit om personer der kommer lige fra gymnasiet og aldrig har været i udlandet, og i hvert fald aldrig i Mellemøsten - det er dem der træffer beslutninger om liv og død, baseret på at de har overhørt en samtale hvis sammenhæng de ikke fatter.

NSA, the National Security Agency

De arbejder for NSA. De fleste har ingen forestilling om hvordan systemet fungerer: NSA er på en måde to organisationer, NSAs direktør bærer kappen på begge skuldre. Kommer man ud for at få et brev fra NSA eller lignende vil der på brevhovedet altid stå: “National Security Agency/Central Security Service.” Og direktøren skriver altid “Director NSA/Chief CSS” under sit navn.
The National Security Agency er i det store og hele en organisation med civile medlemmer, det er for det meste analytikere og personer der designer sofistikerede satellitter og foretager en masse teknisk udviklingsarbejde, bryder en masse koder o.s.v. De medlemmer der befinder sig i frontlinjen, folk der dekoder, er mestendels militære, men også nogle civile der kan være private entreprenører der laver arbejde for militæret. Teknisk set hedder det Central Security Service som rapporterer til direktøren for NSA. Men begge grene tilhører altså samme organisation. Adrienne Kinne viste mig sit certifikat som hun fik mens hun var der. Med store bogstaver stod der foroven “National Security Agency” og det var et bevis på at hun havde opnået udmærkelse for vel udført arbejde mens hun deltog i en operation for NSA der bar navnet Operation Highlander.
NSA er mange gange større end for eksempel CIA, og flere gange så hemmelig. Det er grunden til at der er hundredvis af bøger om CIA, men kun tre om NSA, og det er mig der har skrevet alle tre! Det er et foretagende der er meget, meget, meget hemmelig. Forskellen på NSA og CIA er, at CIA's speciale er den type spionage som de fleste kender til fra litteratur som James Bond og den slags. Spionen som menneske hvor agenten drager ud og skjuler dokumenter under et træ eller prøver at hverve kilder i et fremmed land. Det er human intelligence, menneskeligt efterretningsarbejde, blandt venner kaldt HUMINT. NSAs speciale er SIGINT, som er signals intelligence, signal- efterretningsarbejde, altså aflytning. Det er faktisk på den måde USA skaffer sig det meste af sine efterretningsoplysninger. Det er slet ikke via menneskeligt efterretningsarbejde de får dem, de er faktisk ret så upålidelige og de er ikke nemme at få fat i. Men det meste af efterretningsvæsenet baserer sig på aflytning af kommunikation, det være sig telefonaflytning eller e-mail eller faxer, trafik mellem computere og lignende informationer, online-samtaler som instant message. Det opfanger de. NSA har store ører.
Arbejdet foregår ved at de optager kommunikation fra satellitter, eller tapper undersøiske eller underjordiske optiske fiberkabler. De skaffer sig oplysninger på enhver mulig måde. Og når en del af informationerne er kodede er de ansvarlige for at koden bliver brudt og for at de opsnappede informationer bliver videreekspederet til andre agenturer. Det var præcis hvad Adrienne og David Murfee Faulk beskæftigede sig med. De var de faktiske frontkæmpere i den form for elektronisk krig. Det var dem der dekodede.

NSA og angrebet på Twin Towers

Det første spor til angrebet den 11. september forekom sidst i december 1999 da NSA opsnappede et budskab fra et hus i Yemen. Huset blev benyttet af bin Laden som operationelt center. Han var ikke i stand til at operere fra Afghanistan, så alle telefonsamtaler, alle budskaber, e-mails gik til det hus i centrum af Sanaas, Yemens hovedstad. NSA havde aflyttet det i en årrække og i slutningen af december opsnappede de noget helt specielt, nemlig en telefonsamtale. Af den fremgik budskabet: send Khalid og Nawaf til møde i Kuala Lumpur. Det opsnappede NSA og de blev som de første klar over at Khalid og Nawaf måtte være to meget vigtige terrorister, idet de fra Afghanistan blev udvalgt af bin Laden til at deltage i et møde i Kuala Lumpur. Det kunne ligne et topmøde for terrorister. NSA viderebragte denne information til de andre efterretningsagenturer, og CIA etablerede overvågning i Kuala Lumpur og så smuttede de fra dem i Kuala Lumpur.
Efterfølgende tog Khalid al-Mihdhar og Nawaf al-Hazmi til Kalifornien. De rejste ind uden nogen problemer. Selv om NSA havde Nawaf al-Hazmis efternavn checkede de ikke og de kom begge ind i USA uden komplikationer. De tog til San Diego hvor de slog sig ned. Og de begyndte af udfolde en livlig telefontrafik til det hus i Yemen som NSA aflyttede. NSA optog samtalerne til de pågældende hus, oversatte dem og sendte enten samtalerne eller resumeer af dem til CIA uden at informere nogen om at de pågældende var i USA. Og de var i USA i næsten to år, Al-Hazmi var der fra januar 2000 til september 2001 - og de førte altså livlige telefonsamtaler. NSA opsnapper det men fortæller ikke en sjæl at de er i USA.

