Solidaritet. November 2008, nr. 5 - Indhold
af Jan Helbak/Solidaritet
Store dele af Lissabon blev om morgenen den 1. november 1755 ramt af en enorm flodbølge og ødelagt af vand og brand. Nyheden bredte sig med ekspresfart til resten af Europa og gav anledning til mange og dybtgående debatter om årsagerne til denne naturkatastrofe. Var det Guds straf for menneskenes usædelige liv? Var det et resultat af et sammenbrud i naturens velordnede formålsbestemthed? Eller hvad skyldtes ellers en så overvældende katastrofe.
At lignende katastrofer var indtrådt mange gange og mange steder i verden interesserede ikke de mange i deres eurocentriske verdenssyn. Det skelsættende var, at begivenheden indtraf på et tidspunkt, hvor Europa allerede var på tærsklen til et historisk opgør med århundreders religiøst styrede verdenssyn og fortolkningsramme. Flodbølgen i Lissabon skubbede til denne udvikling og afledte både en vækst i mystikken og en vækst i rationalismen - langt ud over hvad katastrofen i sig selv berettigede til.
Man kunne godt få en fornemmelse af, at finanskrisen 2008 har lidt den samme karakter. Selv om den flodbølge af konkurser og den voldsomme finansuro denne gang er helt igennem menneskeskabt - og det uden undtagelser. Men troen på markedets næsten gudgivne, selvstabiliserende karakter er rystet i sin grundvold.
Ikke desto mindre har det ikke skortet på advarsler. For eksempel skrev The Economist allerede i en artikel 16. august 2007, at den begyndende subprimekrise kun var forvarslet for en begyndende global recession, som ville komme til at gå hårdt ud over hele det finansmarked, der siden 2001 havde været gennemsyret af spekulation i mere og mere fantasifuldt konstruerede papirværdier - også kaldet derivater.
Financial Times og The Economist Survey 9/10-08 skrev, at den begyndende krise ikke udelukkende havde sit udspring eller sin begrænsning i boligboblen. De store transnationale virksomheder var for eksempel så involveret i finansspekulation, at de hentede omkring 40 % af deres profit herfra.
The Economist henviste til, at USA's underskud på betalingsbalance og budget var ude af kontrol, at investeringerne var faldende og at der var udsigt til drastiske fald i profitgrundlaget. FED (amerikanske centralbank) chefen Ben Bernanke sagde, at det var bekymrende, at den samlede mængde papirværdier på de globale finansmarkeder androg et beløb ti gange større end verdens samlede BNP.
Kort sagt - ingen havde det ringeste overblik over, hvor mange af disse papirværdier, der reelt ville vise sig tomme i en situation, hvor det ville blive nødvendigt at omsætte papirværdierne til faktiske værdier - nemlig hvor boligboblen eller kreditboblen bristede.
Allerede i foråret måtte USAs nationalbank, FED, redde investeringsbanken Bear Sterns. Operationen lykkedes, men IMF advarede i World Economic Outlook i april om, at mere var i vente. Men begivenhederne tog for alvor fart i september, hvor først de to store kreditforeninger i USA Fannie Mae og Freddie Mac blev nationaliseret, fordi deres udeståender i dårlige lån og spekulative papirer langt overskred kapitalgrundlaget. Så kom turen til Merrill Lynch, der blev opkøbt med assistance fra FED, hvorved FED og det amerikanske finansministerium følte sig sikre på, at den begyndende krise var inddæmmet, hvorfor man kunne tillade sig at lade investeringsbanken Lehman Brothers gå konkurs.
Det forholdt sig ikke sådan. Konkursen og redningsaktionerne satte i stedet gang i en helt uoverskuelig bølge af likviditetshamstring hos alle større banker over hele verden. Interbankrenten steg, og ingen turde låne til hinanden af den simple årsag, at ingen havde fjerneste overblik over i hvilke banker og finansinstitutioner de dårlige lån var koncentreret, eller over hvilke banker og finansinstitutioner som måske var teknisk eller reelt insolvente.
Først på dette tidspunkt gik det rigtigt op for først den amerikanske regering og senere de europæiske regeringer, at det ikke længere var tilstrækkeligt at hælde mia. af dollars og Euro ud på markedet.
