Solidaritet. Februar 2009, nr. 1 - Indhold

Vi har svigtet fællesskabet

af Christian Juhl, formand for 3F Silkeborg og folketingskandidat for Enhedslisten

Christian Juhl står endnu en gang overfor Bent Bøgsted fra Dansk Folkeparti og undrer sig over, hvorfor de to er enige om så mange ting.

For kort tid siden sad jeg en aften på Hotel Søparken i åbybro. Jeg var inviteret til debat. Ved siden af mig sad andre repræsentanter for de politiske partier. Det er tradition på den egn, at politikerne diskuterer dagen før folketinget åbner. Ved siden af mig sad Bent Bøgsted. Han sidder som bekendt i folketinget for Dansk Folkeparti.
Vi har ofte mødt hinanden i debatter i Nordjylland. Vi er begge medlem af 3F.
Det sker, at vi er enige i debatterne. Især i spørgsmålet om ordentlig behandlingen af de dårligst stillede i samfundet. Om dagpengeregler og om fagforeningernes ret og pligt til at sikre ordentlige forhold. Men også, når det gælder pensionisternes forhold, skolernes dårlige standard og tryghed for all danskere.

Uenighederne

Uenigheden opstår, når vi skal tale om flygtninge og indvandrere og om de internationale spørgsmål. Og når vi skal diskutere holdningen til EU. Bent Bøgsted er imod det store uhyre, og jeg er imod på grund af deres rolle som nyliberalisternes værktøj, og fordi verden trods alt er større end EU. Uenigheden opstår også, når vi skal diskutere Bent Bøgsteds evindelige underdanighed overfor Anders Fogh og regeringen.
I mange spørgsmål har han en god kritisk holdning til autoriteter, men når det gælder regeringen, kan det højest blive til et par pip om, at det ikke lige er hans politik, der er på dagsordenen - men vælte regeringen vil han ikke. De internationale spørgsmål vil jeg gerne diskutere. Både en humanistiske indvandrer og flygtningepolitik og den internationale solidaritet er vigtig for mig.

3 kors for sig

Som sædvane afviste jeg på mødet at støtte bankernes problemer under finanskrisen og slog i stedet til lyd for et stærk offentlig sektor, uafhængig af private økonomiinteresser. Ja, hvis vi kunne ind-licitere TDC, den offentlige transport, postvæsenet osv. - så er jeg med. Det fik en ung socialdemokrat til at slå tre kors for sig og højt, uden bæven i stemmen proklamere, at hun skam var tilhænger af det liberale markeds regulering af verdensøkonomien. Bent Bøgsted og jeg var dog enige om, at de multinationale selskabers hærgen og markedsøkonomien var årsagen til den truende krise - om end vi brugte forskellige ord i argumentationen.

Hvorfor griner Pia?

Der er langt hjem fra åbybro. Og der var god tid til et par tanker. Endnu en gang grublede jeg over den mærkelige succes, som Dansk Folkeparti og Bent Bøgsted har haft i dansk politik. Og ikke kun her. Deres nationale frygt for den store verden blandet med forsvaret for den lille mand slår igennem i mange lande. Jeg tror ikke, det er fordi danskerne er smålumre nationalister og fremmedfjendske. Men globaliseringens rasen og den manglende tryghed i form af et stærkt og dækkende velfærdssamfund kan gøre enhver lidt blød i knæene.
Når arbejderpartierne, inklusive min egen lille Enhedsliste, glad taler om globaliseringens muligheder og individets muligheder midt i de store kapitalkræfters hærgen, er det vel ikke urimeligt, når ufaglærte og andre, der har svært ved at følge med, søger en smule tryghed i hverdagen. Når arbejdspladsen kræver omstillingsparathed, evner til at gå på internettet, og sproglig kunnen som en selvfølgelighed, kan man vel godt blive en smule usikker. Og hvis de manglende evner betyder tilbagevendende arbejdsløshedsperioder, og usikkerhed omkring ens fremtid, kan man let komme til at savne et fællesskab, der enten vil sikre den daglige tilværelse, eller vil tage kampen op mod de store kræfter.

Vores svigt

Den socialdemokratiske del af arbejderbevægelsen, nu inklusive dele af SF, har købt liberalismens dagsorden. Jeg er enig med de, der opfatter Socialdemokraterne som et social-liberalt parti, der har kapituleret overfor liberalismen. Vi har desuden været nøjsomme omkring den offentlige sektor. Vi været tilfredse med det velfærdssamfund, som blev bygget op i 50’erne og 60’erne, men har været for svage til at forsvare og udvikle landvindingerne - for dårlige til at tegne det kollektive alternativ - i den periode, hvor Socialdemokraterne har valgt den liberale linie og udliciteret den ene institution efter den anden.
Jo mere globaliseringen raser, des mere er der behov for reelle fællesskaber og en stærk offentlig sektor, som bolværk mod truslerne. Det har hverken Socialdemokraterne, fagbevægelsen eller venstrefløjen formået at skabe. Vi har svigtet ved ikke at give et ordentligt alternativ til det moderne samfunds kaos. Vi har i vores globale iver og abstrakte snak glemt at opbygge de ægte fællesskaber, som kan stå den del af udviklingen, der kan true. Dermed har vi givet plads til ideerne om at dyrke det nationale fællesskab og modstanden mod det fremmede i Dansk Folkeparti.
Dansk Folkeparti har forenet nationalfølelsen og forsvaret af den lille mand. Når det kniber med at beskrive globaliseringens truende udvikling tilstrækkeligt konkret, har de stukket genvej og set fjenden i de mennesker, der i kølvandet på globaliseringen tvinges til at flygte eller søge arbejde i vores land.

DF-arbejderen

I min fagforening i Silkeborg møder jeg ofte medlemmer, der har sympati for Dansk Folkepart. DF-arbejderen er ikke vores fjende - men en del af os. Den del af os, der skal overbevises om, at det er muligt at (gen)opbygge en ordentlig velfærd, der ikke kun er velstand for en del af samfundet. Den del af os, der skal overbevises om, at det er kollektivet, som kan sikre en ordentlig udvikling for alle. Og den del af os, der skal slippe frygten for vore brødre og søstre fra andre lande - og i stedet se, at det er de hæmningsløse og grådige markedskræfter, der er truslen.
Jo mere Socialdemokraterne bevæger sig ind mod midten, og i f.eks. flygtningepolitikken overtager Dansk Folkepartis frygt for de fremmede, er vores opgave den samme over for den socialdemokratiske arbejder. Nemlig at skabe forståelse for det klassemæssige fællesskab og ikke lade det atomisere i individualiserede friheder og behov. Det var den holdning der op gennem sidste århundrede skabte de velfærdssamfund og de stærke organisationer, som mange af os er vokset op med. Og det er de samme holdninger, som kan skabe den kraft, der kan gøre op med den stærke nyliberalisme, som vokser frem. Pia griner ikke fordi der er en racistisk bølge i samfundet, men først og fremmest fordi vi på venstrefløjen og arbejderbevægelsen ikke har leveret varen. Derfor skal løsningen også findes i en bedre praksis blandt socialister.

Solidaritet
Venstresocialistisk tidsskrift for analyse & debat
Februar 2009, nr. 1
http://solidaritet.dk/