Solidaritet. Februar 2009, nr. 1 - Indhold
af Gerd Callesen
Artiklen bygger på mit arbejde med at udgive Friedrich Engels' bevarede korrespondance årene 1889/1890. Det er et begrænset udsnit af Engels' udvikling, jeg kan bygge på. Ydermere har Engels ikke skrevet en afhandling om organisationens betydning, om diskussionsfriheden i partiet, om bevægelsens vej til erobringen af den politiske magt som en forudsætning for revolutionen. Man kan sagtens finde (delvis modstridende) udsagn om Engels' opfattelse af disse problemer, men det vil altid være en interpretation af udsagnene. Det jeg ønsker at gøre her, er at fremlægge overvejelser, som de for tiden fremstår for mig. Det er med andre ord tænkt som grundlag for en diskussion.
I forbindelse med I. Internationale (1864 - 1876)opstod der adskillige nationale sektioner ikke kun i Europa, men også blandt indvandrere i Nord- og Sydamerika, Australien, New Zealand og i enkelte andre lande, f.eks. Japan. Den Internationale Arbejderforening for Danmark er på mange måder typisk for denne bølge af ofte kortvarige organisationer. Disse opstod ofte i forbindelse med strejker og/eller valgretskampe: masserne var kommet i bevægelse og søgte at konsolidere deres landvindinger ved at oprette organisationer, der hyppigt søgte at opnå forbindelse med Internationalen. Generelt set var der i disse nye organisationer stor usikkerhed om de opgaver, de stod overfor at skulle løse; de nåede sjældent at komme til en klar forståelse af den nødvendige praksis eller en teoretisk afklaring i det hele taget, inden de opløstes. I flere tilfælde medførte undertrykkelsen også heftige interne kampe. Men ethvert organisationsforsøg medførte øget erkendelse hos nogle arbejdere, som videreførte denne erfaring. Buntmager Niels Lorents Petersen (1814-1894) er et godt eksempel på denne type arbejdere og håndværkere. Også de nye organisationer fra 1870erne havde problemer med at klare sig igennem den store økonomiske krise fra ca. 1875 og frem. Men bevægelsen fortsatte trods alt, og op gennem 1880erne konsolideredes i flere lande selvstændige socialistiske partier og faglige organisationer, der stod på klassekampens grund.
Denne udvikling blev iagttaget af adskillige personer, nogle af dem i medfør af deres funktion i statsapparatet eller som politiagenter; for dem var det en vanskelig opgave, for de forstod ikke, hvad der skete. Andre havde en anden baggrund - til dem hørte Marx og Engels. De havde siden 1847/48 været aktivt involverede i den opstående arbejderbevægelse og arbejdede samtidig videnskabeligt på udviklingen af den nye samfundsteori, der kunne bruges af arbejderne i deres kamp for det nye samfund. Marx døde i 1883, men Engels levede til 1895 og fortsatte bl.a. den aktive deltagelse i bevægelsen og samtidig iagttagelsen af bevægelsens udvikling. Med denne baggrund fik han en stor betydning, fordi han efterhånden kunne trække på erfaringen fra mere end 45 år i og med bevægelsen. Derfor er hans udsagn måske også af betydning i dag.
Som følge af den økonomiske krise i slutningen af 1870erne og Louis Pios tvungne emigration til USA i 1877 kom Socialdemokratiet ud i en politisk krise. Den førte til, at partiet blev erstattet med det i 1878 dannede Socialdemokratisk forbund. Forbundet var oprindelig kun en københavnsk lokalforening, men under nyorganiseringen blev der vedtaget nogle vigtige beslutninger, som kom til at præge dansk arbejderbevægelse i mange årtier. De samme principper gjorde sig efterhånden også gældende i store dele af den europæiske arbejderbevægelse - dermed skal ikke siges, at det var den danske bevægelse, der påvirkede den europæiske, men at det handlede om fælles træk i arbejderbevægelsen.