De største banker lå inde med så mange dårlige lån, at de måtte reddes for enhver pris, hvis ikke der skulle ske en decideret nedsmeltning ikke alene på børserne, men i det samlede økonomiske system. Delvise nationaliseringer i England, Frankrig, USA og Tyskland sammen med ubegrænset indskydergaranti blev nøgleinstrumenterne i regeringernes koordinerede intervention i den anden uge af oktober. Alle forbehold overfor statsintervention blev kastet overbord. Nu drejede det sig om at inddæmme finanskrisen og om at undgå, at den slog over i en regulær krise i det, der kaldes realøkonomien.
Børserne verden over reagerede euforisk på den statslige intervention med historiske stigninger, og alverdens journalister, finansmæglere og politikere var ude og for at forsikre om, at nu var det værste overstået.
I samme periode havde IMF udgivet sin reviderede udgave af World Economic Outlook. Konklusionerne var ganske klare og overvældende. Væksten på verdensmarkedet skønnes nu til kun at blive 3%, hvilket er lig med en vækst på mellem - 0.1% og 0.5% i OECD landene i 2009. Først i 2010 forventer IMF, at der kommer et nyt men meget usikkert og langsomt virkende opsving.
Det viste sig meget hurtigt, at hovedmomenterne i denne analyse var korrekte. Allerede to dage efter regeringens koordinerede intervention i finanskrisen, kom der tal fra industrien og husholdningerne, som viser, at en måske verdensomspændende recession er i anmarch. Arbejdsløsheden er steget både i USA og Europa. Alene i USA har den samlede officielle arbejdsløshed og registrerede underbeskæftigelse nået 17 mio. (Economic Policy Institute. 15/10-08). Forbruget er faldet drastisk.
Det betyder også, at en ny bølge af protektionisme er på vej. USA støtter sine tre store bilgiganter med ekstremt favorable lån, og finansministeren har meldt ud, at han er villig til at bruge dele af den 700 mia. dollars store hjælpepakke til at udstede billige lån til endnu flere store transnationale selskaber. EU overvejer nu at gøre det samme, og i Asien har lederne fra de største økonomier inklusive Kina holdt møder for at konstruere en regional hjælpepakke, der også indeholder statssubventioner for at holde handlen og væksten på et højt niveau. Det skrev The Economist allerede advarende om den 14. februar 2008 og forudsagde en voldsom opbremsning i globaliseringen.
Men vurderingen af, om det er en lang underliggende recessionstendens, der har udløst finanskrisen eller omvendt, vil have afgørende betydning for det forløb, vi står overfor, og som ingen kender udgangen på.
Flodbølgen er ved at skylle ind over os. Lissabon står i flammer eller er dækket af vand. At fornægte, at katastrofen har været under vejs i lang tid, er at fornægte virkeligheden. Statslig intervention kan udskyde sammenbruddet for en kort tid. Men kortsigtede reguleringer og justeringer vil ikke kunne rette op på de grundlæggende ubalancer.
Det er min påstand, at finanskrisen alene er en konsekvens af en over fem og tyve år lang stagnation i den kapitalistiske økonomi, hvor den ene spekulative boble har afløst den anden, og hvor væksten i de vestlige økonomier især i den amerikanske samtidig har indebåret en relativ kontraktion på verdensmarkedet. Det skal forstås på den måde, at nok har vi været vidne til en hidtil uset vækst i de vestlige økonomier siden 1982, hvor den amerikanske recession under Reagan ebbede ud, men denne vækst har først og fremmest været drevet af en hektisk kapitalakkumulation i vesten, underskudsfinansiering og kapitaldræn på det samlede verdensmarked. Denne bevægelse har igen bremset akkumulationsudvidelsen i de fattige lande, hvor både investeringer, produktion og markedsdannelse først og fremmest har været orienteret mod eksport at råvarer og billige produktioner til de vestlige økonomer. Hvilket på den anden side reelt har bremset for en selvstændig og ekspansiv udvikling af kapitalistiske økonomier, der kunne have bidraget til en absolut udvidelse af kapitalismens akkumulations- og profitgrundlag og opsuget en meget stor del af overproduktionen, som siden midt i 90'erne har udgjort det underliggende hovedproblem.
