Solidaritet. November 2008, nr. 5 - Indhold
af Gunna Starck
Er der i takt med neoliberalismens sætten sig på dagsordenen i Danmark en fornyet dyrkelse af arbejderklassen på vej? Vil sammenbruddet i den finansielle sektor og dermed vind i sejlene for gamle Marx bringe os tilbage til en 70'er-opfattelse af et klassedelt samfund med arbejderklassen som fortrop for revolutionen og med socialistiske studenter og akademikere som småflove hjælpetropper? I en situation, hvor snylterstatsteorierne objektivt burde have mere gang på jorden i og med, at rigtige arbejdere har fed friværdi (selv om den gør lidt ondt for tiden), stemmer på Dansk Folkeparti og deltager i den stor forbrugerfest med billige varer fra lande med børnearbejde, miljødumping og tvivlsomme demokratiske tilstande.
Min bekymring - og jeg synes, at det er bekymrende - skyldes dels det papir, "Enhedslisten gør en forskel", der blev fremsat til Enhedslistens årsmøde 2008 og især debatten i den forbindelse, dels den retorik, som en del - i egen opfattelse - "rigtige arbejdere" er begyndt at bruge - senest på Aktivistfabrikken 1.-2. nov. Jeg finder det bekymrende, fordi jeg husker de splittelser og det akademiker- og partiselvhad, der sled VS i stykker i flere omgange i løbet af firserne. De fejltagelser skal man ikke gentage.
Til Enhedslistens årsmøde 2008 fremsatte en række medlemmer som nævnt forslaget "Enhedslisten gør - - ". Forslaget var forfattet af Finn Sørensen, men blev fremsat i en version 3 med nogle af de mange ændringer, som jeg havde foreslået. Forslaget blev stort set vedtaget som fremsat.
Inden årsmødet foregik en proces, som meget godt illustrerer, hvor hunden - eller måske arbejderklassen - ligger begravet.
Første gang jeg så papiret tænkte jeg, at det var en gang beton, som vi var kommet ud over, ja, jeg følte mig nærmest hensat til de glade 70'ere, hvor folk blev arbejdere mere af politisk korrekthed end af lyst, hvor de rigtigt entusiastiske - mest SAPere - fik faglige uddannelser, mens de andre tog på byggepladserne og fabrikkerne. De arbejder i dag stor set alle bag skriveborde, nogle med en videregående uddannelse i bagagen. Faktisk tog jeg ikke "Enhedslisten gør - - -" særligt alvorligt. Men under drøftelserne i HB gik det op for mig, at en del HB-medlemmer opfattede papiret som nærmest forløsende, mens de, der havde samme flove smag i munden som jeg, ikke rigtig havde lyst til at sige det højt.
Det satte mig i et dilemma. Skulle jeg blande mig uden om indholdet, tale imod det så godt jeg kunne og håbe, at det ville blive stemt ned, eller skulle jeg forsøge at forbedre det så meget, at det, hvis det blev vedtaget, var til at leve med? Kunne jeg risikere, at mine forbedringer resulterede i, at det måske netop blev vedtaget?
Som den gode partisoldat jeg er, valgte jeg at luge det værste beton ud samtidigt med, at jeg på årsmødet talte imod, at vi vedtog forslaget.
