Solidaritet. Oktober 2008, nr. 4 - Indhold

Palæstina: Et kup mod demokrati og selvbestemmelse

af Lars Ploug

I de senere år har vi i Danmark, ovenpå angrebene 11. september, været engageret i "Krigen mod Terror". Krigen mod terror er også en erklæret krig for vestlige værdier, for demokrati, tanke og ytringsfrihed, værdier som forstås som et værn mod ekstremisme og terror. Når ekstremisme trives, skyldes det ifølge de politiske fortalere for krigen, at de lande, som den trives i, mangler demokrati og en politisk-kulturel tradition, der er besjælet af disse værdier. Men talen om værdier er før noget andet en måde at brolægge veje til helvede med smukke hensigter, og forlene ført politik, anset hvor u- eller antidemokratisk den iøvrigt er, med et skær af godsindighed.

Tag fx Israel "det eneste demokrati i mellemøsten". Eller rettere, vel nok den eneste stat, der praktiserer ulovlig besættelse, etnisk udrensning og tortur og fører politik, der gør politiske rettigheder afhængige af etnicitet samtidig med, at den gør krav på, og får lov til, at være demokratisk i omverdenens øjne. Men hvor den demokratiske målestok bliver sat lavt, hvor det gælder Israel, bliver den til gengæld sat højt, hvor det gælder ofrene for israelsk undertrykkelse. Således palæstinenserne i de besatte områder, der har fået at mærke, at det demokrati som Bush og andre har gjort til betingelse for en virkeliggørelse af deres aspirationer om en levedygtig og selvstændig stat, når det kom til stykket, var en blokering af deres aspirationer. Det gælder ikke mindst i Gaza.
Kampen for demokrati og mod terrorisme, som den forstås af den siddende amerikanske administration og af Per Stig Møller og andre har elendiggjort Gaza i et grotesk omfang. El, vand og kloakering er ofte ikke fungerende, priserne på elementære livsfornødenheder stiger, arbejdsløsheden er skyhøj. Oveni den materielle elendighed skal lægges en befolkning traumatiseret af de sociale forhold, den israelske hærs angreb og den fortsatte ufred blandt palæstinenserne selv. Alt sammen er konsekvenser af krigen mod terror og for demokrati. Og bortset fra den omstændighed, at det netop er denne krig, der har elendiggjort palæstinenserne i Gaza, er der det ekstra paradoks, at det netop var demokratiske valg, der direkte og indirekte var årsag til elendigheden. Eller rettere: Indirekte var det den amerikanske, israelske og europæiske reaktion på resultatet af det palæstinensiske valg, der bragte islamisterne i Hamas til magten i Gaza, og direkte var det deres håndtering af magtovertagelsen, der er årsag til såvel nøden som den manglende udsigt til nogen bedring af situationen.

Den officielle fortælling

Fortællingen om fortrædelighederne i Gaza er ganske vist en anden. Den går på, at det var Hamas der med kuppet i juni sidste år viste deres sande, antidemokratiske og terroristiske ansigt, og at det netop var fraværet af respekt for demokratiske spilleregler, der har gjort sanktions- og boycotregimet nødvendigt. Sådan må det se ud, hvis man alene læser danske aviser, ser dansk fjernsyn eller lytter til den bugtaler, der får det til at se ud som om udenrigsminister Møller siger noget. Som så meget andet er kuppet i Gaza svært at forstå uden sammenhæng. Og sammenhængen kunne man have fået umiddelbart efter kuppet, hvor arabiske, israelske og amerikanske kommentatorer gjorde sig stor umage med at gøre opmærksom på, at kupmagerne i Hamas snarere end at være reaktive, var pro-aktive. Kuppet var et mod-kup. Fatah-millitserne var blevet bevæbnet med moderne, udenlandske våben, og de forberedte sig på deres eget kup mod Hamas, der vandt valget til det palæstinensiske parlament.
At der fandt sådan en bevæbning sted har knapt været nævnt i danske medier (en hæderlig undtagelse har været Orientering på P1), men på uafhængige medier har oplysningen været kendt i ti måneder. Det lyder som en sammensværgelsesteori netop af den slags, som arabere ofte får skudt i skoene at have forkærlighed for, og faktisk viser det sig nu endnu mere klart, at der var en sammensværgelse at have teorier om. I april-nummeret af det amerikanske magasin Vanity Fair skriver David Rose, med højtstående amerikanske embedsmænd som kilder, at bevæbningen af Fatah-millitserne var organiseret af stedfortrædende national sikkerhedsrådgiver Elliot Abrams, med cheferne Bushs og Rices velsignelse. Og at meningen med hele øvelsen var, at Fatah skulle afsætte den demokratisk valgte Fatah-regering i hele Palæstina.
Det er som før antydet ikke nyt. Det nye er, at Vanity Fair og David Rose får puttet noget dramatisk kød på det skelet, som allerede var blevet blotlagt. Det er artige sager, og selvom det altså ikke afslører noget, så viser historien, med kontekst, skelet og kød, at omsorgen for demokratiet ikke er uden lighedstegn med den, som udvistes i Mellemamerika op gennem 80erne. Men mere om det senere.