(Dette forløb beskrives i det efterfølgende)
|
|
Der kan selvfølgelig ikke herske tvivl om, at det vi har oplevet siden august 2007, er en omfattende finanskrise, men det forholder sig ikke sådan, som det ellers hævdes, at der nedenunder er en god og sund realøkonomi. Hvormed man for det meste mener den produktive økonomi og servicesektoren.
Den relativt lange stagningsperiode sammenholdt med den relative kontraktion på verdensmarkedet udgør i dag sammen med dannelsen af nye produktive vækstcentre i Asien og dele af Latinamerika de tre vigtigste indbyrdes forbundne karakteristika for den nuværende krise.
Akkumulationen de sidste 25 år er først og fremmest sket indenfor ret snævrer områder eller også i de vækstlande, bl.a. Kina og Asien, hvis ekspansion indtil nu har været afhængig af overforbruget i USA og Europa. For det andet har akkumulationen ikke medført en restaurering af det profitgrundlag, der gik forud for den begyndende krise i 70'erne. Og for det tredje er akkumulationen sket på bekostning af udviklingen i hele Afrika, store dele af Latinamerika og Asien, hvilket indebærer, at tilbageståenheden her i dag udgør en af de centrale barrierer for kapitalismens videre udvikling. Hovedparten af alle direkte investeringer er enten gået til de vestlige økonomier eller til de mest udviklede økonomier i Asien. De direkte investeringer i Afrika, dele af Latinamerika og Asien har primært været målrettet råstofudvinding eller oprettelse af produktion med orientering mod de vestlige lande. I sin sidste rapport for 2008 skriver UNCTAD direkte, at disse enorme områder i verden indtil nu har nettobidraget til vestens vækst, men at fortsættelse af dette forhold i fremtiden vil virke bremsende ind på udviklingen i verdensøkonomien. Dels fordi de vestlige økonomier er ved at have udtømt deres egne vækstmuligheder, og dels fordi de nævnte områder i den fattigste del af verden er så håbløst langt bagud, at det vil kræve så målrettede og gigantiske investeringer i fysisk og social infrastruktur for reelt at integrere dem på verdensmarkedet. Hvilket meget vanskeligt kan forenes med den kortsigtede investerings- og udviklingspolitik, der har præget de sidste fem og tyve års kapitalisme.
Nu kan man mene, at kapitalismens vækst i Vesten altid har været på bekostning af den generaliserede vækst på verdensmarkedet. Det er faktisk ikke korrekt. I slutningen af den hidtil usete vækstperiode for de kapitalistiske økonomier efter 2. Verdenskrig, voksede økonomierne i de fattigste områder på verdensmarkedet absolut, og den enorme afstand i BNP og pr. capita indkomsten indsnævredes frem til slutningen af 60'erne.
Det var på samme tidspunkt, at de to hurtigst voksende vestlige økonomier - Japan og Tyskland - nåede op siden af USA, hvilket på den ene side betegner den enorme vækst i akkumulationen, der var på verdensmarkedet fra 1945 og frem til ca. 1970, og på den anden side udgør vendepunktet ikke alene for USA's ene dominans på verdensmarkedet men også for den samlede ekspansion indenfor den kapitalistiske økonomiske verdensorden.
Nixon satte som bekendt guldindløseligheden ud af kraft i 1971, som indvarslede en periode med flydende valutaer, protektionistisk intervention både i USA og Europa, galopperende inflation, recession og stigende arbejdsløshed, hvor den sidste recession i 1978 og den ukontrollable inflation indvarslede et radikalt skifte for kapitalismen i almindelighed og den amerikanske i særdeleshed.
For at forsvare den faldende dollarkurs og stoppe inflationen hævede centralbankchef Paul Volker renten ganske betragteligt over en nat. Resultatet udeblev ikke. USA drænede resten af verden og især Europa for kapital. Økonomien i USA gik i recession og trak først og fremmest Europa med sig. Mange af udviklingslandene, der i blandt Mexico, der havde åbnet for især amerikanske bankers uhæmmede porteføljeinvesteringer måtte se deres gæld eksplodere fra den ene dag til den anden og var af samme grund ude af stand til at afdrage på gælden.
Umiddelbart efter blev Reagan indsat i præsidentembedet og gennemførte på ganske kort tid en vidtgående deregulering af finanssektoren, gav skattelettelser til virksomheden og indførte militær keynesianisme med sit "stjernekrigsprojekt." - også kaldet "udbudsside økonomi". Thatcher gennemførte samme politik i England, og begge åbnede de en massiv politisk front mod fagbevægelsen og de kræfter, der forsvarede den keynesianske blandingsøkonomi og velfærdsstaten.