Terroristerne base nabo til NSA

Historiens ultimative ironi var at de rejste gennem hele landet fra San Diego og oprettede deres endelig base en måned før operationen - altså derfra hvor gruppens medlemmer skulle angribe Pentagon - og de placerede den i Maryland i Laurel. Byen ligger lige præcis hvor NSA har sit hovedkvarter. De oprettede deres operationelle base på motellet Valencia ved Baltimore-Washington. Direktørens kontor er på 8. sal og bortset fra et par træer havde han frit udsyn til det motel de boede på. NSA sidder altså og prøver at finde terrorister og på den anden side af den smukke vej, lige overfor NSA sidder Twin Towers-terroristerne og udtænker de endelige planer.
Mohammed Atta kom dertil pr. fly for at deltage i topmøder. Og de måtte leje tre hoteller på én gang for at få plads til alle. Men NSA leder efter dem holder de deres afgørende topmøde der, de går rundt på den smukke vej, laver gymnastik i gymnastiksalen på Gold, de får mad i restauranten der, de blander sig med ansatte fra NSA. Det er en by domineret af selskabet NSA. Og det er jo topmålet af ironi at man har terrorister og aflytningsfolk der bor som naboer i den måned der går forud for det endelige angreb.

Udvidet overvågning

Umiddelbart efter angrebet var det åbenlyst at general Hayden, NSA's direktør, blev klar over at han havde begået en kæmpefejl, men han fortalte aldrig nogen at disse gutter foretog deres planlægning fra den modsatte side af Baltimore-Washington. Enhver kan se at han selvfølgelig måtte ærgre sig over hans holdning var en afgørende forudsætninger for at angrebet den 11.9. lykkedes, han burde have været mere aggressiv i at overvåge deres kommunikation og have meddelt andre hvor de opholdt sig.
Følgelig besluttede han - som en slags kompensation - ikke at protestere da Bush-regeringen, og specielt Dick Cheney, lagde pres på ham for at foretage indenrigsaflytninger eller aflytning af amerikanere uden dommerkendelse. Og det var en afgørende fejl. Det ville have været bedre hvis han var trådt frem sådan som Jim Comey fra Justitsministeriet gjorde. Eller som FBI's direktør gjorde. Selv kammeradvokaten John Ashcroft stod fast og truede med sin afsked i protest mod visse dele af den foreslåede aflytning uden dommerkendelse. Men general Hayden besluttede at hoppe på vognen og resultatet var at NSA indledte et program med aflytning uden dommerkendelse mod USA-statsborgere - men nytteløst.