Hamas valgsejr og reaktionen

I januar 2006 vandt Hamas valget til det palæstinensiske parlament. Det var bemærkelsesværdigt al den stund, at Hamas - som uforsonlig modstander af PLO's, Arafats og Fatahs engagement i Oslo-processen og dens udløbere - hidtil havde afvist at deltage i parlamentarisk politik, fordi organisationen så en sådan deltagelse som en blåstempling af den fundamentalt set fejlbehæftede fredsproces. Hamas blev, af en valgsejrsikker Mahmoud Abbas og med forbeholden accept fra den såkaldte Mellemøst-kvartet, inddraget i den parlamentariske proces. Det skete ikke uden sværdslag i kvartetten, ikke mindst mellem FNs øverste udsending Alvaro DeSoto og de amerikanske udsendinge, men man blev dog enige om sindrige formuleringer og diplomatiske geni-streger og en fælles linje, som amerikanerne kunne forsvare overfor deres politiske overordnede i Washington. Men hvad der ikke så ud til at blive et problem, fordi alle regnede med at Fatah ville vinde, blev det alligevel: Islamisterne i Hamas vandt, og pludselig blev besværgelsen om demokratiets lyksagelighed med hensyn til at sikre god regeringsførelse erstattet af en bestræbelse på at undergrave den ny regerings mulighed for at demonstrere sig som duelig forvalter af palæstinensernes interesser, sådan som de selv forstod dem.
Dette i modsætning til den linie, som var lagt af FN, der med DeSoto som repræsentant i Kvartetten havde anbefalet at engagere Hamas i den demokratiske proces i håb om at organisationen, med nye politiske forpligtelser, i praksis ville forlænge den ensidigt erklærede hudna (midlertidige våbenhvile, red.), som havde fået organisationen til at lægge selvmordsbomberne mod civile på hylden i mere end et år. Ideen var formentlig den udmærkede, at Hamas, når organisationen skulle omforme sin succes som undergrundspolitisk organisation til effektiv statsorganisation ville være tilbøjelig til mere permanent at lægge selvmordsbomber og raketter på hylden. DeSoto, der efter alt at dømme forstår dynamikken mellem palæstinensiske livsbetingelser og terrorismen ánbefalede, at kvartetten skulle gå på to ben, som det hedder på Udenrigsministerdansk, og stille krav til israelerne. I sin "End of mission report", der blev lækket sidste sommer opsummerede DeSoto sin position som én, der anerkendte, at "en gruppe, der står for at besætte et stort antal pladser i et parlament, ikke kan håndteres effektivt alene med pres og isolation", og at "Hamas havde udviklet sig og kunne udvikle sig endnu mere, at en sådan videreudvikling krævede en kanal til dialog" og at "FN, hvis organisation skulle spille sådan en rolle (som den har gjort det med succes andre steder i verden) skulle gives plads til at spille den. Jeg foreslog også, at kvartetten - uanset hvilken position den i øvrigt anlagde på den nye palæstinensiske situation - skulle demonstrere bekymring for de kendsgerninger, som Israel skabte på jorden, og som stillede sig som forhindring for levedygtigheden af en fremtidig palæstinensisk stat, og være mere eksplicitte med hensyn til behovet for forhandlinger og enighed i forhold til køreplansprocessens endelige målsætning. (...)"
Men i slutningen af januar 2006 modtog de diplomatiske udsendinge et amerikansk udkast til en erklæring, "der betød at kvartetten i praksis skulle beslutte, at al assistance til den palæstinensiske regering skulle gøres afhængig af regeringsmedlemmernes vilje til at tilslutte sig tre principper: Ikke-vold, anerkendelse af Israel og accept af alle tidligere aftaler og forpligtelser, inklusive køreplanen". DeSoto foreslog, med Generalsekretær Anans velsignelse, at erklæringens referencer til betingelser for hjælp blev slettet, eller at spørgsmålet om hjælp eller ej blev gjort til et anliggende for donorerne. Men: Jeg blev udsat for heftig beskydning fra David Welch og Elliot Abrams, inkl. ildevarslende antydninger om, at det kunne påvirke amerikanske forhandlinger om bidraget til FN, hvis ikke generalsekretæren fik FN-organisationerne gjort bistandsafhængige (af den palæstinensiske regerings imødekommelse af ovennævnte betingelser, LP). Spørgsmålet løste sig, da USA fraveg kravet om, at kvartetten skulle træffe beslutningen, og vi blev enige om en formulering - foreslået af den amerikanske juridiske rådgiver, en veteran fra Camp David og andre amerikanske Mellemøst-initiativer- om at kvartetten "konkluderede" at den fremtidige bistand til en ny regering ville blive vurderet af donorerne på baggrund af dens forpligtelse på ikke-vold, på dens anerkendelse af Israel og på dens accept af allerede indgåede aftaler, inklusive køreplanen".
Det blev ikke DeSotos og FNs linie, der blev ført. Reaktionen på valget, der efter alle respektable observatørers udsagn var frit og fair, var en økonomisk blokade: Det Hamas, som palæstinenserne havde stemt på, skulle høre op med at være Hamas. Figenbladet for denne afvigelse fra doktrinen om demokratiets lyksagelighed i et Palæstina under israelsk besættelse var for det første, at Hamas ikke ville afstå den væbnede modstandsret, som mennesker under fremmed besættelse folkeretsligt og konventionsmæssig har, for det andet, at organisationen ikke ville anerkende Israels eksistensberettigelse, og for det tredje at den var i opposition til aftalerne i den såkaldte fredsproces.