Opgøret med keynesianismen og det ideologiske opgør med socialdemokratismen og velfærdsstaten og den samtidige indførelse af monetarismen og supply side økonomien som økonomisk doktrin betegner et uomgængeligt skifte for dels at forhindre et sammenbrud på verdensmarkedet, dels fastholde USA økonomiske og politisk/militære dominans og dels gennem dereguleringen af finansmarkederne overvinde de nationale og politiske skranker for udvidet kapitalakkumulation på verdensmarkedet - først og fremmest gennem øget integration indenfor den vestlige blok og i mindre målestok integration af dele af Østasien som nye akkumulationsområder. (Robert Brenner, Economics of Global Turbulence).
Den samlede omstruktureringspolitik, som USA, Japan og Europa pålagde resten af verden lagde grunden til et fornyet opsving i USA både hvad angår investeringer og forøgelse af afkastet samtidig med, at kapitalstrømmen igen vendte mod USA og muliggjorde Reagans omfattende underskudspolitik og indirekte støtte til den amerikanske industri. Washington Consensus skulle på den anden side støtte den amerikanske finanskapitals ekspansion og sikre de store transnationale genetablerede dominans på verdensmarkedet.
Men virksomhedernes fornyede vækst blev presset af, at dollarens reelle overvurdering forringede USA's samlede konkurrencedygtighed, der truede hele omstruktureringspolitikken i USA. Det førte til Plazaaftalerne i 1985, hvor Japan og Europa blev tvunget til at indgå i en orkestreret intervention på markedet for at svække dollaren og igen sætte gang i amerikansk eksport. Resultatet blev en buldrende vækst i USA, fortsat og endog skærpet recession i Europa og skærpet konkurrence mellem USA og Japan samtidig med, at kapitaltilstrømningen til USA igen vendte på grund af renten og dollarens fald.
Så G5 landene (USA, Tyskland, England, Frankrig og Japan) havde placeret sig i et dilemma. Der var ikke grundlag for at skabe en generel forbedring af væksten, og på den anden side forudsatte umiddelbar stabilitet i verdensøkonomien en stærk vækst i USA. Resultatet blev børskrisen i 1987, som godt nok havde den fortsatte lavvækst på verdensmarkedet som den bagved liggende årsag, men som blev udløst dels af den voksende gældsproblematik og af de store rente- og valutakursudsving. Krisens eskalation blev afværget af Japans enorme pengeudpumpning og opkøb af dollar og amerikanske værdipapirer. En operation der fra 1989 førte til den første store spekulationsboble i Japan, der brast i 1990-91 og afstedkom en langvarig recession i Japan helt frem til ca. 2000.
På trods af store udsving lykkedes det for den samlede private sektor i USA at øge profitgrundlaget i perioden 1985 - 1995 til et niveau svarende til det, der var i 1973. Problemet var, at genetableringen af profitgrundlaget fortrinsvis var forårsaget af omfattende rationaliseringer, opbremsning i lønudviklingen, hjemtagelse af store profitter fra investeringer i udviklingslandene og bølger af fusioner og øget kapitalkoncentration. Der var med andre ord ikke gennem omfattende investeringer skabt grundlag for et nyt holdbart opsving gennem radikalt forbedret produktivitet og udvidelse af akkumulationsgrundlaget. Tværtimod var Japan og de "nye tigre" i Sydøstasien blev tvunget til at indgå aftaler om eksporttilbageholdenhed overfor USA, og de europæiske økonomier hang fast i lavvækst p.g.a. den lave dollar og som følge heraf afsvækket eksport til USA.
Det betød et relativt lavt renteniveau i USA og et tilsvarende højt renteniveau i Europa, som bremsede for investeringerne og deprimerede profitgrundlaget. Denne relative kontraktion på verdensmarkedet, den accelererede opkøbsbølge og virksomhedernes gældsætning i USA samt den skærpede konkurrence førte til endnu en recession i 1990 - om end den var relativ mild. FED svarede igen ved at sænke renten til næsten nul og skabte hermed grundlaget for endnu et kortvarigt opsving i den amerikanske økonomi, der dominerede helt frem til 1995.
