Solidaritet. Februar 2009, nr. 1 - Indhold
af Jan Helbak, redaktionsmedlem af Kritisk Debat og Solidaritet
I november 2008 skønnede IMF den globale vækst i 2009 til at blive på 3%. Det skøn er i januar blevet revideret ned. Og for Europas vedkommende helt ned på -2%. Seneste opgørelse viser, at faldet i Eurozonen blev 1.5% i 4. kvartal af 2008. UNCTAD kom med et skøn på en 1% vækst i BNP i det bedste scenarie og -0.4 i det værste og et fald i verdenshandlen på -3.1%. OECD spåede et fald i den europæiske vækst på -0.6% og er udviklingen taget i betragtning fornuftigt nok på vej med endnu en korrektion i nedadgående retning. Den danske regerings prognoser i de økonomiske redegørelser har gennem det meste af 2008 været ude af trit med virkeligheden, hvorimod de mere realistiske bankøkonomer og uafhængige økonomer har peget på et væksttab på i nærheden af 2% i 2009.
Når jeg indleder med at tegne dette billede af den igangværende nedskrivning af vækstudsigterne for verdensmarkedet og for Europa hvad angår både 2009 og 2010, er det for at illustrere, hvor svagt funderet de aktuelle analyser af verdensøkonomien egentlig er. Men også for at antyde, hvor lidt de traditionelle økonomiske ligevægtsmodeller kan udsige, om det der sker lige nu på de forskellige markeder og i endnu mindre grad om det, der sker i "realøkonomien", og skrøbeligheden i deres forudsigelser af virkningerne af det ene eller det andet statslige økonomiske indgreb.
Sandheden er nok, at få om nogen overhovedet har et overblik over, hvor dybt krisen stikker, og hvor behæftet med skjult gæld hele finanssektoren egentlig er (de forskellige autoritative finansinstitutioner skyder på mellem 2000 mia. og 5000 mia. dollar). Af samme grund er den vigtigste øvelse ikke mindst for venstrefløjen at komme frem til en nogenlunde klar opfattelse af karakteren af den krise, som efterhånden alle er enige om, er langt dybere og mere vidtrækkende end først antaget.
Når man eksempelvis læser de mange fra notater fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AER) gennem de sidste tre måneder eller artikler fra række andre økonomer her iblandt Henrik Herløv Lund - der skrev en artikel i februar nummeret af Kritisk Debat, hvori han meget korrekt kritiserer regeringens kriseforståelse og politik - kan man få den opfattelse, at vi alene står overfor en lavkonjunktur (AER 22/1-09) af kortere eller længere varighed. Og at denne lavkonjunktur er udløst af den finanskrise, der tog fart i efteråret 2008 efter at have bygget op siden eftersommeren 2007. Eller som det sædvanligvis udtrykkes hos mange økonomer; "at finanskrisen er slået over i en krise i realøkonomien" bl.a. med en kontraktion i produktionen og en accelererende arbejdsløshed til følge.
Set ud fra det perspektiv, er medicinen med udrensning af stærkt devaluerede papirværdier, injektion af kapital i bankerne og forskellige vækstpakker, der foreslås, både ganske logisk og i en vis udstrækning også fornuftig. Det handler om akut at forhindre en nedsmeltning i hele finanssektoren, fordi en sådan vil lukke for næsten al kredit til erhvervslivet, stoppe produktionen og afstedkomme et drastisk fald i verdenshandlen. Dvs. udgangspunktet er, at det verden står overfor, er en omfattende likviditets- og solvenskrise, der truer med at lukke for den nødvendige kredit. Hvorvidt "realøkonomien" overhovedet er kreditværdig og profitabel, behandles mere sporadisk.