Umulige krav

Kravet til Hamas blev, at de skulle opgive netop disse tre positioner. Kravet var, kan man sige, et krav om at Hamas holdt op med at være Hamas, eller i alt fald at Hamas skulle opgive den politik, som organisationen var blevet valgt til at føre. Det ville Hamas naturligvis ikke, for der er ikke meget sjov ved et demokrati, hvis dem der vinder valg skal føje andre end det flertal, der har stemt på dem. Dertil kommer, at kravene ikke blev modsvaret af tilsvarende krav til Israel. Det er i forvejen bøvlet at praktisere demokrati under fremmed besættelse, og når den fremmede besættelsesmagt ovenikøbet gør hvad den kan for at erodere demokratiets territoriale grundlag, og forbeholder sig retten til at intervenere væbnet, som det passer den, er attraktionen ved demokrati til at overskue. I alt fald set fra Hamas' synspunkt.
Med hensyn til Israel overholdelse af indgåede aftaler, er der ikke meget at komme efter. Blandt Oslo-processens forudsætninger var fx, at spørgsmålet om de ulovlige bosættelser på den ulovligt besatte Vestbred skulle udskydes til de såkaldte Final Status Negotiations, og at parterne i mellemtiden ikke måtte etablere kendsgerninger, der ændrede på, hvad der var at forhandle om. Israel har ikke lavet andet. I perioden under Rabin, der jo som bekendt har fået kastet Nobelpris efter sig, blev antallet af ulovlige bosættere på Vestbredden fordoblet fra 200.000 til ca 400.000. Så kravet til Hamas om accept af allerede indgåede aftaler klinger hult og ensidigt.
Hamas ville eller kunne ikke acceptere kvartettens krav, og resulltatet blev altså sanktioner og blokade. Gaza blev lukket for alt andet end sparsom humanitær hjælp. I forsøget på at imødekomme kvartettens bekymringer, og give den palæstinensiske regering et for donorlandene acceptabelt indslag, dannede Hamas, sammen med Fatah, en koalitionsregering. Det hjalp ikke, og kvartetten stod fast på sine krav.
I løbet af 2006 og 2007 blev spændingerne mellem Hamas og Fatah skærpet, og ufreden kulminerede med Hamas blodige magtovertagelse i Gaza i juni 2007.

