Solidaritet. Oktober 2008, nr. 4 - Indhold
af Michael Schølardt, direktør for Fighters & Lovers og red. for Solidaritet
Efter at være idømt års ubetinget fængsel for støtte til bla. oprørsbevægelsen FARC i Colombia vil jeg godt fortælle anklager og Landsret, at det har jeg lige gjort igen.
Dommens præmisser var fuldstændig klare: sammenhæng er ligegyldig og det er uden betydning hvad midlerne skal gå til. Som det blev formuleret af statens anklager "er det underordnet om penge går til en radioudstyr eller en børnehave, begge dele frigiver midler til terrorvirksomhed". For at spare staten tid og penge vil jeg gerne her fortælle, hvad min fornyede støtte drejer sig om.
Det ene projekt jeg støtter vedrører FARC -området omkring Tame ved den venezuelanske grænse. Området blev kendt for Santo Domingo massakren som den colombianske regering gav FARC ansvaret for - ligesom så mange andre. Louis Alberto Calvis, hvis mor, søster og fætter blev dræbt, har på det amerikanske University School of Law fortalt om, hvordan den colombianske regering gennem fængslinger og tortur har forsøgt at få ham til at tie stille. Og er nu flygtning i Canada. Et andet vidne, Angel Chapparro blev likvideret af de paramilitære. Byens læge, Ciro Pena, som undersøgte de 17 dræbte, heraf 7 børn, bekræftede de vidner som fortalte, at de var blevet angrebet af det colombianske luftvåben. Den colombianske regering satte ham to år i fængsel for dette udsagn. Los Angeles Times fandt siden ud af, at det var oliefirmaet Occidental Petroleum, der via en privat lejehær, AirScan, havde sørget for angrebet. Og at de dræbende klyngebomber var amerikanske. Den colombianske præsident Uribe har jo udtrykt stor glæde ved jeres dom. Det gælder næppe de colombianske dommere som frikendte FARC og fastlagde statens skyld - mange andre dommere er jo likvideret for forsøg på at skabe retfærdighed.
Det andet projekt jeg støtter er i Caqueta, et delvist FARC-område. Den engelske økolog, Robert Lawson, fortæller, at i de FARC-kontrollerede områder "er kriminaliteten og volden lille ... og at FARC fremmer andre afgrøder frem for coca, men "at det ignoreres af den colombianske regering og internationalt, fordi dagsorden her er at fremstille FARC som en narko-guerilla". Dele af området er kontrolleret af regering og de paramilitære. En tidligere kriminalbetjent fortæller, at politichefen, Rosso Cadena, i regeringsområdet, sørger for at hans narko kan bevæge sig uhindret. Lawson fortæller også, at regeringen med støtte fra USA sprøjter med løvfældningsmiddel i FARCs områder. Et stof med samme virkning som i Vietnam-krigens Agent Orange; at børn fødes stærkt misdannet. Lawson afslutter i øvrigt sin rapport med at spørge sig selv "hvorfor griber disse bønder bønder til våben ... ingen gør det uden god grund. Livet er frygteligt, når de vil risikere deres liv på denne måde". Det spørgsmål har flertallet i Landsretten et klart svar på: disse bønder i FARC er terrorister, og jeg og andre der støtter dem skal straffes.
Jeg er ikke bare mere skyldig fordi beløbet er større, men også fordi der er tale om vedholdende gentagelse af forbrydelsen. Og det hjælper selvfølgelig ikke, at begge projekter er udført af Læger uden Grænser. Som overalt hjælper nødlidende selvom det er værre at bringe "terrorister" på fode end at give dem radioudsendelser Deres påpegning af 3,8 millioner internt fordrevne flygtninge og en katastrofal humanitær situation er jo ingen undskyldning for at yde civil og humanitær støtte. Læger uden Grænser har modtaget private bidrag til sit arbejde i Colombia på 773.805 kr. Da mit tidligere bidrag har givet års ubetinget fængsel er der danske medborgere som samlet står til ca 300 års fængsel. Det bliver ikke nemt at udrede, hvem der har givet støtte og til hvem. Men der skal alligevel laves en undersøgelse af bla. den danske modstandsorganisation Stuthoff-foreningens støtte til FARC og PFLP, så det er vel bare at klø på.
Jeg kan måske forsætte min 20-årige støtte til Børnehospitalet i Vietnam - det er dem der bla. hjælper Agent Orange misdannede børn - uden ekstrastraf. Mine månedlige bidrag til en skole i Kashmir er vel tvivlsomme - hvad kan der ikke komme ud af at lære børn i Kasmihr at læse! Hvor meget ekstrastraf giver bidrag til Folkekirkens Nødhjælp - deres pinseindsamling er gået til børn i Gaza, som jo er styret af det terrorstemplet Hamas? Den danske stat, som jeg betaler skat til, yder støtte til Folkekirkens Nødhjælp og andre nødhjælpsorganisationer. Hvor meget ekstrastraf giver det at bidrage til en forbryderstat?
Domstolene behøver ikke at være bebyrdet af indsigt eller menneskelighed, men dog konsekvens og gennemskuelighed. Uden det første mister man respekten, og uden det sidste vil dommen mod Fighters&Lovers blot være en politisk bestillingsdom.
Solidaritet
Venstresocialistisk tidsskrift for analyse & debat
Oktober 2008, nr. 4
http://solidaritet.dk/