Når Muhammed ikke kommer til bjerget, så må bjerget komme til Muhammed, synes at være logikken bag SF og Socialdemokraternes strategi overfor Dansk Folkeparti. Men vi skal flytte holdninger hos almindelige mennesker for at ændre samfundet.Solidaritet. Februar 2009, nr. 1 - Indhold
af Johanne Schmidt-Nielsen, medlem af Folketinget for Enhedslisten
Når Muhammed ikke kommer til bjerget, så må bjerget komme til Muhammed, synes at være logikken bag SF og Socialdemokraternes strategi overfor Dansk Folkeparti. Men vi skal flytte holdninger hos almindelige mennesker for at ændre samfundet.
Dansk Folkepartis mere eller mindre konstante fremgang har været genstand for mange diskussioner og utallige frustrationer. Det helt centrale spørgsmål for venstrefløjen er naturligvis, hvad pokker vi gør for at vinde vælgerne tilbage. Men det seneste års udvikling på den hjemlige politiske scene betyder, at endnu et spørgsmål presser sig på: kan vi nøjes med at få stemmerne i hus?
I sin bog Frp.-Koden fra 2007 konstaterer den norske forfatter og journalist Magnus Marsdal, at der er en vis afstand mellem den norske venstrefløj og LO-arbejderne, der traditionelt har været venstrefløjens kernemålgruppe. De norske LO-arbejdere stemmer i stigende grad på Fremskrittspartiet frem for venstrefløjen. Dette har været opfattet som lidt af et mysterium, da Fremskrittspartiet er et gennemført borgerligt parti - ikke bare på værdipolitikken, men også på fordelingspolitikken. Dermed adskiller Fremskrittspartiet sig væsentligt fra Dansk Folkeparti, der som bekendt i stor udstrækning har en socialdemokratisk fordelingspolitik, mens de ligesom Fremskrittspartiet har et stærkt højreorienteret værdipolitisk grundlag.
Det er derfor også i mindre grad et mysterium hvorfor DF har formået at tiltrække socialdemokratiske stemmer i stort tal. Man kan vel i virkeligheden argumentere for, at det giver bedre mening at tale om en åben DF-formel end en hemmelig DF-kode. DF-formlen er i al sin enkelhed, at kombinere den bredt og alment accepterede velfærdsmodel med populistiske positioner på nogle af de sager der de senere år har ligget højt på vælgernes dagsorden: udlændinge- og retspolitik, samt nicherne dyrevelfærd og ældres vilkår. Resultatet er en ganske effektiv politisk cocktail.
Ganske vist så stemmer Dansk Folkeparti for alle de velfærdsnedskæringer og skattelettelser regeringen lægger frem, men de forklarer det politiske udsalg som værende konsekvensen af en nødvendig byttehandel. De giver højlydt udtryk for, at regeringens økonomiske politik ikke nødvendigvis er deres kop the. Senest har de da også formået, at få regeringens forslag om en ny SP-ordning smidt ud af finanslovsforhandlingerne. Til forskel fra den SP-ordning Nyrup fik vedtaget, lagde regeringens tvungne pensionsopsparing op til gevinst til de velstillede.
Der er dog ingen grund til at pudse DF's fordelingspolitiske glorie. Enhedslisten har gennem flere år dokumenteret, at DF ude i kommunerne aktivt medvirker til nedskæringer i ældreplejen - beklageligvis har afsløringerne ikke medført alvorlige ridser i lakken. Dansk Folkeparti formår med andre ord at opretholde en social profil, samtidig med at de i realiteten er forudsætningen for regeringens gradvise demontering af den offentlige sektor.
Det er helt forståeligt, at den norske venstrefløj river sig i håret over, at norske LO-arbejdere, der ifølge opinionsundersøgelser er tilfredse med et højt skattetryk, hvis pengene bruges på velfærd, i stort tal stemmer på et parti der går ind for flad skat, og en mindre offentlig sektor. Men at danske LO-arbejdere i stort tal stemmer på Dansk Folkeparti er altså knap så underligt.
Denne forskel på situationerne i Danmark og Norge er væsentlige at pege på, fordi Marsdals bog i høj grad har sat dagsorden på venstrefløjen herhjemme - ikke mindst i forhold til "Det Nye SF", som vi har set folde sig ud gennem det seneste års tid.
