Solidaritet. Februar 2009, nr. 1 - Indhold
af Kirsten Normann, formand for FOA i Århus
Dansk Folkeparti har eneret på de politikområder, som optager mange mennesker. Venstrefløjen må knokle for at trænge Pia Kjærsgaards tropper tilbage, som man tidligere har gjort med succes da Mogens Glistrup fik medvind.
Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard har en stor kvalitet som politiker: Hun tager tilsyneladende folk bekymringer alvorligt. Det store problem er, at hun også giver nogle meget forkerte svar på, hvordan vi får problemerne løst.
Venstrefløjen har et medansvar for, at Pia Kjærsgaard har så stor opbakning, fordi den først overlod nogle politikområder til Dansk Folkeparti. Og da den position blev uholdbar, udviklede venstrefløjen ikke sin egen politik, men optrådte i stedet som Dansk Folkeparti i lightudgave.
Udviklingen er helt tydelig, når man ser på udlændinge- og ældrepolitikken, de to områder der skaffer Dansk Folkeparti vælgere.
Dansk Folkeparti succes på udlændingeområdet udspringer af de store sociale problemer, der præger de store byers betonkvarterer, hvor etniske minoriteter dominerer. Venstrefløjen satte længe kikkerten for det blinde øje og nægtede, at der var problemer i områderne; sandsynligvis fordi man frygtede at medvirke til racisme.
Det gjorde imidlertid venstrefløjen utroværdig blandt almindelige mennesker, der ikke kunne undgå at møde problemerne, når de gik på gaden eller kørte med bussen. Og når man længe ignorerer et problem eller forsøger at tale det ned, så står man unægtelig svagt, den dag man er nødt til at tage problemet alvorligt. Ingen kan for eksempel ignorere situationen i Århus-forstaden Gellerup, som er præget af, at hver tredje familie har en social sag hos kommunen.
Der har altid været fattige med mange sociale problemer, som var samlet i ghettoer, men nu fik fattigdommen en farve – eller rettere, flere mørke farver. Og det gjorde venstrefløjens udfordring større. Mange i 50’ernes Århus foragtede folk fra kvarteret Trøjborg, der talte såkaldt Trøjborg-århusiansk, men de kunne skjule sig i mængden, hvis de ellers holdt munden lukket.
Fattigdommens farve har gjort, at Dansk Folkeparti konsekvent har kunnet pege på, at det er folks etniske, kulturelle og religiøse baggrund, som er årsag til ghettoproblemerne, og den opfattelse dominerer i dag den offentlige debat.
Venstrefløjen burde have kommet Dansk Folkeparti i forkøbet. Tidligt i forløbet burde venstrefløjen have gået i dialog med bekymrede borgere og slået på, at faktorer som de etniske minoriteters høje arbejdsløshedsprocenter og mange flygtninges ubehandlede krigstraumer var baggrunden for, at mange ghettobørn og -unge opførte sig dårligt. Venstrefløjen burde så have stillet konkrete forslag om, at myndighederne greb ind overfor problemerne.
Desværre skete det først i nogen grad, da problemerne ikke længere lod sig skjule, og da havde Dansk Folkeparti for længst etableret sig som partiet, der tog bekymringen alvorligt. Derfor påvirkede det heller ikke partiets opbakning, og dele af venstrefløjen har så i stedet prøvet at overtage dele af Dansk Folkepartis politik.
Venstrefløjen hos Socialdemokraterne har således reelt kapituleret på udlændingeområdet, hvor partiet nu støtter 24-årsreglen og de andre centrale dele af det, som regeringen og Dansk Folkeparti kalder ”en fast og fair udlængepolitik.” Og senest har SF så også valgt at acceptere 24-årsreglen, som De Radikale ellers fortsat bekæmper.
Det er interessant, at Socialdemokraternes udvikling ikke har styrket partiet ved valg og heller ikke har givet noget i opinionsmålingerne, tværtimod. SF’s ny udmeldinger på udlændingeområdet har heller ikke givet en yderligere opbakning til partiet, som ellers i forvejen har oplevet en eksplosivt voksende styrke i målingerne. Og kigger vi på Dansk Folkeparti, så går de heller ikke tilbage.
