Solidaritet. Februar 2009, nr. 1 - Indhold
af Nikolaj Villumsen
Verden er i forandring. Den globale kapitalisme er i krise og sender millioner ud i arbejdsløshed og fattigdom. I Frankrig har dette givet vind i sejlende til moderne kapitalismekritik. Her er en rapport fra den stiftende kongres i det nye franske venstrefløjsparti, der har taget Frankrig med storm.
Den franske venstrefløj har fået et nyt populært knopskud: Det nystiftede parti Nouveau Parti Anticapitaliste (NPA) eller på dansk det nye anti-kapitalistiske parti. I spidsen for partiet står et ungt postbud Olivier Besancenot. Han er udover sit deltids postarbejde kandiderende til at være den førende oppositionsleder mod Sarkozy. Hans barnlige ansigt og ligefremme facon, hvor der ikke bliver lagt noget imellem i kritikken af det kapitalistiske system, er populær i den franske befolkning. To gange har Besancenot stillet op til præsidentvalgkampen og ved sidste præsidentvalg var han den kandidat fra venstrefløjen til venstre for det franske socialdemokrati, PS, der fik flest stemmer. Denne popularitet er siden steget enormt så Besancenot i de bedste målinger nu står til en opbakning fra 18 % af de franske vælgere.
Jeg deltog i partiets stiftende kongres og her var det tydeligt hvor NPA placerer sig i det franske politiske spektrum. I modsætning til det andet dominerende parti på den franske venstrefløj kommunistpartiet, PCF, afviser NPA regeringssamarbejde med socialdemokraterne. Det skyldes ifølge Besancenot ikke, at NPA er bange for magten, men at magt skal bruges til forandring. Noget som PCF har haft yderst svært ved at få igennem hidtil i deres erfaringer med regeringsdeltagelse. Et faktum der står klart frem efter sidste præsidentvalg, hvor det tidligere største parti på venstrefløjen ikke kunne mønstre over 2 % af stemmerne. Modsat Danmark har kommunisterne i Frankrig indtil 1980’erne været det største arbejderparti. PCF er dog blevet slidt ned af partiets tætte alliance med socialdemokraterne fra Mitterrands præsidentsejr i 1981 og senere som ministre i Lionel Jospins regering. PS er dermed blevet det ledende arbejderparti, men er aktuelt i intern krise mellem højre og venstrefløjen efter Ségolène Royals nederlag til Sarkozy. Nu trænges det moderate PS og det kriseramte PCF tilbage af det mere venstreorienterede og dynamiske NPA. Samtidigt rakte de delegerede på den stiftede kongres en hånd ud til resten af den franske venstrefløj til venstre for socialdemokraterne inklusiv kommunisterne. NPA ønsker at samle venstrefløjen til både EU-parlamentsvalget og de kommende regionalvalg, men afviser et samarbejde med PS, som længe har deltaget i velfærdsforringelser og privatiseringer.
NPA og Besancenot har stor tiltrækningskraft på de hundredetusinder af franskmænd, der har kastet sig ud i demonstrationer, blokader og strejker i kølvandet på krisen og Sakozys nedskæringer af uddannelses- og velfærdssektoren. Senest med generalstrejken den 29. januar mod fyringer og dårligere arbejdsforhold pga. krisen. Mange deltagere i den landsdækkende strejke bar klistermærker med Rêve Général, der betyder "generel drøm" i stedet for Grève Général, der betyder "generalstrejke". Generalstrejken var ikke bare en protest, men en drøm om at det kan blive bedre. NPA taler med parolen om "Socialisme for det 21. århundrede" til denne drøm. Det fornemmede jeg til fulde på kongressen i den fattige parisiske forstad Saint-Denis, der ellers mest er kendt for sin tradition for bilafbrændinger og høj arbejdsløshed. Her stod jeg mellem studerende, postbude og industriarbejdere, der presses af krisen og nedskæringerne i de offentlige budgetter. NPA sætter deres kamp i centrum og derfor strømmer de til partiet.
Adspurgt om anti-kapitalistisk ikke er lidt for negativt svarede Besancenot "Nej, det passer lige ind i tiden med den aktuelle krise". Om man kan lide det eller ej, så er hans knivskarpe kapitalismekritik af, at direktører og aktionærer høster kassen mens arbejderne fyres, populær. På et stort banner i den store hal, hvor mere end 1000 delegerede, internationale gæster og tilhører deltager i kongressen, står: Lad de rige betale krisen. Denne parole afspejler NPAs politik. Den i Frankrig politisk fastsatte minimumsløn kræver NPA hævet med 2250 kr. efter skat om måneden fra det nuværende niveau på 7781 kr. efter skat. Dette krav har opbakning fra mange af de fagforeninger, der deltog i generalstrejken bl.a. Frankrigs største fagforbund CGT. Med krav om at firmaer ikke må fyre ansatte hvis de har overskud sættes der ikke bare paroler på utilfredsheden blandt millioner af fyringstruede lønmodtagere, der sættes også grundlæggende spørgsmålstegn ved den kriseramte kapitalistiske produktionsform.
Dannelsen af NPA sker samtidig med at Frankrig af ramt af socialt røre. Hundredetusinder deltog i generalstrejken den 29. feb., lærer og studerende blokerer universiteterne mod nedskæringer og Sarkozy kan ikke tale befolkningen til ro. Efter hans tv-transmitterede tale til nationen melder over halvdelen af befolkningen ifølge en meningsmåling foretaget for avisen Liberation sig parat til at engagere sig i sociale bevægelser for at modgå forringelser af deres forhold pga. krisen. Ikke så overraskende er NPAs vælgere de mest kampivrige, hvor over 70 % erklærer sig klar til at udfordre Sarkozy. Mere overraskende er det at hele 57 % af Front Nationales vælgere har tænkt sig at gå på gaden sammen med dem. Krisen har medført at værdipolitiske spørgsmål trænges væk fra den politiske dagsorden, og erstattes af den økonomiske kamp mellem samfundets top og bund.
Krisen er ikke et fransk fænomen, men en global krise. Derfor er den franske udvikling interessant for den danske venstrefløj. I Danmark klarede kapitalismen frisag under behandlingen af bankpakken på trods af den svimlende blankocheck, som Folketingets flertal valgte at kaste efter spekulanterne. I Frankrig fremhæves kapitalismen derimod som årsagen til krisen. Det må være venstrefløjens projekt at sætte kapitalismen på anklagebænken. Modsætningen mellem lønmodtagere og direktører og aktionærer skal frem i lyset hvis almindelige menneskers interesse skal varetages. De rige skal ikke fredes mens vi andre frygter for fyringssedler og balancen i husholdningsbudgettet. Drømmen om forandring kombineret med kritik af det kapitalistiske system er ikke bare relevant, men også yderst populær. Den sociale underklasse som Dansk Folkeparti påstår at repræsenterer får ikke meget for deres opbakning i denne krisetid. Samtidig barsler regeringens skattekommission med en skattereform, der vil forgylde de rige, mens almindelige mennesker får regningen og må betale mere i skatter og afgifter. Venstrefløjen har alt at vinde på sætte fuld damp for kritikken af den kriseramte kapitalisme.
Nikolaj Villumsen er medlem af Enhedslistens forretningsudvalg og deltog på NPAs stiftende møde som repræsentant for Enhedslisten.
Solidaritet
Venstresocialistisk tidsskrift for analyse & debat
Februar 2009, nr. 1
http://solidaritet.dk/