Solidaritet. November 2008, nr. 5 - Indhold

Venstrepopulisme - et tegn på SFs alderdomssvækkelse?

Om at bygge på håb eller frygt

af Martin Jespersen, tidl. medlem af SF

Det har tordnet frem for SF det sidste års tid, både op til valget i november 2007 og især i foråret 2008. Jeg og en mindre gruppe af SFere især med tilknytning til asyl- og integrationspolitikken har her i august 2008 meldt sig ud. Ikke et stort brud, men dog nok ca. 40 personer, der er gået i protest mod partiets "nye" udlændingepolitik, som blev lanceret fra februar 2008 og siden er konsolideret med aftalen om integration med socialdemokraterne fra august 2008. Partiet ser ud til at have succes med sin nye linje lige nu, og det er yderst vanskeligt at få gennemslag for en kritik, når ledelsen ser ud til at høste stor vælgermæssig og succes. Der kan nok derfor ikke forventes større brud i forhold til SF, før det enten går ned ad bakke igen, eller at partiet foretager et kontroversielt skridt på et område, der rammer mere ind i den traditionelle vælgergruppe end integrationspolitikken åbenbart gør. Det kunne være den økonomiske politik i et regeringssamarbejde omkring efterløn og dagpenge eller EU-spørgsmål.

God og dårlig venstrepopulisme?

Den første fremgang op til og lige efter valget i november 2007 tilskriver jeg en rimelig god venstrepopulisme, hvor især Villy Søvndal udnyttede sit talent for at tale om sociale spørgsmål og forskellige undertrykte minoriteters sag. Han er/var stort set den eneste politiker udover Mette Frederiksen der gennem de sidste mange år med troværdighed i behold kunne tale om sociale forhold, fattigdom m.v. Hvis man vil se et eksempel fra valgkampen i november 2007 på at SF søgte at tale en bred inkluderende koalition frem og at man talte på alle minoriteternes vegne, kan man se på SFs valgvideo på You Tube under rapperen AndyOp, som sammen med Villy Søvndal og Astrid Krag rapper med på, at det er lige meget om man har tørklæde op eller ej, bare man er imod Pia og Fogh og VKO osv. Og på selve valgnatten prøvede Villy Søvndal med stort held i en lang næsten Obama-agtig tale at tale til håbet, der var tændt med SFs valgsejr, og at det skulle blive brugt, og at folk ikke skulle blive glemt osv. Ikke at der ikke var små tegn på den anden slags populisme, f.eks. i forhold til Villy Søvndals problematiske udtalelser om Asmaa Habol Hamids opstilling på Enhedslistens liste, men det var ikke så dominerende et træk den gang før februar 2008.

Den nye venstrepopulisme

Dette billede skifter fra slutningen af februar 2008, hvor der lanceres en ny venstrepopulistisk linje efter urolighederne i forstæderne under vinterferien. Villy Søvndal melder ud, at Hizb Ut Tahrir kan "skride ad helvede til" og nyvalgt integrationsordfører Astrid Krag lancerer SFs stærkt problematiske Akut-Plan, som er yderst hetzende og ekskluderende i sin retorik: Man taler om indvandrerbander, menneskelige armlænker, indgreb overfor forældre, tvang m.v.
Meningsmålingerne går brat opad for partiet, og Villy Søvndal følger op med at han har fundet "en guldåre" (Søndagsavisen i marts) og senere igen om de østeuropæiske arbejdere, at de bare kan "skride hjem", hvis de ikke arbejder efter ordnede forhold. På grundlovsdag taler han om at han personligt er imod tørklæder og ser dem som kvindeundertrykkende. I den tidlige sommer udtaler Astrid Krag, at de katolske indvandrere og arbejdere (bl.a. fra Polen) kan blive et endnu større problem end de fundamentalistiske muslimer, fordi der er fundamentalistiske katolikker imod fri abort osv! På trods af, at der ALDRIG har været et problem med en katolik i Danmark. SF er endvidere helt fraværende og tavs i dommertørklædesagen. SF bakker heller ikke op bag Margrethe Vestager da hun stiller spørgsmålstegn ved Danmarks aktivistiske udenrigspolitik efter angrebet på ambassaden i Pakistan, tværtimod. Man lurepasser og i august indgår man så endelig integrationsaftalen med socialdemokraterne, som endelig lægger hele 24 årsregel-debatten/EU-dommen og ministeriets ulovlige administration helt død, udover at tilslutte sig og gentage Akut-planens og Socialdemokraternes retorik om "indvandrerbander", "smarte sanktioner", indgreb og tvang over for familier og mulighed for sanktioner over for unge under 15 år. Dermed er hele den "nye linje" i udlændinge- og integrationsdebatten endelig konsolideret og lagt fast i forhold til næste valg og en evt. regeringsdannelse.