En fjernsynsudsendelse

Jeg har lavet en meget interessant fjernsynsudsendelse der skal udsendes den 13. januar som har udgangspunkt i bogen og sætter billeder på meget af det den beretter, en slags video. Man kommer faktisk til omtalte hus i Yemen hvor vi optog en video på stedet. Det var noget af et vovestykke, men det lykkedes. Og vi fulgte i sporet på kidnapperne fra 11. september fra det øjeblik hvor budskabet indløb og frem til det tidspunkt hvor de boede overfor NSA i Laurel i Maryland.
Som en del af udsendelsen ser vi på hvad der foregik da de var i Kuala Lumpur. Det var nemlig sådan, at dengang de fløj fra Yemen til Kuala Lumpur var CIA i stand til at få en kopi af Khalid al-Mihdhars pas, et pas der indeholdt et visum til USA. Det fremgik at de ikke bare skulle til Kuala Lumpur men efterfølgende til USA. Det ville have været en meget afgørende information for FBI. På det tidspunkt var CIA's sektion for antiterror meget lille, den hed station Alex. Det var under den bin Laden sorterede, en afdeling hvis eneste opgave det var at prøve at finde Osama bin Laden. Enheden bestod fortrinsvis af CIA-ansatte, men der var også et par FBI-agenter tilknyttet. Da der kom meddelelse om at Mihdhar havde visum til USA, protesterede de to FBI-folk og sagde at de måtte lade besked gå videre til FBIs hovedkvarter og holde dem underrettet. Mark Rossini hed den ene af FBI-agenterne, den anden hed Doug Miller. De to har anmodet om at få lov til at kommentere dele af fjernsynsudsendelsen.
Faktisk udfærdigede Doug Miller en memo til FBIs hovedkvarter med underretning til FBI om at disse gutter var på vej til USA, de har et amerikansk visum. Og Mark Rossini mente også der burde sendes en meddelelse til FBIs hovedkvarter. Jeg interviewede Mark Rossini til min bog hvor jeg citerer ham for at have sagt at han fik besked fra de to personer der var ansvarlige for station Alex, at han ikke måtte sende besked til FBIs hovedkvarter, han fik forbud mod det. Og på et tidspunkt da han protesterede mod ordren overfor den næstkommanderende - jeg kunne ikke afsløre hendes navn i bogen fordi hun stadig er ansat ved CIA - satte hun hænderne i siden og sagde: Hør nu her, det næste angreb vil finde sted i Sydøstasien, ikke i USA. Så hvis vi synes at FBI skal underrettes, så vil vi gøre det. Så med de regler der eksisterende dengang havde de ikke tilladelse til at underrette FBIs hovedkvarter uden at CIA havde givet grønt lys fordi oplysningerne om visa var at finde i et CIA-dokument. I det interview jeg havde med Mark Rossini udtrykte han store vrede over ikke at få tilladelse til at videregive budskabet. Hvis FBI havde fået efterretningen havde de haft mulighed for at reagere.
I Congressional Quarterly stod der at de var indstillet på at fortælle at det var under pres fra CIA at de ikke fortalte den fulde sandhed til Justitsministeriets tilsynsførende som undersøgte FBIs behandlinger af de efterrretningsoplysninger der forelå før den 11. september. Ydermere var det sådan at Kommissionen omkring 11. september som udførte et ret så elendigt arbejde i den anledning, heller aldrig beskæftigede sig med nogen af de oplysninger jeg bragt frem om NSA. De talte heller aldrig med hverken Rossini eller Doug Miller, de to FBI-agenter. Jeg synes at det er helt uforståeligt at Kommissionen omkring 11. september aldrig afhørte de to FBI-agenter der var tilknyttet bin-Laden-endheden. Så det er en del af den stadig utalte historie, så den amerikanske offentlighed ikke har noget forestillinger om noget at det der var optakten til den 11. september.
Mark Klein fortæller om Telecoms rolle i den hjemlige udspionering, han er tidligere tekniker ved AT&T som optrådte som såkaldt angiver i forbindelse med telefonselskabernes deltagelse i Bush-regeringens hjemlige overvågningsprogram. Klein var ansat ved AT&T i toogtyve år. I 2006 lækkede han interne papirer der afslørede at firmaet havde indrettet et hemmeligt værelse i kontoret i San Francisco for at skaffe NSA adgang til sine internetkabler af optiske fibre: Hen mod slutningen af 2002 fik vi at vide at en repræsentant fra NSA ville kom på kontoret for at tale med en bestemt administrativ tekniker om et specielt job. Det viste sig at handle om at indrette et hemmeligt rum ved siden af det værelse jeg arbejdede i det efterfølgende år. Det hemmelige rum var forsynet med en masse spionudstyr. Kun omtalte administrative tekniker kunne komme ind der og firmaets almindelige teknikere havde ikke adgang. Men i 2003 da jeg blev tilknyttet kontoret fik jeg adgang til de relevante papirer - de var ikke klassificeret - og dokumenterne viste hvad de foretog sig. Grundlæggende kopierede de den samlede strøm af data der passerede gennem vigtige internetkabler og kopierne blev dirigeret til det hemmelige rum så NSA fik på den måde alt.
Vi bør takke alle de mennesker der lukker munden op. Jeg har skrevet om det emne i femogtyve år og jeg ved hvor vanskeligt det er for alle mennesker at træde frem og sige sandheden om hvad der sker i NSA. Det er ingen nem ting. Jeg anser den slags mennesker for helte: Mark Klein, Adrienne Kinne, David Murfee Faulk, Mark Rossini. Sandheden er at de er trådt frem, de har peget på hvad der er ravende galt. Det høster man ikke laurbær på, tværtimod er de i fare for at miste deres arbejde og få regeringen på nakken for deres meninger. Så forståeligt nok har jeg dyb respekt for den slags mennesker.