Socialdemokratisk forbund blev konciperet som en kadreorganisation, medlemmerne skulle kende de socialistiske principper, den københavnske afdeling fik en særstilling overfor de andre foreninger og opbygningen var i det hele taget stærkt centralistisk også fordi Socialdemokratisk forbund blev det koordinerende organ for fagbevægelsen. Via den socialdemokratiske presses kontrolorgan øgedes centraliseringen. Udviklingen af denne model foregik over ca. et årti. Modellen havde store fordele ved udviklingen af partiet, den medførte at splittelsen fra 1870erne ikke gentog sig - det forsøgtes i 1884 uden held - og forhindrede de "revolutionære" at vinde et varigt flertal for deres fremstød i 1889. Enhedspartiet var op til 1919/1920 en realitet, enheden omfattede også fagbevægelsen, der ganske vist fik en organisatorisk selvstændig ledelse, men samordnede sin virksomhed med partiets. Da Forbundet efter valgsejren i 1884 fik en mængde nye medlemmer, var det svært at opretholde kendskabet til "de socialistiske principper" som grundlag. For at afbøde denne for enheden problematiske udvikling, begyndte partiet via dagbladet Social-Demokratens forlag at udgive to skriftserier, som kunne hjælpe medlemmerne til kendskab med disse principper.
Imidlertid var der også en anden model, som repræsenteredes af Engels. Han gjorde delvis rede for denne model i et brev til lederen af "de revolutionære", Gerson Trier, den 18. december 1889. Fra hans side er der ikke tale om en "model"; det der findes, er en række overvejelser om taktik og politik for at skabe de nødvendige forudsætninger for erobringen af den politiske magt. Engels diskuterede disse spørgsmål i sin korrespondance med bl.a. Trier, Bebel, Liebknecht, Paul Ernst, Paul og Laura Lafargue og flere andre i løbet af disse år. Hans overvejelser vedr. partiets funktion, medlemmernes diskussion, valgretskrav, mobilisering af vælgere, af strejkende arbejder, af erfaringerne efter revolutionen i 1848/49 og militærteknikkens udvikling, og hvad denne medførte af hensyn, som bevægelsen måtte tage stilling til, er relevante - om ikke for andet, så for hans metode. Han inddrog konstant forskellige komponenter i udviklingen af den politiske taktik. Han kunne hurtigt tage hensyn til aktuelle udviklinger, som måtte inddrages i vurderingen af situationen.
Omkring 1890 så situationen lys ud set fra Engels' standpunkt: Den internationale socialistiske kongres i Paris juli 1889 havde set fra den marxistiske fløjs synspunkt været en succes, i 1889 begyndte den store havnearbejderstrejke i Storbritannien, i Tyskland strejkede minearbejderne; såvel de britiske havnearbejdere og de tyske minearbejdere hidtil havde stået udenfor bevægelsen. Især den britiske strejke medførte en opblomstring af bevægelsen langt ud over havnearbejderne, "new unionism" havde som resultat at mange ufaglærte arbejdergrupper nu organiseredes og tilførte de faglærte forbund ny kampkraft. Deres hidtidige samarbejde med det liberale parti havde ført bevægelsen ind i en stagnation, men med det skub som den nye fagbevægelse bragte dem, så det ud som om den kampvillige del af arbejderklassen var genopstået efter den lange pause siden 1840ernes revolutionære kampe og chartismens undergang.
Også på den politiske front var der gode nyheder. I østrig var det lykkedes at genoprette et enigt arbejderparti på et grundlag, der ikke lå marxismen fjern, i Frankrig var der efter valgene i efteråret opstået en lille socialistisk gruppe i parlamentet med tilknytning til det marxistiske parti, i januar havde det danske parti øget sit mandattal i folketinget fra et til tre medlemmer, i Tyskland var Socialdemokratiet blevet det vælgermæssigt set største parti med knap 20% af stemmerne - partiets mandattal i rigsdagen svarede langtfra til stemmetallet, men det betød ikke så meget for Engels; det afgørende var den massebevægelse, som de 20% af stemmerne var et udtryk for. Denne udvikling fortsatte i de næste år, men den fortsatte ujævnt, der var tilbageslag eller dog stagnation, som skulle overvindes. Men Engels var optimistisk, inden århundredskiftet ville magterobringen være en kendsgerning i Tyskland og derfra brede sig måske endda til USA, hvor der også var fremdrift at mærke.