Lugeprocessen bestod i en række sproglige og indholdsmæssige ændringer, af hvilke forslagsstillerne stor set accepterede de sproglige, men blankt afviste de indholdsmæssige ændringsforslag eller rettere betegnede de ændringsforslag, som de accepterede, som sproglige og dem, som de afviste, som politiske. Den skelnen er sjældent indlysende, og hvad angår det konkrete papir, så stemte dets retorik så udmærket med det verdensbillede, der fremgik af indholdet, at man kan undre sig over, at de sproglige ændringer blev accepteret. Måske var også forslagsstillerne klar over, at papiret især blandt Enhedslistens yngre medlemmer trængte til lidt smørelse for at glide ned. Da forslagsstillerne havde ædt de sproglige ændringer, fremsatte jeg de såkaldt politiske ændringer med følgende motivation på årsmødet:
Forslagsstillerne mener, at jeg har fjernet arbejderklassen, mens jeg mener blot at have brugt andre udtryk, dels fordi begrebet arbejderklassen er en uafklaret størrelse i Enhedslisten, hvilket viste sig, da vi forsøgte at udforme et decideret program for nogle år tilbage, idet arbejdet gik i stå præcis på diskussionen af klassebegrebet, hvorfor jeg mener, at det er politisk dumt at bruge et begreb, der er uenighed om forståelsen af. Dels fordi ordet arbejderklasse lugter af forgangne rygende skorstene, og så længe vi ikke har generobret ordet og defineret det i forhold til det moderne arbejdsmarked, er det taktisk dumt at bruge ordet. Masseparti og ledende kraft, om Enhedslisten er måske lige i overkanten for nuværende, selv om jeg natuligvis er enig i, at det er den vej, vi skal. Arbejdeparti er efterhånden også en tvivlsom størrelse - taler vi om Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti eller hvad?
Det var min opfattelse, at mange ville stemme imod forslaget på grund af den bombastiske og svulmende retorik, som jeg derfor efter bedste evne har forsøgt at luge ud i, og som forslagstillerne i vid udstrækning har imødekommet.
Men også at mange vil stemme imod forslaget, fordi det definerer mennesker i forhold til deres placering på lønarbejdsmarkedet (og ikke produktionen), og har man ikke en sådan placering er man uinteressant eller hører i hvert tilfælde højst til hjælpetropperne. Store dele af Listens medlemsskare (selv om jeg har læst, at dette skal ændres ved at skifte medlemmerne ud) er uden for lønarbejdsmarkedet (studerende, pensionister, arbejdsløse). Denne opfattelse styrkes yderligere af papirets fokusering på, ja nærmest dyrkelse af arbejdet og det arbejdsmarked, som Fogh-regeringen med stort held har ladet erstatte socialpolitik, integration og sygdomsbekæmpelse.
Et udpluk af den retorik og den virkelighedsopfattelse, der gennemsyrer papiret:
"Vi lever i et klassesamfund, hvor et lille mindretal af kapitalejere og virksomhedsledere har den reelle magt."
"Det store flertal af befolkningen har interesse i, at der bliver gjort op med klassesamfundet. Det gælder først og fremmest arbejderklassen, der udgøres af det store flertal af lønarbejdere i offentlig og privat ansættelse. Men også i Danmark må arbejderklassen kæmpe for, og sammen med alle undertrykte."
"Arbejderklasens frigørelse er dens eget værk. Men det kræver, at den organiserer sig i fagforeninger og i politiske partier."
"Vi vil arbejde på at ændre Enhedslistens sammensætning såvel medlemsmæssigt og i ledelsen som i de parlamentariske organer, så den i langt højere grad afspejler arbejderbefolkningens sociale, kønsmæssige og etniske sammensætning."
Jo, vi lever i et klassesamfund, men det er de færreste der kan se to klart adskilte klasser, hvor den ene undertrykker den anden. Store dele af den middelklasse, der er medlemmer af og stemmer på Enhedslisten ser ikke sig selv som hverken undertrykte eller undertrykkere. De ser sig som deltagere i et grådigt, uretfærdigt, miljøødelæggende system, som de gerne ser ændret. De er i vid udstrækning både ofre og deltagere gennem deres uddannelse og placering i de offentlige systemer, der holder Danmark på godt og ondt kørende. De ser ikke en organisering i nogle i bedste fald socialdemokratiske fagforeninger som et redskab til forandring og oplever ofte, at deres fagforening kører lige så grådigt og egoistisk, som den regering, de vil bekæmpe. Og hvad angår de rigtige arbejdere, så organiserer de sig ikke i partierne, og hvis de gjorde, ville det være SD eller DF, som de også stemmer på. Men jeg fornemmer, at det nok ikke er de partier, der tænkes på med " ... at organisere sig i fagforeninger og politiske partier ... ændre Enhedslistens sammensætning". Selv om forslagsstillerne til "Enhedslisten gør ..." senere har understreget, at det ikke handler om at smide nogen ud, men at få nogle flere af dem, der mangler, ind, er det min opfattelse, at store dele af Enhedslistens medlemsskare ikke føler sig velkommen efter den svada. De er ikke "rigtig arbejderklasse", og det kan man ikke fortænke dem i, da andre dele af partiet har en endnu mindre rummelig definition af arbejderklassen. Jeg er naturligvis enig i, at en bredere sammensætning ud fra både politiske og organisatoriske betragtninger ville være godt, men jeg har svært ved at sluge det selvhad, der siver ud gennem papiret.