Ny populisme bygger på frygt

SF byggede tidligere i Gert Petersens dage f.eks. en nogenlunde OK populisme, hvor bl.a. principprogrammet fra 1981 var inspireret af de nye bevægelser og VS dengang samt teoretikeren bl.a. Antonio Gramsci om et reformkoncept af mere overskridende karakter, samt ideer om den tredje vej mellem socialdemokratisme og kommunisme (oprindelig Jugoslavien som model). Hvor reformer og magtændringer sås som udtryk for et skift i det ideologiske hegemoni i samfundet, altså at man flyttede holdninger/kulturkamp og ændring af styrkepositioner. Samt at man skulle overtage samfundet gradvist via institutionerne og bevægelserne, ligesom de kristne i Rom i sin tid overtog samfundet gradvist fra kældrene/katekomberne, altså styrkepositioner fra neden af i samfundet, som gradvist gennemsyrer samfundet totalt og bereder en reel magtovertagelse og ændring af strukturer og herskende ideologi. Denne populisme byggede på en positiv idé (socialisme) og på håb om et andet samfund og et reelt alternativ til det bestående. Og senest i sin tale på valgnatten kunne Villy Søvndal give mindelser om hele denne politikopfattelse. Ved at tale "op til folk" i stedet for at tale "ned til folk".
Men fra februar 2008 er transformationen sket endelig: Politik er blevet til et taktisk magtanliggende og til fokusgrupper, spin m.v. Ligesom at man på udlændingeområdet spiller helt tydeligt på folks frygt, principielt på samme måde som Pia Kjærsgaard. Det er vanskeligt at forklare, hvordan og hvornår det er sket, men hele tidsånden og utålmodige ønsker om hurtige og lette genveje til magten har spillet ind. De nye unge folketingsmedlemmer, der kom ind ved valget er helt tydeligt også præget af en helt anden tidsånd end de "gamle" 68-agtige medlemmer. De kommer fra SFU og ser politik meget som spin og taktik, karriereforløb m.v. Der var for nogle år siden er art gruppe, der kaldte sig "børnebanden", som helt eksplicit bekendte sig til en venstrepopulisme, som ville appellere til de økonomisk svage gruppe ved bl.a. at køre en stram udlændingepolitik og ved at tale "ned til folk" og bygge på deres overfladeholdninger ("EkstraBlads eller Bodega-Danmark"). Denne linje synes nu altså at være slået igennem og har slået pjalterne sammen med et ønske om en hurtigere genvej til magten.

Modstand mod den nye linje

Der var kritiske røster i og omkring SF over for den nye venstrepopulistiske linje. I al beskedenhed havde jeg selv skrevet en kronik i Politiken (26. marts) og flere indlæg derefter, og SFs asylpolitiske netværk var oppe på talerstolen på landsmødet i marts, ligesom vi skrev en kronik i Politiken (5. juli) og flere indlæg. Og der var andre røster. Vi troede, at det havde en vis effekt hen til hen mod sommeren, men så kom det helt forrygende angreb på katolikkerne og især i august aftalen med SD, som cementerede situationen. På det tidspunkt var der vel en ca. 10 medlemmer i asylnetværket, der meldte sig ud og vel måske i alt en 20-30 flere. Men det var umuligt at råbe partiet op i en situation, hvor ledelsens linje har succes i meningsmålingerne og alt opgøres i spin- og symbolpolitik. Desværre. Og der skal nok have meldt sig flere ind end os, der meldte sig ud, så set fra ledelsens synspunkt var det antagelig en krusning på overfladen og måske nærmest en fordel, at de kritiske røster meldte sig ud.