Man kan så strides om, hvorvidt den aktuelle krise skal løses gennem de kendte bankpakker, nationalisering af de dårlige banker, lukning af investeringsinstitutioner i gråzoneområdet kombineret med skattelettelser, lempelse af erhvervslivets skatteforpligtelser og direkte offentlige investeringer. Som de fleste økonomer efterhånden er enige om og også argumenterer korrekt for, skal hovedvægten ligge på det sidste løsningsperspektiv. Dels fordi der er et åbenlyst behov for en genopretning af store dele af den offentlige sektor og infrastrukturen, og dels fordi sådanne indgreb har den ubetinget hurtigste og mest styrbare beskæftigelseseffekt.
Med andre ord er der ved at udvikle sig konsensus om en kontracyklisk økonomisk politik, hvilket også indebærer et grundlæggende opgør med efterhånden 30 års neoliberalistisk procyklisk tankegods og praktisk økonomisk politik. OECD går i et af sine seneste nyhedsbreve oven i købet så langt som til at præcisere, at verden står overfor en entydig efterspørgselskrise.
Krisen i dette markedsperspektiv kalder indlysende nok på en eller anden form for koordineret efterspørgselsorienteret økonomisk politik (IMF's opfordring op til finansministrenes G7 topmøde) - nogen vil kalde det neokeynesianisme uden i øvrigt at iagttage keynesianismens historiske specifikke begrænsninger - i den hensigt først at stimulere beskæftigelsen og efterfølgende igen få gang i forbruget. Rationalet går igen uanset i hvilken regering verden over, man for tiden behandler vækstpakker. Om det er i USA, Frankrig, Tyskland, England eller Danmark. Pakkerne ligner hinanden i deres grundindhold, fordi opfattelsen af krisens karakter stort set er identisk.
Men hvis man nu anlægger en noget anden betragtning ud fra en helt anden analyse af krisens grundlæggende problemer og indre dynamik, som at den finanskrise, vi er vidne til, faktisk har sit udspring i mindst to årtier økonomisk stagnation i den vestlige verden og en strukturel systemisk betinget kontraktion i den verdenskapitalistiske økonomi, må man nødvendigvis også komme frem til helt andre vurderinger af løsningsmulighederne og betingelserne.
Jeg har i en artikel i Kritisk Debat (november 2008) argumenteret for, at krisen ikke først og fremmest er en finanskrise, der er slået over i en lavkonjunktur/recession i realøkonomien, men skal betragtes som en kulmination på 25 tyve års reel stagnation i den kapitalistiske akkumulation på verdensmarkedet samt lige så vigtigt en reel indsnævring af den globale akkumulation bl.a. forårsaget af det enorme kapitaldræn, der har skullet holde liv i de udviklede kapitalistiske økonomiers finansielle spekulation og kompensere for de globale ubalancer, herunder USA's voksende underskud og gæld.
Pointen er, at den relativt faldende produktivitet og profit og den skærpede konkurrence mellem de store kapitalmagter USA, Japan og Europa (især Tyskland) samt opløsningen af Bretton Woods systemet efter 1971 skabte et pres for dels et opgør med velfærdsstaterne, der var "blevet for dyre" og dels for en radikal omstrukturering af kapitalismen (Friedman og neoliberalismen), der havde til formål at kompensere for de vigende profitmuligheder i "realøkonomien" bl.a. gennem omfattede deregulering af finanssektoren. Vendingen blev som bekendt en realitet fra og med 1979 og op gennem 80'erne, 90'erne og her i fuldt udfoldet gennem løbende og meget omfattende statsdirigerede dereguleringer og tilsvarende anerkendelse af en række subtile finansielle produkter, der alene havde som mål at øge profitten, skabe nye investeringsmuligheder, nedbryde lokale og nationale barrierer for uhæmmet porteføljeinvestering og fjendtlige opkøb af hele produktionssektorer især i Latinamerika og Asien samt ikke mindst skabe en accelereret efterspørgselsvækst gennem ukontrolleret gældsætning først i virksomhederne og senere i husholdningerne. (Husholdningernes gæld i USA udgør alene 100% af BNP. Den samlede gæld i USA nærmer sig 300%).