Den fortsatte vækst i USA's betalingsbalanceunderskud og problemerne for Europas eksport gjorde det til sidst umuligt at fastholde den skrøbelige balance, som var blevet aftalt i 1985 i hotel Plaza. Det blev som konsekvens heraf aftalt i 1995 at gennemføre den omvendte Plazaaftale. Japanerne og de store eurpæiske økonomier skulle foretage masseopkøb af amerikanske statspapirer og finansielle værdipapirer for dels at øge dollarens relative værdi og sætte gang i eksport til USA, og dels gøre det muligt for FED at udvide til en politik med billig kredit både til den finansielle sektor og til produktionsvirksomhederne i USA m.h.p. gennemførelse af en omfattende fornyelse af produktionsapparatet og mærkbar forbedring af produktiviteten.
Det blev en vending, der fik afgørende og omfattende betydning for den økonomiske udvikling på hele verdensmarkedet. Mellem 1995 og 2000 steg dollaren overfor Yen og D Mark med 4.6% pr. år, hvilket fik som konsekvens, at overproduktionsbyrden igen flyttede fra Europa og Japan til USA og de mindre asiatiske lande, hvis valutaer var bundet til dollaren.
Den anden konsekvens var, at USA betalingsbalanceunderskud voksede dramatisk. For det første fordi kapitalstrømmen blev vendt og gjorde det muligt for de amerikanske virksomheder at importere nyt kapitalapparat. For det andet fordi kapitalinflowet bidrog til den gigantiske vækst på aktiemarkedet, der igen havde som afledt effekt, at almindelige forbrugere nu kunne belåne de eksorbitant høje aktieværdier og øge forbruget langt ud over det reelle opsparingsgrundlag.
I samme periode havde den finansielle sektor været igennem en meget turbulent udvikling med spekulation både i den konstante valutauro og i regeringens, virksomhedernes og privathusholdningernes voksende gældsætning. Nye finansprodukter så dagens lys, der gjorde det muligt at udvide kreditgrundlaget og befordre endnu større virksomhedssammenlægninger og øge forbruget og ikke mindst investere helt ude af proportioner i den fremstormende IT industri. Og frigjort fra næsten al statslig regulering blev der investeret i spekulative foretagender i hele Sydøstasien. Disse bobler brast som bekendt i 1997 og afstedkom en kortvarig men meget dybtgående recession i de sydøstasiatiske lande udløst af den voksende dollarkurs. Krisen i Sydøstasien spredte sig til bl.a. Rusland og Brasilien, der var belastet af stor gæld og skrøbelig gældsbalance, og det samlede resultat betød, at IMF endnu engang måtte træde ind for at beskytte den globale finanskapital på den ene side og åbne de nævnte økonomier endnu mere overfor udenlandsk indtrængen. Indtil da havde de fleste af de sydasiatiske økonomier faktisk undergået en betydelig vækst styret gennem stærk statsintervention.
Det hører med til historien, at finanssektorens profitter i perioden fra 1994 til 2000 voksede med en ufattelig hast til at udgøre hele 75% af den samlede profitmængde. De enorme profitter blev investeret i aktier og i IT industrien samt i en ny række af spekulative finansinstrumenter. Investeringerne oversteg mange gange det reelle profitgrundlag, og da IT boblen brast i 2000-2001 stod virksomhedernes afkast ikke i noget rimeligt forhold til aktiekurserne. Og da hele den eksplosive forbrugsudvidelse under Clintonregeringen og eksporten til USA først og fremmest havde været drevet af gældsætning med dækning i aktiestigningerne kunne resultatet ikke blive andet end en klassisk recession i 2001, der igen rev resten af de store vestlige økonomier med i faldet.
Det nye, der var sket på verdensmarkedet i den mellemliggende periode og især efter krisen i Sydasien i 1997-98, var, at Japan og de sydøstasiatiske lande samt Kina var påbegyndt en ny regional udvikling, der for det første skulle gøre dem mindre afhængige af USA som importør i sidste instans, og for det andet skulle åbne de nationale økonomier både for investeringer, øget samhandel og en samordnet finansiel politik. Det sidste er endnu kun delvist blevet realiseret.