Kuppet i sammenhæng

Reaktionen kom prompte, og som man kan kunne vente det var den behængt med lejlighedsmoralisme og omsorg for den demokratiske udvikling i det besatte og koloniserede Palæstina. Med sit kup, der effektivt splittede Gaza fra Vestbredden demonstrerede Hamas sit sande, antidemokratiske ansigt. Sangen lød nogenlunde sådan: "Hamas havde svigtet den tillid, som omverdenen, dvs. kvartetten, havde vist den! Og det var, lød det fra tilhængere af den hårde sanktionskurs, nødvendigt ikke at lade Hamas få den tanke, at de kunne slippe godt fra at kuppe sig til magten. Omvendt var det vigtigt at belønne Abbas og Fatah for deres, må man forstå, demokratiske sindelag.
Der var dog kommentorer der, uden iøvrigt at være specielt Hamas-venlige, dryssede lidt malurt i det bæger, som ellers var fyldt med selvretfærdighed og begejstring for det Fatah, som de palæstinensiske vælgere - træt af korruption, uduelighed og vilje til at please Israel og amerikanerne - havde vist døren ved den ulastelige valghandling i januar 2006. Således den israelske kommentator, forhenværende medlem af det israelske parlament Knesset, Uri Avineri, der satte kuppet i den sammenhæng, som det store fokus på islamisterne i Hamas' demokrati-fjendtlighed ellers havde holdt det ude af. Avineri stillede spørgsmålet:
"Hvad sker der , når halvanden million mennesker bliver indespærretpå et lillebitte, ufrugtbart område, afskåret fra deres landsmænd og fra enhver kontakt med verden udenfor, udsultet af den økonomiske blokade og ude af stand til at brødføde deres familier? For nogle måneder siden beskrev jeg det som et sociologisk eksperiment, sat i værk af Israel, USA og den Europæiske Union med Gazas indbyggere som forsøgskaniner.
Og han fortsætter:
"I denne uge gav eksperimentet resultat. Det viser sig, at mennesker handler præcis som andre dyr: Når for mange af dem er bunket sammen på et lille område, og under usle vilkår, bliver de aggressive, ja oven i købet morderiske. Arrangørerne i eksperimentet i Jerusalem, Washington, Berlin, Oslo, Ottawa og andre hovedstæder kan tilfreds gnide sig i hænderne. Deltagerne i eksperimentet reagerede som ventet. Mange af dem døde i videnskabens tjeneste."

En præventiv krig

Hamas havde intet positivt incitament til at gennemføre kuppet: Attraktionerne ved en væbnet magtovertagelse var overskuelige, og de ubehagelige konsekvenser var overskuelige. For det første var Hamas, på grund af blokaden, ude af stand til at putte mad i Gaza-indbyggernes munde, og for det andet var de uden venligtsindede naboer, der kunne hjælpe dem med støtte. Egypten, som Gaza grænser op til, bøvler selv med Hamas ideologiske ophav, det Muslimske Broderskab, og det var derfor utænkeligt at vente nogen form for udstrakt hånd fra den kant. Da Hamas tog magten i Gaza var det et præventivt angreb for at undgå at Fatahs millitser skulle gøre det. Disse millitser var direkte og inddirekte blevet bevæbnet af Israel, der nødtvungent havde fulgt amerikansk ordre. Israel var tilbageholdne, fordi de frygtede at de i sidste ende skulle kæmpe mod våben, som de selv havde leveret. Ordren fra USA var imidlertid klar, og Israel gjorde som der blev sagt. Mange af våbnene endte, i parantes bemærket, ikke hos Abbas Præsidentgarde eller hos sikkerhedschef Muhammad Dahlans Præventive Sikkerhedsstyrke, men hos Hamas, fordi isenkrammet lynhurtigt, med korrupte Fatah-folk som mellemmænd, blev solgt på det sorte marked i Gaza.
Men ellers var det Fatah-krigernes dårlige kampmoral, der afgjorde sagen. Ironisk nok var blokaden ovenpå Hamas valgsejr gået ud over Fatahs evne til at betale sine kæmpere løn. Og, skrev Avineri, "medlemmerne af Fatah ved ikke, hvad de kæmper for. Gazas befolkning støtter Hamas, fordi de tror på, at de bekæmper den israelske besættelsesmagt. Deres modstandere ser ud som besættelsesmagtens kollaboratører. (...) Det er ikke et spørgsmål om islamisk fundamentalisme. For alle nationer gælder det samme: De hader dem, der samarbejder med en fremmed besættelsesmagt, hvad enten de er norske (Quisling), franske (Petain) eller palæstinensiske.