Resultatet kender vi. "Washington Concensus", der konsekvent ændrede IMF's og Valutafundens funktioner til at sikre de store kapitalnationers dræn af kapital fra udviklingslandene og tvinge de samme lande til at åbne deres markeder på vid gab for spekulative investeringer og overtagelse af vitale nationale virksomheder. Forsvaret af USA's økonomi og vækst og stilling på verdensmarkedet indebar, at den globale økonomiske politik fra 1982 og frem til nu blev indrettet herefter. Da inflationen skulle ned i USA, blev renten hævet eksorbitant over en nat. Det betød recession i resten af verden og i Europa i særdeleshed. Da dollaren skulle ned i 1985 for at fremme amerikansk vækst blev det gennemført, selv om det skubbede til recessionen i Europa. Da valutauroen i 1987 havde nået et omfang, der slog over i et børskrak, kom redningsaktionen fra Japan i form af enorm pengeudpumpning bl.a. til opkøb af aktier. Resultatet blev en økonomisk boble i Japan og en efterfølgende recession, som landet knapt var kommet fri af, før den nye globale boble bristede i 2007. Senere da USA i 90'erne havde brug for et gigantisk kapitalinflow blev dollaren styrket, selv om det rent faktisk både lagde grunden til de nu kendte utålelige globale ubalancer og gigantiske fejl- og overinvesteringer i bl.a. IT-industrien.
Men det amerikanske forbrug eksploderede og genererede vækst ikke kun i USA men i resten af verden bortset lige fra parentesen med krisen i Sydøstasien i 1997 og i Rusland og Brasilien i 1998, som reelt var forvarsler om den kortvarige recession i 2000, som er blevet kaldt IT-boblens implosion.
Resten af forløbet fra 2001 og frem til er vi bekendt med i hovedtræk. Greenspans lavrentepolitik, der bevidst skulle fremme en enorm vækst i finanssektoren, kreditfinansieret vækst i forbruget og en kolossal oppustning af de fiktive ejendomsværdier. At væksten også indebar en tilsyneladende stigning i produktiviteten og investeringerne dækker over det faktum, at investeringerne for det første ikke afgørende udvidede kapitalapparatet og skabte arbejdspladser i samme omfang som tidligere, og for det andet ikke bidrog til at øge den teknologiske produktivitet nævneværdigt.
Hovedparten af realvæksten er derimod flyttet til Kina, Indien og dele af Asien og Latinamerika. Det er også disse områder - især Kina og Indien - der de sidste 7 år har opsuget de fleste investeringer i form af FDI (Direkte Udenlandske Investeringer) og porteføljeinvesteringer. Ifølge UNCTAD er investeringernes relative størrelse i de øvrige udviklingslande og fattige landet faldet - outflowet af kapital har været større end inflowet. (UNCTAD: World Economic Situation and Prospects 2009).
Men for at referere til Adam Smith kan man ikke over en ret lang periode vedligeholde og øge væksten i den produktive økonomi gennem gældsætning og finanssektorens spekulationer uden at skabe den ene økonomiske boble efter den anden. (The Wealth of Nations, 1776). I stærk kontrast hertil gælder det forhold, at gældsætning og spekulation siden slutningen af 70'erne (1970'erne) er blevet et strukturelt systemisk fænomen i den kapitalistiske verdensøkonomi som kompensation for en faldende profit og profitable investeringsmuligheder indenfor realøkonomien - den egentlige værdiskabende sektor. At dette grundlæggende problem så først og fremmest har vist sig som et globalt overproduktionsproblem er noget andet. Et forhold som i øvrigt er en fremtrædende faktor i den aktuelle krise, men som mange økonomer ser bort fra, når de anbefaler en ny efterspørgselsmedicin.