Greenspans "Nye økonomi" brød sammen i løbet af efteråret 2000. Væksten i virksomhedernes afkast og den relativt høje vækst i produktivitet stod ikke i et rimeligt forhold til investeringerne. Indenfor IT industrien var der fra 1996 frem til 2000 tale om deciderede fejlinvesteringer, som gav mindelser om tidligere tiders investeringer i jernbaner mv. Alene i 2001 faldt industriens profitter med 21% i USA. (The Economist 19/3-08).
I 2001 gik Nasdaq indekset helt i bund. Virksomhedernes renteandragende steg fra 19% af profitten til 40%. Den samlede gæld i USA nåede et historisk højdepunkt samtidig med, at hele den private industri var tynget af overinvesteringer. Recessionen i USA bredte sig hurtigt til Europa og Japan, hvilket endnu engang ændrede på de interne balancer i den asiatiske region, hvor først og fremmest Kina trådte frem som den kommende økonomiske stormagt og importør af avanceret kapital og kapitalinvesteringer fra Japan og de andre østasiatiske lande. Af samme grund blev hele området ramt i mindre grad af recessionen.
FED's og den nye Bushregerings svar på, at IT boblen bristede, at "Den ny økonomi" havde vist sig som en kortvarig periode med relativ lav rente og høj vækst og endnu en recession, var en dramatisk rentesænkning og stimulering af boligmarkedet. Hertil kom skattenedsættelser for de rige og for virksomhederne samt en meget høj vækst i militære investeringer efter 9/11- 2001.
Resultatet er kendt. Boligpriserne nåede både i USA og mange steder i Europa helt ubærlige højder. Husholdninger blev gældsat til et niveau, hvor der både i USA, England og Spanien var tale om negativ opsparing. I resten af de vestlige økonomier nærmere opsparingen sig også nul.
Selv om produktiviteten steg voldsomt, skete det ikke som resultat af øgede investeringer, men først og fremmest gennem afskedigelser og tempoforøgelse. Overordnet betragtet har produktivitetsudviklingen som følge af nyinvesteringer stagneret i hele perioden fra 2001 til 2007 (The Economist 9/10 - 08). Med svækket konkurrencedygtighed, øget forbrug, accelererende deindustrialisering i USA, øgede udgifter til krigen i Irak og Afghanistan og en boligboble under opbygning øgedes USA's balanceunderskud yderligere med voksende risiko for dollarstabiliteten og USA's voksende afhængighed af finansiering af underskuddet fra Kina, Japan og de arabiske olielande - også kaldet Bretton Woods II. USA's underskud opsuger i dag 44% af verdens samlede betalingsbalanceoverskud. (Martin Wolf, Financiel Times 8/10-08).
Parallelt med denne udvikling øgede Japan og de andre asiatiske lande deres investeringer i Kina og reducerede eksporten til USA som procent af deres samlede eksportvolumen. Ikke desto mindre blev trenden, hvor Kina og Japan finansierede USA's overforbrug og fortsatte eksporten af billige højkvalitetsprodukter ved helt frem til foråret 2008, hvor det efterhånden blev indlysende, at den såkaldte subprimekrise var forløberen for en egentlig økonomisk recession og en dyb krise i hele det globale finansielle system, bl.a. forårsaget af bankernes og investeringsselskabernes enorme gældsudstedelse og cirkulering i større og større omfang af eksotiske finansielle produkter med en værdi mange gange større end både verdens samlede produktion og handel. Finanssektorens andel af den samlede profit i den private sektor var vokset til 40%, selv om den kun udgør 15% af den samlede aktivitet og kun beskæftiger 5% af samtlige privatansatte. (The Economist 19/3 2008).
Ved indgangen til en ny recession i USA og Europa og de andre vestlige økonomier står bl.a. Kina, de østasiatiske lande og de stærkeste latinamerikanske lande helt anderledes stærkt end ved recessionen i 2001. De fleste af disse lande har lært af krisen i 1997. Finanssektoren er bedre reguleret. De har næsten alle sammen store balanceoverskud, og alene Kina har et overskud på 1900 mia. dollar. Faktisk har Kina, Japan og de østasiatiske lande sponsoreret hovedparten af den enorme kreditudvidelse og finansielle spekulation, som især den amerikanske og europæiske finanssektor har stået for.