Quislinge-kontinuitet

Israel tidligere har søgt at trække tænderne ud på den palæstinensiske modstand mod besættelsen gennem etablering af politiske Quislinge-strukturer. Således i 70erne, hvor man oprettede såkaldte landsbyligaer, der skulle fungere som politisk alternativ til det PLO, som israelerne dengang betragtede som en virkelig modstander. Da PLO-folk engagerede sig i disse nye strukturer, begyndte Israel at myrde dem med bilbomber, og de kom aldrig til at fungere som acceptable alternativer til denne "terrorismens infrastruktur". Og selve den fredsproces, som Fatah har skandaliseret sig selv ved at støtte og låne legitimitet til, og som Hamas er blevet populær på at være modstander af, kan også betragtes som forsøg på at engagere Arafat og Fatah som underleverandører til den israelske besættelse. Arafat står ganske vist stadig for de fleste palæstinensere i et positivt lys, men det der reddede ham var, at han til sidst måtte sige nej og derfor blev erklæret for irrelevant af israelerne og amerikanerne.
Den højere mening med bevæbningen af Fatah-millitserne var, fra israelsk og amerikansk perspektiv, den samme som meningen med landsbyligaer og Oslo-proces: At installere en politisk infrastruktur i Palæstina efter Israels hoved. Men hvor de hidtidige forsøg gjorde sig den umage at tage sig demokratisk ud, i det mindste på overfladen var bevæbningen af Fatahs millitser et forsøg på et regulært militærkup, et voldeligt design af den form for to-statsløsning, som israelerne ønsker sig. Israel havde, ved rømningen af væbnede styrker og bosættere fra Gaza i 2005, håbet at kunne sætte såvel Gaza som Hamas uden for ligningen. Men Gaza vedblev at være et problem, og Hamas blev det endnu mere, da den palæstinensiske befolkning stemte den i flertal i det palæstinensiske parlament. Den amerikanske Plan med bevæbningen af Fatah-millitserne var at sætte Hamas fra bestillingen i de besatte områder, og dermed gøre Mahmoud Abbas relevant og hans politik endnu mere fremkommelig end den var det i forvejen.
Den amerikansk-palæstinensiske kommentator og medstifter af hjemmesiden Electronic Intifada, Ali Abunimah, skrev den 14. juni, at kuppet i Gaza var endnu et nederlag for den amerikanske politik, der går ud på at føre stedfortræderkrige mod skurke, der af den ene eller anden grund ikke falder i hak med amerikansk udenrigspolitik. I Afghanistan fremturer Taleban, trods støtten til den afghanske regering og i Libanon fremstod Hizbollah som sejrrige efter en måneds israelske angreb. Irak er et kapitel for sig, men godt er det ikke gået. Abunimah sammenligner forløbet i Gaza med Iran-Contra skandalen fra 80erne, og det er der flere gode grunde til. Én er selvfølgelig den åbenlyse, at amerikanerne, som i tilfældet Nicaragua, har bevæbnet millitser med det formål at destabilisere, og i sidste ende detronisere et styre med folkelig opbakning. Den anden grund har et navn: Elliot Abrams.

Elliot Abrams

Elliot Abrams var i 1980erne amerikansk viceudenrigsminister med særligt ansvar for menneskerettigheder i Latin- og Mellemamerika. Han er blevet kritiseret af menneskerettighedsorganisationer for sin involvering i, og forsøg på at dække over de grusomheder, som de højreorienterede og i amerikansk forstand demokrati-forkæmpende latinamerikanske regimer. Og han var en af de centrale figurer i Iran-Contra skandalen, en rolle han blev retsforfulgt for. Han blev dog aldrig dømt for sin rolle i forbrydelserne, men for at have løjet om dem for kongressen. Men senere benådede Bush den ældre ham, sådan at den yngre kunne bruge ham som stråmand til en sammensværgelse, der i hensigt og indretning ikke lå fjernt fra den han havde været del af, og som han var dømt for at lyve om. Som hensigten i Nicaragua var at komme det sandinistiske styre til livs i en stedfortræder-krig ført af de såkaldte Contraer, var hensigten i Palæstina at kuppe Hamas fra magten. Der var dog to forskelle. Den første var, at bevæbningen af Fatah ikke var finansieret ved våbensalg til USAs fjender, men ved at lade USAs ængstelige eller villige allierede i Ægypten, Saudiarabien, Jordan og De Forenede Arabiske Emirater om at levere isenkrammet. Den anden forskel består ifølge en af Rose's kilder, en forhenværende efterretningsmand med erfaring indenfor hemmelige operationer, i at foretagendet ikke var decideret ulovligt: "Det var på grænsen, men formentlig ikke ulovligt".