Man kan blot stilfærdigt spørge, hvad det er folk skal købe for at sætte gang i væksten igen, når der på verdensmarkedet alene er overproduktion på 27 mio. biler og millioner af PC'er? Sat i perspektiv af, at over halvdelen af jordens befolkning gennem de sidste to år har fået deres købekraft forringet, at lønstigningerne i industrilandede har haltet bagefter arbejdsproduktiviteten, og at det enorme forbrug i de samme lande først og fremmest har været finansieret gennem direkte gældsætning eller optagning af lån i fiktive ejendomsværdier. Det er jo det, der er boblernes inderste væsen.
Ifølge min (og i øvrigt mange andres) analyse skyldes krisen som skrevet først fremmest de underliggende akkumulationsproblemer på det kapitalistiske verdensmarked, den voksende globale strukturelle ulighed og "finansialiseringen" af verdensøkonomien. Det kan også forklare, hvorfor krisen først og fremmest ruller sig ud som en finanskrise. Men selv den værste finansspekulation, grådighed, og hvad man nu end kalder tidsåndens adfærd på børserne verden over, kan ikke forklare det helt "uhørte" og drastiske fald i produktionen og vækst i arbejdsløsheden i alle regioner på verdensmarkedet. (USA -2%, Eurozone -1.5%, Japan -1-2%, Tyskland -2.1%). Forklaringen må føres tilbage til de ovennævnte langt mere grundlæggende problemer, som er blevet "stemmet op" gennem 25 års gældsætning, oppustning af fiktive værdier og kreditfinansieret forbrug. Det billede passer i øvrigt også på dansk økonomi, og i særdeleshed på udviklingen siden 2002. Her kan henvises til Nationalbankens kvartalsrapport for 4. kvartal 2007, hvor man advarede om en stærk problematisk udvikling i produktiviteten og investeringsbilledet, der kunne få negativ betydning for nationaløkonomien fremover.
Den voksende protektionisme både skjult i de respektive "bankpakker" og åbent i form af bl.a. støtteordninger til bilindustrien, eksportstøtteordninger osv., der truer selve globaliseringstendensen, ville aldrig have udviklet sig med en sådan hast, hvis der alene havde været tale om en finanskrise. Hele øMU konstruktionen er under pres, fordi de indbyggede stabilisatorer ikke tager højde for en dybtgående økonomisk krise med skærpet konkurrence om redde de nationale økonomier.
Både UNCTAD og IMF advarer om, at det er den økonomiske verdensorden, der med denne krise er på spil. Som så mange andre henviser man til 30'ernes krise og taler om et sammenbrud ikke set siden 2. Verdenskrig (af grunde, som der dog ikke er plads til at uddybe her, mener jeg ikke den aktuelle krise kan sammenlignes med 30'ernes krise).
Det, spørgsmål, som de stiller sig, men ikke besvarer, er, hvordan en omstrukturering af den økonomiske verdensorden skal forme sig, når det står klart for enhver, at USA er dybt forgældet, og at gælden vil vokse og vokse i takt med redningspakkerne (alene budgetunderskuddet kan i 2009 komme op på 10% af BNP). At Kina ud over at blive verdens største vækstnation også fortsætter som stærkeste kreditornation, og at der skal opbygges et nyt internationalt finanssystem, herunder valutasystem, der samtidig på afgørende vis skal afspejle de grundlæggende ændrede styrkeforhold. Det er absolut ingenlunde kun et økonomisk problem, men også et magtpolitisk, geopolitisk og militært problem, hvis løsning ingen på nuværende tidspunkt rigtigt kommer med bud på. Men ikke desto mindre udgør dette modsætningsbillede den inderste kerne, som den aktuelle krise drejer om, og som centrum-venstrefløjen bl.a. Socialdemokratiet og SF her i landet ikke kan negligere ret meget længere.
I den sammenhæng forekommer det rimeligt at antage, at de nationale kriseløsninger med udpumpning af penge til forbrug, opkøb af "giftige værdipapirer", som ingen kender omfanget af og lodret nationalisering af banker på finanssektorens egne betingelser ikke udgør en del af løsningen, men blot forstærker de iboende spændinger, selv om det måske i første omgang lykkes at afværge en egentlig depression på verdensmarkedet i 2009. Når Obamaregeringen bruger 1-2 billioner dollars på et rede den amerikanske finanssektor og 789 mia. dollars på en "hjælpepakke", skal pengene komme et sted fra.