Forskellene på Dansk Folkeparti og venstrefløjen er mange, ikke mindst hvad angår evnen til at forklare sine budskaber letforståeligt, men politisk set, så er de vigtigste forskelle synet på udlændinge- og retspolitik. Retspolitisk adskiller DF sig ikke væsentligt fra de øvrige borgerlige partier, og den politiske substans kan da også koges ned til et ønske om strengere straffe og øgede muligheder for overvågning - kombineret med en lallende ligegyldighed overfor grundlæggende retssikkerhed. På udlændingepolitikken er Dansk Folkeparti gået fra at være ikke-stueren avantgarde, til at være dagsordensættende og mainstream.
Når venstrefløjen har skullet forklare hvordan Dansk Folkeparti er kunnet blive den succes partiet er, så har en udbredt fortælling derfor været at venstrefløjen svigtede i 90'erne, og overlod et stort spillerum til DF, som de omvendt har været dygtige til at indtage. Venstrefløjens svigt skulle bestå i, at vi ikke i tilstrækkelig grad har adresseret dele af befolkningens bekymring over faktiske og forestillede problemer forbundet med den førte udlændingepolitik. Det er væsentligt at skelne mellem "faktisk" og "forestillede", fordi det på den ene side er klart at udlændinge- og integrationspolitikken har medført en række sociale problemer, og på den anden side så er omfanget og karakteren af disse sociale problemer blevet forvrænget og forskruet i medierne. De to Ekstrablads-kampagner "De fremmede" og "Godhedens pris" i slutningen af 90'erne, havde f.eks. en ikke-uvæsentlig betydning for Dansk Folkepartis opblomstring i samme periode.
Det er klart at man skal se kritisk på den danske udlændingedebat op igennem 80'erne og 90'erne, og tilsvarende skal forholde sig kritisk til den førte integrationspolitik i perioden. Den kritiske analyse har venstrefløjen ikke foretaget, så i stedet er det højrefløjen, der skriver historien om den tidligere udlændingepolitik. Man kunne måske forledes til at tro, at SF har foretaget en kritisk analyse, men det er i så fald kun en analyse af hvad flertallet af vælgerne mener, og ikke af hvad der politisk kunne have været gjort anderledes.
Der er i dag udbredt enighed om, at udlændingepolitikken, både under Schlüter og Nyrup, er en væsentlig del af baggrunden for både Dansk Folkepartis succes og nutidens udlændingepolitik. Den nuværende udlændingepolitik kaldes stram, hvad der opfattes som positivt, i modsætning til den tidligere der altså skulle have været slap. At "stram" er positivt ladet, handler altså mest om at en "slap" politik er negativ. Desværre har venstrefløjet også taget denne historieskrivning til sig og modstillingen stram-slap. I stedet skulle venstrefløjen nok kæmpe for at en mere korrekt modstilling: nemlig human versus ikke-human.
Her ville det så være rart at kunne konstatere at denne modstilling var kernen af den værdipolitiske forskel på Dansk Folkeparti og venstrefløjen. Desværre så er venstrefløjen i denne henseende efterhånden reduceret til Enhedslisten og Det Radikale Venstre, der helt undtagelsesvis hører til på venstrefløjen på præcis dette spørgsmål. Som nævnt har Marsdals bog givet tydelig inspiration til fremkomsten af "Det Nye SF". Udover at skulle fremstå som økonomisk ansvarlig, så har det centrale for SF's nye kurs netop været en justering af værdipolitikken, med det formål at blive mere spiselig for nogle af de vælgere der ellers vil være tilbøjelige til at stemme Dansk Folkeparti.
Konklusionerne om den øgede afstand mellem venstrefløjen og arbejderbefolkningen i Marsdals bog ligger i fuldstændig forlængelse af de overvejelser der ligger til grund for såvel Blairs Nye Labour og Foghs Nye Venstre. I begge tilfælde har løsningen på den øgede afstand været, at partierne måtte nærmere sig sine potentielle vælgere, i stedet for at vinde vælgerne for partiernes politik. Det ligner til forveksling den manøvre SF har arbejdet på det seneste år.
Konkret har SF's justering bestået i at Villy Søvndal, nærmest som et ekko af højrefløjen i slut-90'erne, bad Hizb-Ut-Tharir skride ad helvede til og at han kaldte underbetalte østarbejderne i Danmark for nasserøve. Derudover lovede han, at ville lave en demonstration på 100.000 mennesker mod de fundamentalistiske mørkemænd. SF's formand mener altså nu, at et stærkt begrænset antal religiøse fundamentalist-typer pludseligt er et af de allerstørste samfundsproblemer. Og for lige at få retspolitikken med, så foreslog SF rockerloven anvendt i forbindelse med den seneste tids skyderier. Det er ellers kun et år siden, at SF kaldte rockerloven for en skamplet.