Muhammad Dahlan

Planen, som Bush-Rice havde givet deres velsignelse og støtte, og som Abrams var en af arkitekterne bag, bestod af tre dele. Den ene var den nævnte bevæbning af Fatah-millitserne, den anden var bestræbelsen på at få en tøvende Abbas til at afskedige den koalitionstregering, som Hamas havde dannet sammen med Fatah for at komme internationale bekymringer i møde. Den tredje bestod i at lade Muhammad Dahlan, Abbas' forhenværende nationale sikkerhedsrådgiver og Fatahs strongman i Gaza, slå til mod Hamas, så organisationen kunne mærke det. Dahlan var, havde Bush sagt, "en god og solid leder". Han var "vores mand", og så ud til at kunne levere den efterspurgte vare.
Men Dahlan, der havde vundet prædikaterne god, solid og "vores" ved tidligere at have ført en hård kurs overfor Hamas, var i følge eget udsagn selv i tvivl om Fatahs kampevne. Til Rose har Dahlan udtalt, at han "gennemførte en del aktiviteter for at give Hamas den opfattelse, at vi stadig var stærke, og at vi havde kapaciteten til at stå imod dem", men at han "vidste i sit hjerte, at det ikke var sandt". Dahlan betydede Abbas, at Hamas kun var "en beslutning fra at tage over", og blev derfor enig med sig selv om at føre "en meget kløgtig krig" der, ifølge dens overlevende ofre, bestod i blandt andet tortur og kidnapning. Men ellers var det kløgtigste ved den, at den tilfredsstillede de besynderlige kriterier for demokratisk kultiverethed, som Danmarks, Israels og andre regeringer deler med den amerikanske administration.
Nu er spørgsmålet, hvad der faktisk er at lære af hele denne historie. For Hamas, der ved gud ikke er nogen særlig demokratisk organisation i forvejen, er læren, at det ikke er umagen værd at demokratisere sig, fordi det vestlige udgangspunkt for demokratisering af Mellemøsten er en fastholdelse af status quo med Israel som besættelses- og kolonimagt. Det var den status quo, som Hamas skulle acceptere, hvis organisationen skulle tilfredsstille de besynderlige kriterier for demokrati, sådan som de formuleres i den amerikanske adminstration; og i den danske, der i denne og andre sager er den anden balle på den samme røv.
For de palæstinensere, der har sluttet sig til, støttet og stemt på islamisterne i Hamas er læren, at deres interesse i at leve og tilstræbe et liv uden besættelse og apartheid er relativt hjemløs udenfor det Hamas, der i store dele af den palæstinensiske offentlighed opleves som alternativet til de quislinger, som USA, EU og Israel har dømt dem værdige til at blive styret af. For Israel er læren den, at det demokratiske ridderslag, som staten direkte og inddirekte bliver tildelt, er et carte blanche til fortsættelse af besættelse og etnisk udrensning.
Og i Danmark kan vi lære, at de universelle demokratiske værdier, der er "fundament" for og "gennemsyrer" vores samfund ikke virker. Eller vi kan konstatere, at værdierne åbenbart ikke er universelle nok til at gennemsyre dansk udenrigspolitik, som den føres i forhold til konflikterne i Mellemøsten.

Abunimah, Ali: "A setback for the Bush-doctrine", Electronic Intifada 14. Juni 2007
Avneri, Uri: "Crocodille Tears", Gush Shalom 16. Juni 2007
DeSoto, Alvaro: "End of mission report", kan findes på internettet
Rose, David: "The Gaza Bombshell", Vanity Fair april 2008

Solidaritet
Venstresocialistisk tidsskrift for analyse & debat
Oktober 2008, nr. 4
http://solidaritet.dk/