Forklaringen er, at mennesker typisk foretrækker den rene vare. Når dele af venstrefløjen kommer Pia Kjærsgaard i møde, fortæller de samtidig befolkningen, at hun hele tiden har haft ret, og så vil folk fortsat stemme på Dansk Folkeparti, hvis de ellers mener, at udlændingepolitikken er vigtig.
Det samme mønster gentager sig desværre langt hen af vejen, når man ser på ældrepolitikken. En stor gruppe ældre medborgere er reelt bekymrede for deres situation, og den største frygt handler formentlig om, hvordan en skrantede ældrepleje fremover vil behandle dem, hvad enten de allerede har brug for hjælp eller ej.
Det ligner en oplagt opgave for venstrefløjen at kræve massive investeringer i ældreplejen. Men partierne til venstre for socialdemokratiet markerer sig sjældent i ældredebatten, undtagen indirekte når personalet strejker. Sammenlign for eksempel med uddannelsesområdet, hvor venstrefløjen er langt mere aktiv.
Dansk Folkeparti tager derimod tilsyneladende de ældres frygt alvorligt og sørger for, at finansloven ofte afsætter mindre øremærkede beløb til ældreplejen. Pengene havner så i de kommunekasser, der er alt for slukne, blandt andet takket være Dansk Folkeparti. Derover skriver man så, bogstaveligt talt, de ældre en mindre check.
Der er altså tale om dårlige svar, men Dansk Folkeparti svarer i det mindste de ældre. FOA er i al beskedenhed de eneste, der markerer sig lige så flittigt, når det gælder de ældres forhold, og vi har sandsynligvis en stor del af æren for, at Dansk Folkeparti trods alt ikke dominerer ældrepolitikken på samme måde, som partiet dominerer udlændingepolitikken.
Det drejer sig nemlig om, at Pia Kjærsgaard aldrig må få eneret på et politikområde, og hvis det alligevel sker, gælder det om at komme ind i kampen med sin egen politik, bedre sent end aldrig.
Et opmuntrende eksempel er, at den dagsorden Mogens Glistrup satte, da Fremskridtspartiet brød igennem i 1973, for længst har mistet sin betydning. Dengang var udlændingepolitikken, som Pia Kjærsgaard senere overtog og udviklede, endnu ikke central for partiet.
Fremskridtsparitet brød igennem på skattepolitikken, fordi Mogens Glistrup dygtigt udnyttede, at venstrefløjen stort set ignorerede området, og havde glemt det vers i Internationale, der handler om, at arbejderne flås af skattens skarpe klo. Mange privatansatte lønmodtagere følte, at de efterhånden betalte for meget i skat, og venstrefløjen havde ingen højlydte krav om for eksempel højere virksomhedsbeskatning og højere bundfradrag.
I stedet fik Glistrups svar lov til at dominere, og det handlede om, at de offentlige ansatte var nogle dyre og dovne hunde, en samling papirnussere. Det er interessant, at den holdning ingen gang har på jorden i dag.
Den ændrede holdning til de offentligt ansatte er ikke kommet af sig selv. De offentligt ansatte og deres fagforeninger har kæmpet for, at de der passer børn, gamle og syge bliver anerkendt for det – også økonomisk. Og vi har argumenteret for, at regeringens skattelettelser især gavner de højestlønnede og skader velfærden, og at lettelserne derfor er et dårligt bytte for befolkningens flertal. Samtidig har FOA for eksempel argumenteret for, at en genindførelse af SP-bidraget ville vende den tunge ende nedad. Det er alt sammen synspunkter der er stor lydhørhed for i befolkningen.
Vi kan lære af historien. Det er interessant, at udgangspunktet for Mogens Glistrups politiske gennembrud i dag er ubrugeligt for hans politiske arvtager, Pia Kjærsgaard. Vi kan gøre det igen. Blot skal vi naturligvis være indstillet på at levere de rigtige svar på de spørgsmål, som optager borgerne.
Solidaritet
Venstresocialistisk tidsskrift for analyse & debat
Februar 2009, nr. 1
http://solidaritet.dk/