Solidaritet. Oktober 2008, nr. 4 - Indhold
Nikolaj Villumsen
Sms-kædebeskeder spillede en afgørende rolle for Ungdomshusbevægelsens overlevelse efter rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej 69. Brugen af mobilkommunikation gjorde det muligt at organisere ungdomshusstøtternes modstand mod myndigheder og politi. Ungdomshusoprøret ligner i sin netværksstruktur moderne folkelige protest bevægelser i både USA og på Filippinerne.
Specialstyrker fra politiet stormede med hjælp fra militærhelikopter torsdag den 1. marts 2007 Ungdomshuset på Jagtvej 69. Mens modstanden i Ungdomshusbevægelsens hjerte blev nedkæmpet spredes bølger af sms-beskeder sig ud i den københavnske morgen. Fra mobiltelefon til mobiltelefon spredes budskabet om rydningen i beskeder som "Ungeren bliver ryddet nu! De har firret folk med på taget... Send videre!" Beskederne fik i de følgende dage fik tusinder til at gå på gaden i protester, der flere gange udviklede sig til voldsomme gadekampe.
Reelt var bevægelsen dagligt truet af udslettelse. Uden hus og fast organisationsstruktur kunne bevægelsen let falde fra hinanden eller hendø. Den fysiske mødeform blev afløst af en netværksstruktur, hvor modtageren af en sms-besked oftekender afsenderen. De personlige relationer vigtig for den troværdighed modtager ligger i beskeden. Derved er det en megen personlig form for kommunikation, hvor redskabet, mobiltelefonen, ligeledes bæres tæt på kroppen. Brugen af dette medie var en vigtig faktor i skabelsen af det sammenhold bevægelsen havde brug for at overleve. I modsætning til hvad politikere og politi håbedede blev rydningen nemlig ikke enden på den bevægelse for et selvstyrende Ungdomshus, som var vokset markant frem fra cirka et år før rydningen. Allerede få timer efter rydningen startede sammenstødene mellem politi og ungdomshusstøtter. Dagene efter skulle byde på de største gadekampe i Danmark siden 2. Verdenskrig med tusinder af deltagere og over 800 anholdte. Afgørende for omfanget af protesterne var brugen af sms-beskeder. Beskederne gjorde det muligt for Ungdomshusstøtterne, som her kaldes 69'erne, hurtigt at sende information og opfordringer til hinanden mens de i bogstaveligste forstand bevægede sig fra barrikade til barrikade. Kædebeskederne adskilte sig ikke synderligt fra den normale brug af sms-beskeder blandt unge i Danmark, hvor millioner af beskeder dagligt sendes fra person til person. Nu handlede budskabet bare om demonstrationer, gadefester og aktioner. Fra mobil til mobil vandrede beskederne, der ofte indeholdt opfordringer som: "sende videre", "spred ordet" og "forward". Kædebeskederne viste sig at blive et centralt redskab til at koordinere, mobilisere og skabe sammenhold for bevægelsen. På denne måde blev Ungdomshusbevægelsen en dansk pioner i brugen af mobilteknologi til socialt oprør.
Ungdomshuset var centrum for bevægelsen. På det ugentlige mandagsmøde i den gamle arbejder -festsal, hvor historiske personer, som Lenin og Rosa Luxembourg har talt, blev der truffet beslutning om stort og småt i konsensus. Med rydningen var dette ikke længere muligt. Bevægelsen havde besluttet sig for en såkaldt "rydningsplan", hvis Ungdomshuset blev ryddet. Men allerede den 1. marts kom flere arrangementer til: "Demo fra rådhuspladsen kl. 22, kampen fortsætter... Politiet anerkender at de ikke har det under kontrol!" Ikke blot var det muligt for bevægelsen at mobilisere gennem beskederne, men også at træffe beslutninger om hvad man skulle foretage sig. En planlagt cykeldemonstration blev flyttet til dagen efter til fordel for en stor demonstration fra Rådhuspladsen med beskeden "Kritiske masser- cykeldemo rykket til i morgen. Send videre". Da cykeldemonstrationen dagen efter blev afholdt rapporterede Politiken om 1000 deltagere. Dette forholdsvis høje antal siger noget om hvor mange der har været involveret i beslutningen om at flytte demonstrationen.