Samtidig står de samme lande for den største opsparing i verden, for de største investeringer i moderne kapitalapparat, for den største kapitalinflow og haler samlet hurtigt ind på de vestlige økonomier, hvad angår teknologisk udvikling og implementering af højteknologi i industriproduktionen. Kina og Japan reducerer deres afhængig af USA som eksportmarked, og især Kina har igangsat en radikal drejning af hele sin eksport og udviklingspolitik, som består af en skarpere opdeling af produktionen af varer rettet delvist mod de vestlige økonomier og i øget omfang mod udviklingslandene bl.a. i Afrika.
Ikke dermed sagt, at de nye kapitalistiske vækstlande er afkoblet fra de vestlige økonomier. Vestlige investeringer i både Kina og Indien er afgørende for deres vækst og akkumulation. Vestlige og Japanske virksomheder står stadig for 60% af Kinas samlede eksport. Det er dog væsentligt at bemærke, at profitten her er bundet i videre akkumulation i disse lande, hvilket bl.a. forstærker USA's balanceunderskud. Og selv om også den kinesiske eksportafhængighed af den amerikanske marked reduceres hurtigt, vil både Kina, Indien, Brasilien og Rusland i en overgang blive hårdt ramt af en omfattende recession på verdensmarkedet. Ikke mindst fordi den meget skrøbelige sociale stabilitet er afhængig af høje vækstrater og balanceoverskud, der er forudsætningen for opsugningen af overflødig arbejdskraft og en stigende velstandsudvikling.
Som sådan betegner udviklingen i de nye kapitalistiske vækstøkonomier og den begyndende recession måske også et afgørende vendepunkt, hvor disse økonomier i mindre grad fremover vil bidrage til at lede deres balanceoverskud og store private opsparing over i finansiering af de vestlige økonomiers overforbrug og deres finansielle sektorers gældsophobning. For så vidt denne allerede begyndende tendens folder sig ud, vil det både ramme dollarens suverænitet, tvinge de vestlige finansielle systemer til at stramme kreditten, reducere overforbruget bl.a. i USA og sætte gang i en ny "tvungen" opsparingsbølge både blandt de amerikanske og europæiske husholdninger og i industrien. Hvor sidstnævnte allerede siden sidste recession har nedbragt deres gæld og reduceret investeringerne, hvorfor det også først er nu, at nedsmeltningen i den finansielle sektor for alvor kan mærkes i industrien. På den anden side kan det også blive en hovedårsag til, at recessionen vil trække ud og blive dybere end først antaget.
Tre store spekulationsbobler har i godt og vel 20 år kunnet udskyde den nødvendige omstrukturering af det kapitalistiske verdensmarked, men omkostningerne har været enorme. For det første en accelererende deindustrialisering af de vestlige økonomier, flytning af akkumulationscentre til de nye kapitalistiske vækstøkonomier, udviklingen af en fuldstændig uigennemskuelig finanssektor, og internationale reguleringsinstitutioner (IMF, WTO, BIS m.fl.) der er helt utilstrækkelige til at lede den nødvendige omstrukturering af det kapitalistiske verdensmarked. For det andet et USA, hvis magtstilling i det kapitalistiske verdenssystem ikke længere kan baseres på økonomisk dominans, men alene på militær dominans, som bl.a. de asiatiske lande betaler. Og for det tredje en global underakkumulation, der først og fremmest har ramt Afrika, Mellemøsten, dele af Asien og Latinamerika.
Hvorvidt det gennem omfattende statsintervention og orkestreret støtte til den kriseramte finanssektor og national støtteordninger til de store fallerede industrikoncerner (eks. Ford, GM, Crysler, Fiat, Peugeot, Citroen, Renault, Dailmer, GE, ATT osv.) lykkes at afværge en verdensomspændende recession, er endnu for tidligt at sige. Selv om ikke meget tyder på det. Faktisk vokser problemerne dag for dag og forskubber sig fra den ene sektor til den anden. Den ene dag bankerne, den næste dag hedge fonde, tredje dag kreditkortsektoren, den fjerde dag valutaproblemer i flere af de nye vækstlande både i Østeuropa, Latinamerikan og Asien, så bilindustrien, tilbage til bygningsindustrien og boligområdet osv. Faktisk er det kun et spørgsmål om tid, før krisen kan slå ud i en omfattende valutakrise, hvor mange svagere valutaer vil komme under pres. Således flytter krisecentrene sig hele tiden, hvad der selvfølgelig også gør det særdeles vanskeligt for regeringslederne fra de store kapitallande at gennemføre en orkestreret inddæmningspolitik.
