Solidaritet. Februar 2009, nr. 1 - Indhold

Enhedslisten på rette vej

af Rasmus Bredde

I artiklen "Arbejderismens genkomst" som blev trykt i sidste nummer af Solidaritet, gør Gunna Starck sig en del bekymringer om den retning Enhedslisten er på vej i. Hun tager udgangspunkt i vedtagelsen "Enhedslisten gør en forskel" vedtaget på Enhedslistens årsmøde i 2008 og hendes oplevelser på Aktivisme seminaret. Modsat Gunna ser jeg vedtagelsen som et stort plus og en nødvendig afklaring.
I "Arbejderismens genkomst" kritiserer Gunna "Enhedslisten gør en forskel" for at bruge begrebet "arbejderklassen" da hun synes det er et uafklaret begreb i Enhedslisten. "Enhedslisten gør en forskel" bruger samme definition af arbejderklassen som også fremgår af Enhedslistens pricipprogram. At arbejderklassen består af det store flertal lønarbejdere i offentlig og privat ansættelse. Når jeg i det efterfølgende bruger begrebet arbejderklassen er det dét jeg ligger i det.
Jeg er ikke gammel nok til at huske det akademiker- og partiselvhad som Gunna beskriver fra VS i 1970 og 80'erne. Jeg kan heller ikke huske at venstreorienterede af "politisk korrekthed" valgte at få en faglig uddannelse. Faktisk kan jeg heller ikke genkende det ønske i vedtagelsen.
Gunna skriver at forslaget definerer mennesker i forhold til deres placering på lønarbejdsmarkedet og har man ikke en sådan placering er man uinteressant eller hører i i hvert tilfælde højest til hjælpetropperne. Jeg er ikke enig i den udlægning. Jeg kan heller ikke få det til at passe på følgende citater fra vedtagelsen: "arbejderklassen må i fælleskab med alle undertrykte folk i verden gennemføre en politisk og social revolution" og senere "men også i Danmark må arbejderklassen kæmpe for og sammen med alle undertrykte". Det sidste af citaterne havde Gunna oven i købet med i sin egen kritik af forslaget.
På den anden side mener jeg at menneskers forhold til lønarbejdsmarkedet er ret væsentligt. Det tror jeg især dem som i øjeblikket bliver fyret i stor stil er enig med mig i. Det er denne placering som afgør hvor man kan bo, hvad ens børn får at spise, hvor lang tid man skal vente på at komme på sygehuset og om man kommer ud at rejse til sommer. Hele ens økonomiske situation er afhængig af ens forhold til lønarbejdsmarkedet. Med andre ord giver ens forhold til lønarbejdsmarkedet nogle af de klareste argumenter for eller imod kapitalismen. Er det så kun ens forhold til lønarbejdsmarkedet som gør at man skal engagere sig i Enhedslisten? Nej det er det ikke - men det mener jeg jo netop også at kunne læse ud af vedtagelsen. Vi skal være solidariske med hinanden og deltage i hinandens kampe. Enhedslisten har som mål at afskaffe kapitalismen. Det, mener jeg, er umuligt hvis ikke arbejderklassen er en drivende kraft i kampen. Derfor er det vigtigt at Enhedslisten sikrer at arbejderbefolkningen kommer til at udgøre en større del af ledelse, folketingsgruppe og af medlemsskaren generelt. Her mener Gunna at vi godt kunne få et problem: "Og hvad angår de rigtige arbejdere, så organiserer de sig ikke i partierne, og hvis de gjorde, ville det være SD eller DF, som de også stemmer på". Men er det en naturlov at "rigtige arbejdere" melder sig ind i og stemmer på Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti? Er det en naturlov at fagforeningerne skal ledes af Socialdemokrater? Jeg mener at Enhedslisten har mere at byde arbejderbefolkningen end Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti har. Enhedslisten skal bare blive bedre til at komme ud over rampen med politikken og forklare den så den er til at forstå. Tit er kravene ikke klare nok. Det synes jeg er synd. Derfor er jeg rigtig glad for at Enhedslisten med vedtagelsen markerer et bevist valg. Man vælger at Enhedslisten skal målrette sin agitation "så vi i langt højere grad tager udgangspunkt i de konkrete problemer, som arbejderklassen og andre undertrykte grupper står overfor". Her rammer vedtagelsen plet. På aktivistfabrikken i november forslog flere paneldeltagere en mere professionel ledelse. Med en ledelse som havde mere tid, f.eks. hvis de blev frikøbt, ville Enhedslisten få mulighed for at reagere på aktuelle problemer, på samme måde som vi har set det med finanskrise kampagnen i efteråret. Samtidig ville det være en styrkelse af demokratiet hvis Enhedslistens foretningsudvalg, som valgt af medlemmerne, kunne udgøre en daglig ledelse. For mig er ledelse ikke et fy-ord. Der er jo mulighed for at vælge en ny ledelse hvis det bliver nødvendigt.
Alt i alt synes jeg Enhedslisten er på vej i den rigtige retning med "Enhedslisten gør en forskel" - nu mangler vi bare at ord følges af handling.

Solidaritet
Venstresocialistisk tidsskrift for analyse & debat

Februar 2009, nr. 1
http://solidaritet.dk/