Det samme gælder for alle de andre nationale bankpakker. Hovedfinansieringskilden er statsobligationer. Men allerede nu er markedet mættet. Det mærkes på realkreditmarkedet, og de mindre stærke kapitalnationer må betale en overpris for at få deres statsobligationer afhændet. Selv den amerikanske regering er stødt ind i vanskeligheder med at få solgt sine nye statsobligationer, og indenfor de sidste par uger har flere ledende kinesiske økonomer advaret mod fortsat køb af amerikanske statsobligationer af frygt for dollarens mulige ukontrollable fald. Kort og godt er en af de vigtigste følgevirkninger af de mange bankpakker, at verdensmarkedet som helhed endnu engang drænes for kapital for først og fremmest at redde de industrialiserede landes finanssektor. Altså en gigantisk øvelse for at redde den private profit og socialisere gælden som befolkningernes problem årtier fremover - og selvfølgelig en bombe under det, der er tilbage af velfærdsstaterne og mulighederne for reel global vækst.
Der hersker ikke længere den store uenighed om, at landene ikke hver især kan løse krisen på national grund, selv om regeringerne og deres økonomer alligevel gør forsøget bl.a. ved at subventionere egne arbejdspladser og eksportere de finansielle problemer videre til andre. Og som noget nyt er det samlede pres på fagforeningerne og lønmodtagerne vokset for, at de skal gå ned i løn eller udvise tilbageholdenhed for at forbedre konkurrenceevnen. Man behøver blot at generalisere kravet for at se problemet.
Selv ikke verdens indtil nu største økonomi - USA - er i stand til at løse krisen på national grund. Både indsprøjtningen i finanssektoren på op til 2 billioner dollar og Obamas krisepakke på 789 mia. dollar skal for en stor dels vedkommende finansieres ved bl.a. Kinas opkøb af amerikanske statspapirer. Tyskland, Japan, England og Frankrig plages af meget drastiske fald både i produktion og eksport. Det samme er nu også ved at ske for selv Kina (drastisk fald i både import og eksport), og både IMF og UNCTAD forudser som nævnt et flerårigt fald i verdenshandlen både i mængde og værdi. På den anden side er der ikke meget, der tyder på, at de store kapitalnationer hverken i G7 eller G20 bare nærmer sig en fælles forståelse af problemerne endsige fælles forpligtende løsninger - hverken på kort eller lang sigt. Hertil er spændingerne i magtbalancen mellem dem og konturerne af en ændret økonomisk verdensorden for massive og faretruende.
Der er således udsigt til, at venstrefløjen meget vel er på vej ind i en politisk situation, hvor den for at blive taget alvorligt skal operere med både rene nationale løsninger og forbinde disse med forslag om grænseoverskridende og langsigtede systemændrende løsninger, der tager deres udgangspunkt i de faktiske omstruktueringstendenser, som er i gæring på verdensmarkedet. Det er efter min bedste overbevisning også indenfor denne forståelses- og udviklingsramme, at vi på venstrefløjen i Danmark må blande os i den politiske debat om kriseløsninger både på det korte og det lange sigt.
Og for tiden er der herhjemme mange forskellige forslag til kriseløsninger i spil, hvoraf hovedparten bærer præg af at være rene politiske akutløsninger med udgangspunkt i en opfattelse af, at vi hovedsageligt er vidne til en finanskrise og en heraf afledt lavkonjunktur i realøkonomien. Sandsynligvis med en udstrækning på et par år.