Konklusionen på det paradoks Marsdal beskriver, skulle altså være at venstrefløjen skal holde op med at være venstrefløj, og give køb på vores retsprincipper, vores syn på menneskeligt ligeværd og vigtigheden af at hjælpe mennesker i nød. Marsdal konkluderer for det første ingen steder, at venstrefløjen skal sælge ud, og for det andet så ville det også kun give mening at give køb, hvis vi efter grundig overvejelse kom frem til at vi havde taget fejl. Men vi har ikke taget fejl. Vores politiske og moralske værdier er gode og fornuftige, og er blandt de centrale og bærende dele af hele vores politiske projekt: grænseløs menneskelig værdighed, lighed og ligeværd.
Højrepopulisterne har ikke ret når de kræver lukkede grænser (for alle andre end f.eks. læger og andre mennesker med funktioner der kan bruge til noget her og nu) og strengere straffe, og det har de dele af befolkningen der giver dem deres støtte heller ikke - LO-arbejdere eller ej. Ud fra medmenneskelige og solidariske principper kan vi ikke afvise at åbne vore døre for mennesker på flugt. Vi kan ikke hjælpe alle flygtende, men vi kan hjælpe mange flere end vi gør i dag. Vi løser ikke sociale problemer og problemer med kriminalitet, gennem strengere straffe og gennem udhuling af retssikkerheden, f.eks. gennem retspolitiske misfostre som rockerloven.
Der er ingen tvivl om, at det ville være lettere for venstrefløjen, hvis vi gjorde som SF, og begyndte at sige det der er populært, i stedet for det der politisk giver mening. Tag f.eks. den aktuelle problematik om de såkaldte østarbejdere. Det nemmeste i verden ville være at råbe nasserøve og kræve lukkede grænser eller tænkepause - men det ville kun adressere stemningen i dele af befolkningen, det ville ikke adressere det reelle problem, ej heller politisk holdbare løsninger. Venstrefløjen skal selvfølgelig kæmpe for at arbejdere skal kunne færdes frit over grænserne, men at arbejde skal udføres efter modtagerlandets løn- og arbejdsvilkår.
Løsningen på afstanden mellem venstrefløjen og dele af LO-arbejderne og andre lønmodtagergrupper er altså ikke at vi tilbyder dem den samme forvrøvlede og fejlagtige populisme som højrefløjen og nu (desværre!) til dels også SF. Løsningen er at vi bliver vore værdier mere bevidst, og bliver bedre til at formidle dem og vore konkrete politiske idéer klart og forståeligt til de mennesker vi gerne vil have i tale. Vi skal genopfriske over for os selv - og dermed også overfor omverdenen - hvorfor vi mener hvad vi gør, og hvorfor det derfor ikke kan komme på tale at foretage "taktiske" justeringer som SF.
Derudover er det på tide, at venstrefløjen for alvor opruster på den økonomiske banehalvdel. Alt for længe har vi ladet højrefløjen definere den politiske diskussion. Fokus har ligget på de såkaldt værdipolitiske emner. Ved at trække "indvandrer-kortet" er den økonomiske diskussion om hvordan samfundet grundlæggende skal indrettes blevet usynliggjort og afpolitiseret. I en tid med finanskrise og hjælpepakker der indeholder milliarder af kroner i direkte bidrag til alverdens spekulanter, har venstrefløjen en historisk chance for at udfordre de neoliberale markedslogikker der dominerer samfundsudviklingen - i Danmark såvel som på internationale plan.
Der er ingen tvivl om at vi gør alting sværere for os selv ved ikke at spille med på DF's melodi - og der er ingen tvivl om at vi påtager os en betydeligt større opgave. Til gengæld er det den eneste vej til politisk forandring. Vi har nemlig ikke bare brug for en ny regering - vi har brug for en ny politik. Vi skal vinde folk for vores politiske projekt, ikke blot vinde deres stemme. Vi skal flytte vælgernes holdninger og ikke kun deres krydser.
Solidaritet
Venstresocialistisk tidsskrift for analyse & debat
Februar 2009, nr. 1
http://solidaritet.dk/