Telefonselskabets rolle

Det Mark Klein omtaler - og han var tilsynsførende hos AT&T i toogtyve år - med sit fund af det hemmelige rum i deres anlæg i San Francisco, i en meget høj bygning på 10-12 etager. Det er selskabets omstilling til deres kommunikation i denne del af landet, den vestlige del for at være nøjagtig. I løbet af 1990erne og i starten af 80erne og 70erne samlede NSA information på store disketter og indsamlede oplysninger de fik ned fra satellitter. Det foregik meget enkelt: de satte deres disketter til og satellitterne overførte telefonsamtaler, e-mails til jorden. Satellitterne overfører og NSA samler omlysningerne ind efterfølgende. NSA behøvede slet ikke at forhandle med telefonselskaberne, de fik nemlig deres informationer uafhængigt at selskaberne.
Men i 1990erne skete der en forandring, da kabler af optiske fiber holdt deres indtog i telekommunikation. Her overføres kommunikationen ikke elektronisk men via fotoner, altså lyssignaler. Og det gjorde livet besværligt for NSA. I stedet for at kommunikation kunne overføres til en diskette, blev den nu overført undervands i disse kabler. Og den eneste måde man kunne få adgang til dem var via ubåde der skulle tappe oplysninger fra kablerne. Men det havde NSA ikke stort held med, efter hvad jeg kan forstå. Så den eneste udvej var at få en eller anden aftale med teleselskaberne så NSA ville være i stand til at flytte ind på teleselskabets ejendom. Det var det der skete. NSA fik aftaler med ATT&T og de andre selskaber, og for at få adgang til de aktuelle kabler måtte de bygge disse hemmelige rum i telefonhusene.
Det der faktisk skete var at kommunikationen via kablerne gik ind i telefonhuset og kablet blev ført ind i en fordelingsboks, der har egenskaber som et prisme. Lyssignalerne kom ind og blev delt af prismet. Den ene kopi blev ført derhen hvor det var meningen, nemlig til telesystemet, men den anden del, en klonet kopi af signalerne, blev ledt til underetagen hvor NSAs hemmelige rum lå. Så en kopi af alt hvad der var af indgående trafik blev ledt til NSAs rum. I det hemmelige rum var udstyr leveret af et privat firma ved navn Narus, et meget lille selskaber som der faktisk ikke er nogen der har hørt om, men de havde lavet både den hard- og software der skulle til for at analysere indholdet i kablerne og udvælge de mål som NSA har og videresende dem til NSAs hovedkvarter.

Outsourcing af aflytning

Selskaber som ATT&T og Verizon arbejder altså sammen med NSA i al hemmelighed og aflytter USA's telefontrafik og outsourcer jobbet til ret ukendte udenlandske firmaer. Disse ret små selskaber betjener de to største telefonselskaber. Det ene, Narus, blev grundlagt i Israel og har udstrakte forbindelser i Israel og har som hovedopgave at aflytte AT&Ts kommunikation. Det andet blev udvalget af Verizon og er ironisk nok også grundlagt i Israel, er udviklet og stort set kontrolleret af folk der, det hedder Verint.
Disse to firmaer er altså specialister i masseovervågning. Deres informationsmateriale - f.eks. fra Verint - skulle udelukkende gå til efterrretningsselskaber og som de selv skriver: Vi er specialister i masseovervågning, og det er altså deres arbejde. De opstiller apparatur til masseovervågning de relevante steder. Således f.eks. hos ATT&T hvis hovedopgave det er at befordre budskaber fra en person til en anden, og ikke at opsnappe meddelelser, men her har vi på den anden side NSA der som bekendt mener at de skal have kopier af det hele. Det er altså her de små firmaer kommer på banen, deres hovedrolle er at optræde som formidler mellem NSA og teleselskaberne.

Chief Executive Officer til Namibia

Den administrerende direktør og grundlægger af et af disse firmaer er nu flygtet fra USA og opholder sig et eller andet sted i Afrika. Det drejer sig om Verizon, som USA altså får omfattende aflytningsmateriale fra. Man ved ikke ret meget om disse selskaber. Kongressen har aldrig undersøgt det. Mest sandsynligt har de ingen anelse om deres eksistens. Men det firma som Verizon bruger, altså Verint, havde en direktør og grundlægger der nu opholder sig i Namibia fordi han er eftersøgt for grove forbrydelser, både bedrageri og andet. Desuden har to andre ledende medarbejdere har erklæret sig skyldige i de omtalte anklager.
Desuden er det ikke svært at forestille sig at de her selskaber har forbindelse med fremmede kontakter, med mulige forbindelser til fremmede efterretningstjenester, og dermed er der skabt et troværdighedsproblem, kan man stole på dem? Gennem disse to selskaber passerer muligvis 80%, måske mere af al kommunikation i USA, på den ene eller anden måde. Og situationen bliver tilmed endnu mere alvorlig da disse selskaber leverer udstyr overalt i verden, også til lande der ikke sætter menneskerettigheder ret højt: Nordvietnam, Kina, Libyen og andre. Og i de lande bliver udstyret brugt til at frasortere kommunikation fra dissidenter og andre der prøver at protestere mod regeringen. På den måde kan de aflytte samtaler og opsnappe e-mail der kommer til og fra dissidenter. Med de følger at folk havner i fængsel og så videre.