Jeg vil i næste afsnit forsøge mig med nogle bud på en politisk kurs for venstrefløjen, som kanske vil blive skudt ned under henvisning til, at de ikke er tilstrækkeligt konkrete, eller ikke lader sig gennemføre indenfor den aktuelt givne samfundsorden eller under de nuværende politiske styrkeforhold. Det gør dem nødvendigvis ikke mindre realistiske. Graden af realisme i de forskellige politisk økonomiske tiltag afhænger som tidligere beskrevet af, hvordan krisen analyseres og diagnosticeres.
På den anden side afhænger realismen i de politisk økonomiske alternativer også af, hvorvidt de lægger forslag frem til radikale ændringer dels af hele finanssektoren, dels af nationaløkonomiens interaktion med andre nationaløkonomier f.eks. i EU, og ikke mindst af de herskende sociale- og politiske forhold, herunder ikke mindst graden af omfordeling mellem klasserne og udligning mellem de forskellige sektorer i samfundet. Hertil kommer et realistisk perspektiv for de nationale kriseløsningers placering i en større international sammenhæng, da der nok ikke er ret mange, der længere tror på, at der kan gennemføres substantielle økonomisk løsninger i en åben økonomi som den danske, uden at det sker som et led i en større koncerteret indsats. Her skal blot nævnes, at Nationalbanken tidligere i krisen blev tvunget ud i renteforhøjelser og støtteopkøb af kronen, fordi flere store investorer trak kapital ud af landet enten for at repatriere den, eller fordi de var i akut kapitalmangel. I øvrigt er repatrieringsbevægelserne som en konsekvens af de mange nationale bankpakker et voksende protektionistisk problem.
Om end min opdeling af forslagene til elementer i en alternativ økonomisk politik kan forekomme kunstig - og faktisk også er det - kan det alligevel være hensigtsmæssigt at foretage denne opdeling.
1).
Man kan kun være enig med AER og eksempelvis Henrik Herløv Lund i deres afvisning af en skattereform som et centralt element i en kriseløsning, med mindre der bliver tale om en skattereform, der indeholder genindførelse af progressionsstrukturen over hele linjen og udløser et større provenu til bl.a. at finansiere ikke alene en kommende vækstpakke men også en gennemgribende genopretning af den offentlige sektor.
2).
Hen tænkes ikke kun forbedring af infrastrukturen i form af udvidet kollektiv trafik, bedre veje, modernisering af jernbanenettet osv. Der tænkes også på forøgelse at driftsbevillingerne, så der rent faktisk bliver budgetmæssigt grundlag for at opsuge den nødvendige arbejdskraft til en tiltrængt forbedring af den offentlige opgaveløsning.
Men det drejer sig ikke blot om at formulere brede anlægsprogrammer (sporene fra Japan skræmmer). Deres strukturelle indpasning må gennemtænkes på ny. F.eks. er det vigtigt for den brede og almene folkesundhed, at hele hospitalsplanen og sundhedsplanen gentænkes, så der både investeres i nye store og moderne hospitaler (langt ud over den ramme, regeringen har sat af), men også i modernisering af de mindre lokale hospitaler og i en samlet og tidssvarende løsning af den præhospitale sektor.
De samme alen bør lægges ned over renovering af skoler, daginstitutioner, plejecentre osv., således man bruger anledningen til at tænke de forskellige institutionstyper sammen som offentlige ressourcer i lokalområderne. Af samme grund er udarbejdelsen af en investeringsplan ikke så helt enkel.
3).
Det forekommer indlysende, at der skal investeres i massiv uddannelse, efteruddannelse og omskoling, men det er nu engang ikke lige meget, hvordan det gøres. Skoler og læreanstalter har under den nuværende regering undergået en markant centraliserings- og markedsgørelsesproces. Hvis nye investeringer i uddannelsessektoren virkelig skal flytte noget og nå ud til de mange arbejdsløse, indebærer det også ændringer i uddannelsesstrukturen og de praktiske uddannelsesbetingelser - bl.a. et opgør med taxameterbevillingerne, forbedret SU og mindre nødvendigt erhvervsarbejde for de studerende.