Allerede forud for brevet til Trier fra 18. december 1889 havde Engels advaret ham mod at splitte partiet, advarslen mod splittelsen berørte et grundlæggende forhold i Engels partiopfattelse. Engels' vurdering af arbejderpartiet var, at dette måtte forstås som et åbent forum, hvor kontroverse diskussioner var naturlige og nødvendige for at nå frem til den nødvendige fælles opfattelse. I et masseparti ville der naturligt udvikle sig fløje, som vurderede fremgangsmåden overfor klassemodstanderen forskelligt. Baggrunden her var det tyske partis store fremgang i valget i februar 1890, hvor det næsten havde fordoblet stemmetallet. For Engels var spørgsmålet nu, hvordan man fik integreret de nye i arbejderbevægelsen. I forhold til de gamle, som havde oplevet politiforfølgelserne i halvillegalitetens tid fra 1878-1890, var de nye uprøvede. De måtte først lære, hvordan det var at være aktiv i bevægelsen. Hvordan skulle de kunne lære noget, når diskussionen kunne afskæres? Hvordan kunne man forhindre, at partiets højrefløj overtog magten i partiet? Medlemmerne i et masseparti (det er lidt uklart, om han faktisk tænkte på de betalende medlemmer eller om vælgerne dannede grundlaget for hans overvejelser) måtte være overbeviste om, hvad de begav sig ud i, til hvilket formål de satte liv og lemmer på spil. Han afviste klart, at "de revolutionære" i slutningen af 1889 burde ekskluderes af partiet, han så ingen løsning i en sådan fremgangsmåde (i 1891 bifaldt han dog, at nogle "anarkister", som han betegnede dem, studenter og tilsvarende blev fjernet fra det tyske parti).
Revolution kunne være farlig - han advarede konstant i disse år mod at fremprovokere situationer, hvor statsmagten kunne sætte sin militære overmagt ind mod arbejderbevægelsen. For hurtige fremstød kunne resultere i hårde tilbageslag, der var ingen grund til at spilde krudtet før tiden, tiden arbejdede for bevægelsen. De 20% af stemmerne som det tyske parti havde fået i 1890 var fortsat langt fra at være nok. Men Engels regnede med, at det i løbet af de to næste valgperioder ville vise sig, at arbejderpartiet ville have fået trukket landproletariatet ind i bevægelsen. Dermed ville den prøjsiske hær, hvis kernetropper var bønderkarle og landarbejdere, være så svækket, at den ikke mere kunne gribe ind overfor arbejderbevægelsen. Han regnede også med andre muligheder, f.eks. en tysk-russisk krig, i hvilken arbejderbevægelsen måtte støtte Tyskland, fordi Ruslands sejr ville betyde revolutionens nederlag, mens omvendt en tysk sejr evt. kunne betyde en genoprettelse af et uafhængigt Polen og dermed styrke revolutionen. Med andre ord Engels vurderede situationen aktuelt og inddrog forskellige taktiske muligheder i disse vurderinger.
I brevet til Trier fremhævede han, at erobringen af den politiske magt - den eneste vej ind i det nye samfund - kun kunne lykkes ved en voldelig revolution. Forudsætningen var igen, at arbejderklassen dannede et selvstændigt og selvbevidst klasseparti. Klassepartiet måtte kunne være tvunget til at indgå kompromisser i det daglige arbejde - en position som Trier og "de revolutionære" afviste. Arbejderpartiet i de forskellige nationale parlamenter måtte fra tid til anden stemme for forslag stillet af andre partier. Forudsætningen var imidlertid at en sådan stemmeafgivning bragte direkte fordele for arbejderpartiet eller var ubestridelige for landets økonomiske og politiske udvikling hen mod revolutionen. Det var et taktisk spørgsmål, om man ville (eller kunne) arbejde på denne måde. Spørgsmålet måtte ikke ophøjes til et principielt - centralt var derudover om arbejderklassen lærte noget i en sådan proces, specielt hvis der var begået fejl. Det var af sådanne fejl, arbejderklassen lærte mest. Det forholdt sig imidlertid sådan, at en taktisk fejl kunne ende i et brud på principperne. Tvunget af de aktuelle omstændigheder kunne arbejderklassen komme i bevægelse og i disse spontane bevægelser indhøste erfaringer.