Hvorfor melde sig ud?

Hvorfor da melde sig ud? Jo, vi er jo stadig nogle, der er gået ind i politik, fordi vi mener at politik handler om politiske værdier og holdninger og ikke er spin, regeringskonstellationer, meningsmålinger og vælgerfiskeri. At det handler om at ændre samfundet og meget gerne flytte vælgere og holdninger, ud fra nogle principielle grundholdninger, men ikke ved at give afkald på eller sælge ud af grundlæggende værdier. Og i denne sag om den nye venstrepopulisme er vi helt nede under en minimums-bundgrænse, der er ganske uacceptabel at overskride for et anstændigt for slet ikke at tale om et socialistisk parti. Det er nemlig ikke bare et eller andet mere eller mindre "almindeligt" skattepolitisk eller for den sags skyld "EU-politisk" eller andet sagspolitisk spørgsmål, hvor der altid kan være uenigheder og hvor man godt kan være i et parti, uagtet sådanne uenigheder. Her taler vi nemlig om noget helt grundlæggende ved et humanistisk og da især socialistisk parti, nemlig at man ganske enkelt ikke hetzer imod minoriteter, anvender en udgrænsende retorik og fisker stemmer på deres bekostning. Det er ganske enkelt for billigt og for lavt. Man kan godt tale om strukturer og institutionelle forhold omkring minoriteters forhold og komme med støtteforanstaltninger og andre strukturelle politikker. Men ikke hetze imod gruppen som enkeltindivider. Selvfølgelig kan man gøre noget i forhold til tvangsægteskaber, men det skal være i form af dialogbaserede initiativer og strukturmæssige tiltag og ikke en generel udgrænsning af en hel minoritet ved at fokusere på ganske små mindretal som f.eks. også Hizb Ut Tahrir, uanset fundamentale uenigheder med dem. Man kan og skal selvsagt kæmpe for ordentlige overenskomstmæssige forhold for polske arbejdere imod især arbejdsgiverne og firmaerne og staten, men netop ikke hetze imod de enkelte arbejdere, der er kommet i klemme i globaliseringen.
Jeg synes, at Margrethe Auken har formuleret det meget godt, da hun - første gang Villy Søvndal var ude med riven i februar - udtalte: Man slår ikke på nogen, der er mindre end sig selv eller som ligger ned. Det er den helt enkle lærdom, vi stort set alle har gjort os i skolegården, som Villy Søvndal og co. overtræder. Det er ikke en eller anden ligegyldig detalje eller taktisk uenighed. Nej, det er helt basalt a la den grundlæggende skolegårdslærdom. Når han kan sige, at han med sin hetzende retorik, at "han har fundet en guldåre", så har han ganske enkelt vist sig som en principløs letvægtspolitiker og stemmefisker uanset hvad. Der er ingen bundgrænse. Og jeg og vi andre måtte stille os det spørgsmål: Kan man være med i et parti, der fører den slags opportunistisk politik? Kan man være med i et parti, som man dybest set ønsker tilbagegang på sin politiske linje? Og svaret var selvsagt Nej, uanset at vi næppe har påvirket partiet eller linjen meget ved at melde os ud. Det var ganske enkelt for at kunne se sig selv i øjnene og i spejlet om morgenen.