4).
De fleste er enige om, at regeringens skattestop og de mange specielle lånearrangementer har været medvirkende til husprisernes himmelflugt og konverteringen af de fiktive ejendomsværdier til kreditfinansieret forbrug. Med boligboblens punktering og udsigten til en langvarig krise er det sandsynligt, at den unge generation står overfor et stort boligproblem, hvis ikke der allerede nu investeres i billigt og godt udlejningsbyggeri. Dels vil disse investeringer skaffe arbejdspladser, og dels vil byggeriet dække et reelt samfundsmæssigt behov. Men det fritager ikke den politiske venstrefløj for at foreslå prisdæmpende foranstaltninger på ejerboligmarkedet og neutralisering af de fiktive ejendomsværdier (måske ved at kopiere den svenske model. I korthed: Indefrysning af værditilvæksten og beskatning ved realisering).
5).
AER har forslået, at en del af overskuddet fra Nordsøen overføres til en "oliefond" til systematiske investeringer i grøn energi og energibesparende investeringer i samfundet. Det lyder indlysende fornuftigt og er en langt mere socialt afbalanceret vej at forfølge i nedbringelse af det samlede energiforbrug end at indføre grønne afgifter, som pr. definition har social slagside og kun virker adfærdsregulerende dér, hvor der er mindst behov.
6).
Tilbage står som bekendt radikale indgreb i hele finanssektoren. Dels for at genoprette en stram regulering. Dels for at gennemføre en til bundsgående sanering, der ikke har til formål at redde banker og andre kreditinstitutioner, men først og fremmest at genoprette selve sektoren som samfundsinstitution. Hvorvidt det skal ske gennem statsligt aktieindkøb og investering af ansvarlig lånekapital eller gennem direkte nationalisering af flere banker, forekommer mig mere at være et praktisk teknisk problem i et kapitalistisk samfund end et principielt.
Men det, man hidtil ikke har berørt i nævneværdig grad i debatten om hele finanssektoren, er pensionskassernes/selskabernes og forsikringsselskabernes rolle. Om nogen har disse institutioner bidraget til den finansielle uro de sidste 5-10 år og har lagt beslag på enorme økonomiske ressourcer, der bl.a. er blevet investeret spekulativt og i bl.a. kapitalfondenes hasarderede raids mod produktive virksomheder for hurtigt og dramatisk at suge alle værdier ud af dem. Her skal der ikke på nogen måde henføres til en speciel skrupelløs ledelseskultur i pensionskasserne. Det ligger i sagens natur, at de må investere på markedet for at kunne overholde deres forpligtelser.
Af samme grund er tiden måske inde til at stille det unævnelige spørgsmål. Om man ikke over hele Europa bl.a. gennem den europæiske fagbevægelse skulle stille krav om statsovertagelse af pensionskasserne og indførelse af en høj fast folkepension, som på sigt overflødiggør pensionskasserne? Samfundsøkonomien ville blive en spekulationsfaktor mindre og reducere et ikke ubetydeligt samfundsmæssigt spild.
Nu giver det sig selv, at ganske få af de nævnte politisk økonomiske løsningsforslag ville kunne gennemføres indenfor en nationaløkonomisk ramme. Den danske økonomi ville på ganske kort tid blive drænet for kapital og løbe ind i et valutarisk stormvej, som ville skærpe krisen yderligere. Hvilket også den konventionelle begrundelse for at holde fingrene væk. Problemet er blot, at der ikke kan gennemføres nogen seriøs kriseløsningspolitik indenfor nationaløkonomiens ramme, for så vidt kapitalens internationalisering tages i betragtning. Og det, er man dog enige om, er en realitet.