Samme selvhad slog mig under Aktivistfabrikkens paneldebat i weekenden d. 1.-2. november, hvor panelets 2 forhenværende HB-medlemmer sad og jamrede over inaktive medlemmer, udvalg, der kører ad helvede til, dårligt fungerende HB og verdensfjern FT-gruppe, der ikke har kontakt med "almindelige mennesker". Panelets arbejder - som var det modsatte af selvhadende - havde debatten i skurvognen som referenceramme, talte ned til dem, der ikke kendte debatten i skuret, foreslog Operaen lukket og pengene brugt på billigere fodboldbilletter, og konstaterede, at almindelige arbejdere ikke kunne overkomme at være aktive i partiafdelingen, når de også skulle passe arbejdet, fagforeningen og det faglige arbejde i partiet, hvorfor man skulle kunne vælge delegerede gennem udvalgene - en opfattelse ex-HB-medlemmene delte.
Hvilke løsninger foreslog panelet så, udover at man skulle kunne slippe for at komme i afdelingen? Hvilke løsningen mente de, at dette parti, hvis fremmeste kendetegn i mange medlemmers bevidsthed er antiautoriteten. Jo man foreslog, mere ledelse, frikøb af medlemmerne af forretningsudvalget, mere ledelse, et mindre HB, mere ledelse, professionalisering, mere ledelse og måske en formand.
Vi skal ikke krybe i ly bag en forældet retorik og klasseopfattelse med et velfærdssamfund i opbrud. Vi skal ikke klynge os til en verdensopfattelse af i går, når traditionelle opfattelser af menneskers placering i og på arbejdsmarkedet er i opbrud. Vi skal ikke knytte vores opfattelse af, hvem der er drivende, hvem der er allierede, hvem der er fodslæbende og hvem der fjenden snævert til menneskers placering - eller mangel på samme - på arbejdsmarkedet. Og vi skal slet ikke gøre tilknytningen til lønarbejdsmarkedet til det store dyr i åbenbaringen. Og vi skal ikke hoppe med på effektivitetens storebror "mere ledelse".
Vi skal vove at tænke frigørelse fra (arbejds)-markedet, vi skal turde sige, at man kan indgå i lige (og der står ikke mere!) så politisk vigtige fællesskaber i partiet, på sportspladsen, i parlamentet, boligforenigen, miljø- og klimabevægelser, kvindebevægelser og meget mere som i skuret. Og vi skal forsvare forbindelsen mellem hovedet og kroppen uden ledere og formænd.
Tak for ordet - nu venter jeg på bankene!
Gunna Starck er medlem af Enhedslistens Hovedbestyrelse, det HB-nedsatte organisationsudvalg, Hovedstadsregionsledelsen, kontaktperson i Indre By/Chr.h.-afdeling, Kvindeudvalget og Planlæggernetværket. Har været med i Enhedslisten siden starten. Inden da medlem af og parlamentariker for VS i Københavns Kommune.
Solidaritet
Venstresocialistisk tidsskrift for analyse & debat
November 2008, nr. 5
http://solidaritet.dk/