Venstrepopulismens rødder

Den oprindelige populisme og vel også den mest almindelige populisme er højrepopulisme. I nyere tid med den franske politiker Poujade (poujadismen), som startede et skattenægterparti i 50-erne i Frankrig, men det var overvejende en rent økonomisk liberalistisk højrepopulisme. I England i slut-60-erne startede den konservative politiker Enoch Powell en højrepopulisme, som gik på hetz imod farvede og indvandrere og lov og orden, som dermed har været temaet for de fleste højrepopulismer lige siden. I Danmark er Glistrupbevægelsen i første omgang en næsten rent økonomisk skattenægterbevægelse, men fra 80erne af tages hetzen imod indvandrer- og flygtningespørgsmålet (imod Muhammedanerne som han sagde) med ind.
Der starter andre højrebevægelser på mere nationalt grundlag og lov og orden-grundlag, Den danske Forening med Søren Krarup og co. fra 1986 i protest imod den nye flygtningelov af 1983 (der dog allerede var strammet kolossalt op i 86) og visse smånazistiske grupper på den yderste højrefløj.
Men indtil 1987 er udlændingehetzen stort set altid forbundet enten med et (urealistisk) økonomisk skattenægterprogram (Glistrup) eller nogle yderst højreorienterede nationale lov og orden-synspunkter (Søren Krarup, Den danske Forening), som forblev ret marginale i deres betydning.
I 1987 sker der imidlertid det nye, at et såkaldt venstreorienteret parti, nemlig tidligere sømandsformand Preben Møller Hansens Fælles Kurs kommer på banen med en helt ny venstrepopulisme, en helt ny kombination af velfærd og interessekamp for alle danskere og så hårde ord til udlændingene (Perkerne som han sagde). Hvor udlændingehetz-dagsordenen for første gang bliver knyttet til et venstreorienteret parti og velfærdskampen. Partiet får dog kun en marginal og kort betydning, antagelig på grund af Preben Møller Hansens personlige noget anarkistiske fremfærd og hans til tider hidsige sprogbrug. Men de talte om "et oprør fra neden" fra de udsatte, dem på bistanden (lumpenproletariatet i klassisk marxistisk sprogbrug), hvor man talte "ned til folk" på deres eget sprog. I modsætning til VSs og SFs linje dengang. Men FællesKurs-retorikken er ligesom blevet genoptaget af SF i dag og har bl.a. rødder hos de unge tidligere SFUere og "børnebandefolk", som i dag har en stor vægt i folketingsgruppen.

5 partier siger det samme

Men sammenknytningen mellem udlændingehetzen og velfærdspolitikken kommer først rigtig på dagsordenen fra midten af 90-erne, hvor Dansk Folkeparti bliver dannet, og som netop forsøger sig med at skrælle alt det urealistisk økonomiske skattenægteri og den meget skingre og hidsige sprogbrug væk fra Fremskridtspartiet og lancerer koblingen mellem udlændingepolitikken og velfærdspolitikken for danskerne. Man var givetvis ikke bevidst over parallellen til forløberen, Preben Møller Hansen, da det lanceres i en meget mere småborgerlig indpakning.
Denne dagsorden overtages så af Venstre især efter Anders Foghs magtovertagelse i 1998, hvor hans egne tidligere ultraliberalistiske synspunkter skrælles fra til fordel for velfærd på alle hylder og så stram flygtninge- og indvandrerpolitik, som han kan se vil kunne flytte vælgere over midten. Indtil da var der ikke et anstændigt parti i folketinget med respekt for sig selv, der ville spille udlændingekortet ud. Da Poul Schlüter blev fældet på Tamilsagen i 1993 nægtede han at udskrive valg (hvad Uffe Ellemann tryglede ham om), fordi han sagde, at det ville jo blive en folkeafstemning for eller imod flygtninge, og det ønskede han ikke at udsætte flygtningene for. Derfor gik han af uden et valg og Nyrup kom til.
Så Nyrups senere berømte bemærkning om "stuerenhed" havde faktisk en reel kerne indtil ca. 1998, hvor først Venstre og senere Konservative går over i retning af Dansk Folkepartis cocktail af velfærd på alle hylder til danskerne og udlændingekritik til minoriteterne.
Efter valget i 2001 går jo så sidenhen Socialdemokraterne fra 2004-05 over til samme recept og nu altså fra februar 2008 ser det ud til at SF er gået samme vej.
Alle 5 partier siger i det store og hele det samme: velfærd til danskere og hårde ord til udlændinge/stram udlændingepolitik. Med forskellige nuancer og forskellig hårdhed selvsagt. Men grundlæggende samme opskrift, oprindelig opfundet af Preben Møller Hansen i 1987.