Afsenderen af en kædebesked ved ikke hvor langt beskeder kommer og om modtagerne gider sende beskeden videre eller ej. Beskederne er intime fordi de som beskeder vandrer fra enkeltperson til enkeltperson, men rummer yderligere et inkluderende element fordi udbredelsen er ubegrænset. Denne form for mobilisering kan derved potentielt spredes enormt langt ud. På denne måde virkede beskederne ikke bare til at holde sammen på netværket af 69'ere, men også til at trække nye til, der kunne mobiliseres gennem kædebeskederne.
Det kan undre at det overhovedet er muligt at bruge denne åbne og ukontrollerede form for kommunikation. Men 69'ernes netværk var troværdigt og kunne selvregulere fejlinformation på under en time. Eksempelvis forlød det om søndagen fire dage efter rydningen at den af 69'erne forhadte leder af Faderhuset, Ruth Evensen, ville komme til cafeen Stafanshus på Nørrebro blot få hundrede meter fra det tidligere Ungdomshus: "Mellem 20 og 21 er Ruth Evensen på Stefanshus på stefans gade på nørrebro. Hun skal lave live interview. Send videre hurtigt." Beskeden udløste på bare en time bølger af modbeskeder: "Ruth kommer ikke på Stefanshus!!! Det var en and. Send videre - vigtigt!", "Ruth kommer IKKE på Stefanshus! Det er en and! Det er blevet tjekket!", "Ruth kommer IKKE på stafanshus! Det er en slags borgermøde og det er ikke noget man skal lave ballade over! Gør noget andre steder! Send videre-" og "Ruth kommer IKKE til debatmøde på stefanshus! Gør noget andre steder! Send videre-" Beskederne ligner hinanden, men har små ændringer. Det viser meget godt den bølgestruktur, der er kendetegnende for kædebeskederne. Den enkelte modtager kan vælge at sende videre, lade være, rette beskeden til og sende videre eller simpelthen sende en modbesked ud. Beskeden om Ruth Evensens besøg kan have været startet af både venner og fjender af 69'erne, men afgørende er at bevægelsen hurtigt og effektivt lykkedes i at forhindre en storm af DRs live udsendelse fra Stefanshus, hvor Ruth Evensen ikke deltog. Netværket er troværdigt fordi afsender og modtager oftest kender hinanden. Det er ikke ønskværdigt at fejlinformere venner, bekendte eller sågar familie og derfor er kollektivet i stand til at regulere informationen.
Det er ikke alle der kunne vinde opbakning i Ungdomshusbevægelsens netværk. For at få en holdning eller opfordring ud var det afgørende at kende sprogbrugen, som 69'erne anvendte. Dette kunne for eksempel være udtryk som: "ornli sygt", der ikke handler om sygdom, men betyder at noget er godt. Helt afgørende for en kædebeskeds succes var afsenderens kontakter. Bevægelsen bestod af grupper, organisationer og enkeltpersoner og skulle den samles var det afgørende at vinde opbakning fra de forskellige dele af bevægelsen. Knudepunkterne mellem de forskellige dele af netværket blev derfor magthaverne i bevægelsen. Disse knudepunkter kunne få tingene til at ske, men havde også brug for ikke at ligge sig ud med deres kontakter i de forskellige dele af bevægelsen. Troværdigheden af afsenderen er afgørende for om personens budskab når ud. Hvis ikke afsender bliver anset som seriøs for eksempel på baggrund af fejlinformation eller ikke er respekteret kommer sms'en ikke rundt i netværket. Vigtigheden af disse kontakter afspejles eksempelvis i det tabu mod kritik af forskellige aktionsformer, som herskede i bevægelsen. Ved ikke at kritisere vold og hærværk undgik enkeltpersoner eller organisationer at ligge sig ud med deres kontakter. I stedet kunne kollektivet afstemme en holdning om aktionsform ved at sende beskeder uden afsender fra telefon til telefon. Dette var eksempelvis tilfældet efter den spektakulære Aktion G13, hvor tusinder af demonstranter havde forsøgt at besætte den gamle vandværksgrund på Grøndalsvængeallé 13 i det københavnske Nordvest-kvarter. Aktionen var en kæmpe mediemæssig succes, hvor hundreder af demonstranter trængte igennem det massive politi opbud uden brug af vold. Demonstranterne havde benyttet sig af konfrontativ civil ulydighed, men havde ikke kastet sten eller bygget barrikader. I modsætning hertil havde politiet brugt tåregas, knipler og lavet hundreder af anholdelser. Da aktionen blev afblæst af arrangørerne om aftenen var det uvist om 69'erne ligesom flere gange tidligere ville bygge barrikader, kaste sten og lave hærværk. Demonstranterne havde forberedt Aktion G13 gennem længere tid og havde under aktionen ikke brugt smsbeskeder, men ved afslutningen bølgede anonyme beskeder rundt med opfordring til ikke at lave vold: "NO RIOTS TODAY - INGEN OPTØJER I DAG. STOP PEOPLE IF YOU SEE THEM ATTACKING POLICE OR BURNING THINGS. SEND THIS MESSAGE ON. G13" og "G13 aktionen har været en kæmpe succes, vi har sagt hva det var ville gøre og det har vi gjort. Bliv ved med at køre den ikke voldelige stil. Plan b,c og d fortsætter de næste uger. Tak for en fantastisk dag- kampen fortsætter!" Ved at sende disse beskeder til hinanden besluttede bevægelsen sig for at forholde sig i ro trods et massivt politiopbud på Nørrebro og vilkårlige anholdelser i løbet af aftenen.