Hvor ømtåleligt EU perspektivet end er for store dele af det danske centrum-venstre har jeg vanskeligt ved at se en seriøs kriseløsningspolitik udfoldet i Danmark, uden den tænkes ind i et større politisk økonomisk EU perspektiv. Og perspektivet er mindre problematisk og utopisk end de fleste forestiller sig, fordi den nuværende krise tærer hårdt ikke alene på EU's liberalistiske grundlag og udemokratiske institutionsbygning, men den kan faktisk ende med at sprænge den nuværende Eurokonstruktion inklusive vækst og stabilitetspagten i stykker. Spændingerne indenfor Euro'en mellem de stærke kapitalnationer og de svagere vokser næsten uge for uge. Og lønmodtagerne i de andre medlemslande vil kræve de samme løsninger og forsvare samfundsøkonomien og velfærdsstaten på nøjagtig samme måde som i Danmark. Så spørgsmålet er, om kravet om fælles kriseløsningspolitikker i EU er så urealistisk endda.
Her tænkes der på en ny Eurokonstruktion, hvor stabilitetskravene skiftes ud med en central og solidarisk udligningsfond til udligning af de økonomiske og produktionsmæssige forskelle kombineret med langsigtet industri- og socialpolitik (inkl. arbejdsmarkedspolitik). Fælles indgreb overfor kapitalfonde og oprettelse af et fælles europæisk koncessioneret teleselskab. Dels for at sikre en så vigtig sektor mod spekulation, og dels for at billiggøre ydelserne. Hertil kunne også nævnes udbygningen af et intereuropæisk offentligt jernbanenetværk til afløsning for et fuldstændigt forældet flynetværk, i stedet for fortsat at bruge milliarder af Euro på samle op på en falleret flyindustri.
Det skulle gøre det muligt at oprette en Euro-zone ikke blot som valutaværn men også som økonomisk grundlag for at kontrollere finanssektoren og indføre effektiv beskatning af kapitalgevinster og finanstransaktioner (bl.a. Tobinskat). Men hvis det ikke skal ende i snæver og protektionistisk regionalisme, hvilket der er ubehagelige tegn på både i Europa og Asien, skal den økonomiske styrke yderligere bruges til at ændre de internationale økonomiske institutioner i en retning, hvor de både får magt til at regulere de internationale kapitalbevægelser og gennemføre store udlignings- og investeringsprogrammer i udviklingslandene og den fattigste del af verden m.h.p. dels at opbygge selvstændige nationale og bæredygtige økonomier og dels integrere dem i verdensmarkedet.
Et styrket økonomisk samarbejde indenfor EU's rammer ville i sig selv udgøre et tilstrækkeligt grundlag for en radikalt ændret institutionaliseret og politisk reguleret investerings-og opbygningspolitik i alle Middelhavs-landene og i Afrika bl.a. for at bryde de strukturelt opbyggede barrierer for den almindelige økonomisk vækst.
Jeg er ganske på det rene med, at man ud fra konventionelle og mikroøkonomiske betragtninger kan mobilisere en hel hærskare af indvendinger og påvise fraværet af realisme. Men spørgsmålet er, hvor meget vægt de konventionelle økonomiske betragtninger har et år frem i tiden?
Det afgørende i mine forslag er, at de forsøger at tegne en linje, der ud over at stabilisere den kapitalistiske økonomi her og nu, lægger op til en måde at gennemføre stabiliseringen på, der kan forbinde lønmodtagernes faglige organisationer og centrum-venstrepartier i en fælles strategi, der på den ene side sigter efter at rette op på en samfundsøkonomi i kaos, uden at det skal være på arbejderklassens og store dele af middelklassens bekostning, og på den anden side indleder det første mere samlede opgør med de kræfter i den kapitalistiske økonomi, der udgør den egentlige årsag til den aktuelle verdenskrise.
Hvor meget vi end taler om økonomiske systemer, verdensorden etc., formes de nu en gang af mennesker og kan derfor også ændres af disse. økonomiske love er og bliver historiske og virker kun, så længe præmisserne forbliver de samme.
Solidaritet
Venstresocialistisk tidsskrift for analyse & debat
Februar 2009, nr. 1
http://solidaritet.dk/