Hvad så med Enhedslisten og de radikale og os selv?

De eneste partier, der gudskelov ikke er hoppet med på vognen er Enhedslisten og de radikale. Jeg synes faktisk de radikale har holdt fanen meget pænt højt hævet i udlændingespørgsmålet både i 2005 hvor de fik stor fremgang på det og nu her på det seneste, hvor de har høstet tilbagegang på det og andre ting vel også. Enhedslisten har også holdt en fin profil på de her spørgsmål, men det har ikke været så synligt i medierne, sikkert af ressourcegrunde, og fordi det ikke er så interessant i mediernes optik, hvad Enhedslisten mener på dette og andre områder.
Jeg og vi der har meldt os ud af SF, har ikke nogen fælles politisk platform og er mest gået i gang med at være aktive i flygtningegræsrodsbevægelser og NGO-arbejde o. lign.
Jeg skal jo ikke sige, hvad Enhedslisten (eller for den sags skyld de radikale) skal gøre. Men det kunne dog være interessant med et bredere venstrefløjsdebat-forum om behovet for en ny venstreorienteret eller socialistisk politik. Både i lyset af krisen, den økonomiske og økologiske-klimamæssige og i forhold til det humanistiske menneskerettighedsorienterede perspektiv, som de 5 andre partier undertrykker. Og ud fra de behov som tiden skriger på, og som SF helt åbenlyst forsømmer at gå ind i.
Måske kunne Enhedslisten og de radikale lave et fælles udlændingeudspil overfor SDs og SFs. Og måske kunne et nyt socialistisk debatforum komme med nye bud om vejen ud af krisen. Med et bud på en ny helhedspolitik, som forbinder sociale og menneskerettighedsmæssige spørgsmål samt økonomiske-fordelingsmæssige med økologiske, klimamæssige og beskæftigelsesmæssige hensyn på én gang. Socialistisk og kulturradikal på én gang og på den fede måde.

Er vinden ved at vende? Håb frem for frygt? Overraskelse fra venstre?

Der er jo visse tegn på at vinden er ved at vende. S-ordet (socialisme) kan igen tages i munden af Gordon Brown og Mogens Lykketoft, finanskrisen og den økonomiske krise har sat gang i Marx's billede på forsiderne og et vist begyndende bogsalg af hans værker igen. Obamas valgsejr i USA indvarsler måske også en ny tidsånd. En god populisme, hvor politik bygger på håb i stedet for frygt. Hvor man taler op til folk og til det bedste i folk, frem for at tale ned til folk og appellere til deres frygt. (Joe the Plumber-agtigt). Jeg tror, at vi er ved at komme ud af Reagan-Thatcher-æraen og ultraliberalismens hærgen på verdensplan, samt frygtens populistiske politik, som Bush, Pia Kjærsgaard, Fogh, Helle Thorning og SF (?) har bygget på.
Jeg tror, at SFs og SDs nuværende såkaldte realpolitiske linje er - udover at den er forkert og stærkt kritisabel - forældet og ikke et svar på nutidens og fremtidens spørgsmål. Jeg kunne ønske mig, at alle blev overraskede over, at nyorienteringen lige pludselig kom fra Enhedslisten og uafhængige venstreorienterede partiløse. Det ville da være en overraskelse til den gode side og fra den gode side.

Solidaritet
Venstresocialistisk tidsskrift for analyse & debat
November 2008, nr. 5
http://solidaritet.dk/