Selvfølgelig vil resultatet af den nuværende orkestrerede indsats have afgørende betydning for ganske almindelige menneskers dagligliv og for den sociale stabilitet. Selv om krisens sociale dybde og indvirkning på klassernes indbyrdes styrkeforhold endnu er vanskelig at overskue. Men visse forhold, der allerede er kommet frem under krisen, står ikke til at ændre.
USA er ikke længere verdens ubestridte og dominerende økonomiske og militære magt. Derved står vi også ved indgangen til en periode præget af ustabil multipolaritet, som også vil indeholde opbygning af regionale vækst- og magtcentre bl.a. i Asien og Latinamerika. Hvilken rolle USA og Europa kommer til at spille her er ganske usikkert. Men det vil udfordre den transatlantiske alliance, der har været verdens akse for vestens dominans siden 2. Verdenskrig.
Akkumulationstyngdepunktet er i rivende bevægelse fra Vest mod Øst og Syd, hvad der indenfor en ganske kort tidshorisont vil sidestille eksempelvis Kina, Rusland, Indien og Brasilien med de vestlige økonomier og bremse disses magt til at forfølge den hidtidige vækststrategi, som indtil nu har fastholdt store dele af verden i økonomisk stagnation og fattigdom.
Men den "genfødte liberalisme" som strategi for kapitalismens restruktuering af sin klasse- og verdensdominans har udlevet sin rolle og således også de tilhørende forklaringsteorier, økonomiske modeller og særegne opfattelse af demokrati. En omfattende ændring af magtforholdene i det kapitalistiske verdenssystem forudsætter ikke alene et nyt Bretton Woodssystem, men også ændrede styrkeforhold mellem stat og marked med staten i en langt mere indgribende rolle end set de sidste 25 år.
Sidst men ikke mindst er det ikke utænkeligt, at den nuværende krisebølge også bliver et opgør med den restruktueringsstrategi, der har sikret den vestlige kapitalismes dominans, idet de nye kapitalistiske vækstøkonomier ikke kan forblive afhængige af ensidig eksport til de vestlige økonomier og finansiering af deres overforbrug. De nye vækstcentre kan kun bevare deres dynamiske udvikling, sikre intern udvikling og social stabilitet, for så vidt de samtidig generaliserer og accelererer akkumulationen i de områder af verden, der indtil nu har været sunket ned i stagnation.
Men en sådan magt- og styrketransformation vil hverken foregå automatisk eller smertefrit. Faktisk kan vi være på vej ind i en lang periode præget af uoverskuelighed, endeløse sociale og militære konflikter, protektionisme, social og økonomisk ustabilitet, fordi der for det første endnu ikke har udkrystalliseret sig et nyt entydigt vækstregime og for det andet og som en konsekvens heraf en ny afstemt verdensorden.
Hovedreferencer:
Robert Brenner: Economics of Global Turbulence, 2006.
Joan Edelman Spero: The Politics of International Economic Relations, 1985,
Giovanni Arrighi: The long Twentieth Century, 2002.
Jeff Faux: The Global Classwar, 2006,
Andrew John Bacevich: The limits of power, 2008.
Meghnad Desai: Marx's revenge, 2002.
Wang Hui: Chinas new Order, 2003.
David C. Kang: China Rising, 2008.
Lester C. Thurow: The Future of Capitalism, 1996.
Gérard Duménill, Dominiqe Lévy: Capital Resurgent. 2004.
UNCTAD's FDI rapporter 2004, 2006, 2007, 2008.
IMF's World Economic Outlook 2006, 2007, 2008.
The Economist.
Financial Times.
Børsen.
Dollar&Sense Magazine: august, september, oktober 2008.
Bloomberg.com, 2007 og 2008.
Economic and Policy Institute (USA) 2004 - 2008.
Global Policy Forum.
Artiklen er lettere forkortet, men kan læses i sin helhed på Kritisk Debat (november 2008)
Solidaritet
Venstresocialistisk tidsskrift for analyse & debat
November 2008, nr. 5
http://solidaritet.dk/