Immunitet til teleselskaberne

Trods det har telefonselskaberne adgang til det meste af den private kommunikation som folk i USA fører, og i realiteten også i resten af verden. Og ved sommerens begyndelse tilstod Demokrater og Republikanere i fælles immunitet for disse selskaber med henblik på deres spionage med amerikanske borgerne.
I februar var der oprindelig en uenighed da den midlertidige lov udløb, det bestod i om der skulle vedtages en ny lov eller bibeholde den gamle Foreign Intelligence Surveillance Act. Uenigheden varede fra februar til august, men da valget nærmede sig trak de fleste kongresmedlemmer følehornene til sig og sluttede op om regeringens forslag. Resultatet blev en løst formuleret lov der overlader ganske meget overvågning NSA uden at de skal stå til regnskab. Det betød i mine øjne en neutralisering af retsinstansen Foreign Intelligence Surveillance Court, hvis magt blev decimeret og overført til NSA. Det afgørende problem at NSA har rollen som dommer, nævninge og bøddel når det drejer sig om overvågning.

Hvilken rolle har NSA?

ATT&T har et vigtigt center i Bridgetown, Missouri. Det ligger centralt i landet og en stor del af deres netværk bliver kontrolleret herfra. Det var der ATT&T i virkeligheden udviklede det system der sikrede dem adgang til kommunikation med optiske fibre. Lige som i Bridgetown byggede NSA derfor deres eget hemmelige rum i San Francisco, og Mark Klein har fortalt at han havde hørt at de havde bygget hemmelige rum rundt omkring i landet, men der var altså også et i Bridgetown. Og det foruroligende er at fra rummet i Bridgetown kan de kontrollere hele netværket.
Så problemet er at der ikke bare er et hemmeligt rum i San Francisco, der er nogen overalt i netværket, andre steder i landet. Den amerikanske offentlighed har ikke nogen forestilling om hvad der i virkeligheden foregår: hvem har adgang til amerikansk kommunikation, hvad sker der med den? Er der nogen der sidder og lytter, sådan som David Murfee Faulk fortalte de gjorde i Georgia, nogen der bare sidder og aflytter folks private samtaler og griner af dem?
Disse samtaler bliver skrevet ud. De bliver aflyttet og opbevaret til evig tid. Der finde ens tor bygning i under opførelse i San Antonio i Texas hvor en stor del af disse samtaler skal opbevares. NSA er ved at mangle plads i Fort Meade hvor de har deres hovedkvarter, så de skal udvide og er derfor ved at bygge denne nye bygning. Efter hvad man erfarer vil den blive på størrelse med Alamodome hvor de enorme mængder af datakommunikation skal gemmes. Når man så ved hvor meget information der kan være på en hukommelsespind på 2 GB er det svært at forestille sig hvor meget der kan være i en data varehus på størrelse med Alamodome.
Der er så bygningen i Miami hvor al kommunikation vedrørende Latinamerika gemmes, og en enkelt omstilling og man har også det meste af Afrika? Skulle det endelig være sådan at det ikke er til at etablere samarbejde med et teleselskab er det specialbyggede ubåde der er designet til at tappe fra fremmede kabler på bunden af havet? En masse kommunikation er sluttet sammen, En masse af den internationale kommunikation fra Sydamerika bliver ledet gennem en obskur bygning i Miami. I overensstemmelse med de kontrakter jeg har set og som selskabet skal skrive under på, skal de principielt overlade alle de informationer de får til NSA hvis de bliver bedt om det. Så der har NSA ingen problemer nu til dags. Det altdominerende problem er den enorme dimension aflytningen har taget. Oplysningerne bliver gemt, analyseret, enten elektronisk eller humant. Offentligheden har ingen anelse om hvad der går for sig lige nu.

Oversat af Stig Hegn efter James Bamford: The Shadow Factory: The Ultra-Secret NSA from 9/11 to the Eavesdropping on America på Democracy Now!.

Solidaritet
Venstresocialistisk tidsskrift for analyse & debat
Februar 2009, nr. 1
http://solidaritet.dk/