Engels' optagethed af valgkampe var ikke bestemt af troen på, at man med 51 % af mandaterne i parlamentet kunne overtage magten, men af den masseopbakning bag det revolutionære parti som valgkampene og kampene om udvidelsen af stemmeretten ville medføre. Det ses igen tydeligt i nogle breve fra 1894 til den østrigske partiformand Victor Adler, hvor han fremhævede det belgiske og det østrigske partis indsats for at mobilisere masserne. Arbejderne var optaget af stemmeretten, fordi den var en så åbenlys uretfærdighed, at det var muligt at mobilisere masserne for en udvidelse. Engels havde dog også andre parametre for at måle arbejdernes aktive deltagelse i kampen for deres rettigheder. På den internationale kongres i juli 1889 var det blevet vedtaget at gennemføre demonstrationer for 8-timers-dagen på en og samme dag verden over (i det mindste i industrilandene). I de første år blev det i flere lande den første søndag i maj, hvor demonstrationen gennemførtes. Engels oplevede i London, at 400.000 mødte frem i Hyde Park den fjerde maj 1890, og at tallet voksede i de følgende år.
Grundlaget for den åbenhed i diskussionen som Engels advokerede, og den vægt han lagde på de erfaringer arbejderne uddrog af situationen, efter at de var kommet i bevægelse, lader det ligge nært, at han også måtte tilvejebringe skriftligt materiale for at opnå det fælles standpunkt, som han udtrykte det på den Internationale socialistiske kongres i Zürich i 1893, som skulle danne udgangspunktet for diskussionen. En væsentlig del af Engels arbejde i disse år brugtes da også på, dels at afslutte arbejder med "Kapitalen" og dels at sørge for genudgivelser af tidligere tekster, som han ofte forsynede med nye aktualiserede indledninger. Der var ingen modsætning mellem de to veje, men han gik ud fra, at man ikke kunne læse sig til et revolutionært standpunkt, det var noget arbejderne måtte erfare og derefter udbygge.
Engels' vurdering har sandsynligvis været, at den revolutionære bevægelse voksede frem på baggrund af den industrielle udvikling, som betød at klassemodsætningerne øgedes i en sådan grad, at arbejderne blev tvunget til at gå i aktion. Under denne bevægelse, som kunne antage form af strejker for bedre løn og arbejdsforhold, kampen for bestemte politiske krav (valgret for alle) eller massedemonstrationer for andre krav som 8-timers-dagen ville arbejderne samle erfaringer, som kunne hjælpe dem til erobringen af den politiske magt. Sideløbende med disse erfaringer var det ubetinget nødvendigt i den opstående massebevægelse åbent at diskutere modsætninger mellem de forskellige retninger, som ikke kunne undgås, når mange med en forskellig baggrund skulle samarbejde ikke kun nationalt men internationalt. En åben socialistisk presse var derfor en nødvendighed (en holdning Marx allerede havde haft i begyndelsen af 1840'erne). Kun på denne måde var det muligt for arbejderne at forhindre, at de delvis borgerlige tendenser i bevægelsen kunne få overtaget. Partiet kunne i de lande, hvor det var muligt at deltage i valg, opstille kandidater, fordi det gav dem en mulighed for at optræde offentligt og overbevise masserne om en mulig vej frem. Det var ikke særlig betydningsfuldt, hvor mange mandater partiet fik, det afgørende var muligheden for masseagitation. Arbejdet i parlamentet kunne medføre kompromisser, som klart måtte indgås, hvis de bragte umiskendelige fordele for arbejderklassen eller landets udvikling til en industrination. Taktikken kunne medføre, at partiet mistede sin klare status som et selvbevidst og selvstændigt arbejderparti. Noget sådant kunne ske i bestemte situationer - han henviste her til den franske revolution i 1848 - og måtte absolut afvises. Det er uklart for mig, hvordan han forestillede sig den politiske magterobring, som han vurderede ville komme inden udgangen af det 19. århundrede. Sandsynligvis mente han, at det liberale borgerskab med dets allierede, som af omstændighederne var blevet den dominerende politiske kraft ikke ville kunne styre udviklingen og derfor måtte overlade regeringen til arbejderpartiet, som derefter kunne indlede den revolutionære proces. Hvordan det kunne se ud i konkrete tilfælde ville han ikke tage stilling til - han var blevet spurgte af den italienske socialistiske leder Turati i 1894, om hvordan han vurderede den kommende italienske revolution - det måtte afgøres på stedet.
Solidaritet
Venstresocialistisk tidsskrift for analyse & debat
Februar 2009, nr. 1
http://solidaritet.dk/