Det var ikke kun 69'erne, der var opmærksomme på kædebeskedernes vigtighed efter rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej. En kædebesked kan nå både venner og fjender. Allerede få dage efter rydningen blev 69'erne bange for at besidde de vigtige kædebeskeder: "Slet info beskeder når de er læst. Folk anholdes nu på baggrund af SMSer i deres telefon. Send videre!". Frygten blev bekræftet af politiet, der i Ringsted anholdt en ung mand for "opfordring til gadekrig" på baggrund af en kædebesked. Beskederne førte dog ikke til sigtelser, men i perioden omkring rydningen, hvor hundreder blev anholdt fik kædebeskeder meget naturligt et "slet" tilføjet i frygt for anholdelse. Eksempelvis "Nedrivningen er begyndt! Duk op, send videre og slet den besked."
På samme måde som oprører før dem har brugt molotovcocktailen mod overlegne modstandere udnyttede Ungdomshusbevægelsen på succesfuld vis mulighederne i moderne mobilteknologi. Ved brug af sms'er kunne bevægelsen mobilisere modstand uden fysisk at behøves at samles og uden at have en fast ledelse. Sms'erne spillede en afgørende rolle i hektiske øjeblikke hvor urigtig information eller uenighed florerede i bevægelsen. Om end underlegen i resurser var Ungdomshusbevægelsen gennem sin hurtighed, mobilitet og ikke mindst muligheden for at samles og spredes igen i stand til at udfordre et veludrustet dansk politi. Den store udbredelse af mobiltelefoner og den lave pris på sms'er gav 69'erne et moderne våben til socialt oprør i hænderne.
Ungdomshusbevægelsen er ikke alene om at bruge moderne mobilkommunikationsteknologi til at organisere protest. I protesterne mod Verdenshandelsorganisationen, WTO, i Seattle i 1999 benyttede demonstranterne sig også af den såkaldte, "smart mob", strategi. Gennem brug af mobiltelefoner og bærbare computere var det muligt for demonstranterne at sprede sig ud i mindre grupper og samles igen. På denne måde blev det muligt for globaliseringsaktivisterne i Seattle at blokere topmødet trods et stort politiopbud. Hvor det i USA lykkedes at stoppe WTO topmødet spillede smskæder en vigtig rolle i mobiliseringen, der førte til den filippinske præsident Estradas fald i 2001. Den uheldige præsident blev på utroværdigvis frikendt for korruptionsanklager, men allerede 25 minutter efter havde 25.000 demonstranter samlet sig på en central plads i Manila og krævede præsidentens afgang. Demonstranterne var mobiliserede gennem kædebeskeder. I løbet af fire dage fulgte omkring 1 mio. mennesker kædebeskedernes opfordring og samlede sig på pladsen. Det er bemærkelsesværdigt at Filippinerne ligner Danmark, når det gælder prisen for at sende en sms. Begge steder er det relativt billigt og tilgængeligt for almindelige mennesker. Den lave pris er selvfølgelig en vigtig faktor for udbredelsen og tilgængeligheden af teknologien. Ungdomshusbevægelsen var banebrydende med den omfangsrige brug af moderne mobilteknologi som redskaber til organisering. Et våben som fremtidige sociale bevægelser formentlig også vil drage nytte af.
Solidaritet
Venstresocialistisk tidsskrift for analyse & debat
Oktober 2008, nr. 4
http://solidaritet.dk/