Solidaritet. Oktober 2008, nr. 4 - Indhold
af Boris Kagarlitsky
Han er russisk socialist og aktivist: Boris Kagarlitsky, og leder Institute for Globalisation Studies i Moskva. Han beretter om hvordan reaktionen på krigen i Georgia har været i Rusland og opridser krigens konsekvenser, både lokalt og på verdensplan.
På et internationalt plan er konflikten et stor fiasko for USA, i hvert fald i Centraleuropa og i Kaukasus. Den har pludselig vist at den eneste supermagt har både begrænset indflydelse og kontrol. Der er tilfælde hvor supermagten ikke kan beskytte sine vasalstater - som nu Georgien.
Men det er en vanskelig situation for venstrefløjen i Rusland, fordi der ikke er én side man kan sympatisere med. På den ene side afviser vi, der udgør flertallet på venstrefløjen, på det kraftigste alle forsøg på at fremstille Mikhail Saakasjvili's Georgien som et offer. Ikke bare fordi de teknisk set var de der først begyndte invasionen i Sydossetien, men også pga. karakteren af dette regime der er George Bushs nærmeste allierede i området.
Georgien er i realiteten blevet mere afgørende for USA's strategi end f.eks. Tyrkiet eller Aserbajdsjan, som er begyndt at udvise politisk uafhængighed, når det drejer sig om deres beslutninger på visse felter.
På ironisk vis betyder de georgiske troppers nederlag godt nyt for folk i Georgien, fordi det kan medføre øget modstand mod Saakasjvilis regime blev. Det kunne få mange georgier til at overveje en ekstra gang, hvad de mente om forholdet mellem deres land og USA. Mit håb er at mange vil drage en konklusion ud fra det, der netop er foregået.
Men der er på den anden side ingen fornuft i at fremstille Rusland som en slags fredsbevarende styrke sådan som russiske myndigheder foregiver. Frem for alt er det utvivlsomt, at de russiske ledere har deres egen imperialistiske dagsorden i Kaukasus.
Vi er vidende om at de russiske styrker trængte meget længere ind i Georgien en nødvendigt, set fra et militært synspunkt. De russiske generaler ønskede af en magtdemonstration og at ride med på bølgen af nationalisme i det russiske samfund.
Men vi har heller ingen sympati med regimet i Sydossetien, som også er både korrupt og autoritært. Det er intimt forbundet med smugleri af falsk vodka til Rusland. Hundredvis af mennesker dør hvert år, fordi de bliver forgiftet af denne falske vodka. Det er faktisk grunden til, at Rusland har mistet flere på grund af vodkaen fra Sydossetien end i den reelle kamp mod tropper fra Georgien!
Derfor betragter vi krigen som en uretfærdig krig - som en imperialistiske krig - ført af begge parter. Vi kan kun udtrykke sympati med civilbefolkningen på begge sider af grænselinien, der er blevet fanget i krydsilden, både i Georgien og i Sydossetien.
Jeg mener at krigens følger vil være mere dramatiske i Georgien end i Rusland.
Den russiske regering er blevet styrket af konflikten, både internt og internationalt, mens regimet i Georgien er blevet svækket. Men jeg forestiller mig ikke, at indflydelsen på det russiske samfund vil blive særlig dybgående. Enhver kan se, at det drejer sig om en krig, der ikke kunne tabes, de indbyrdes styrkeforhold taget i betragtning.
Af kulturelle grunde har russere en svaghed for Georgien. Specielt den ældre generation af russere elsker grusisk vin, køkken, film o.s.v. Så forsøgene på at skabe en form for anti-georgisk modstandog spille på racistiske og nationalistiske følelser, er i det store og hele slået fejl i Rusland.
Der er én pudsig bivirkning af denne krig som vil påvirke russisk økonomi og samfund på afgørende vis. Det er at det ser ud til at blokere for at Rusland kommer ind i Verdenshandelsorganisationen, WTO. Det betragter jeg som godt nyt - det betyder, at masser af arbejdspladser i Rusland vil blive reddet, og det vil være en fordel for den russiske arbejderklasse.
Den amerikanske regering har rejst tvivl om Ruslands indtræden i WTO. Begge præsidentkandidater - Barack Obama og John McCain - har udtalt sig negativt om russisk WTO-deltagelse. Det er åbenlyst, at Georgien som allerede er i WTO vil blive en modvillig forhandler for Rusland. Også Ukraine er nu på dårlig fod med Rusland og vil modsætte sig deres optagelse.
Man må ikke glemme, at denne krig finder sted på et tidspunkt, hvor vi oplever en verdensomspændende økonomisk krise, som kun er ved sin begyndelse.
Inden krigen var der en diskussion indenfor venstrefløjen i Rusland om krigen faktisk ville komme. Jeg må desværre indrømme at jeg hele tiden sagde, at den sandsynligvis ikke ville bryde ud, at begge parter ville være så fornuftige, at de standsede i allersidste øjeblik. Virkeligheden gav mig uret.
Men min kollega Vasily Koltashov, der er leder af den økonomiske forskningsafdeling ved Institute for Globalisation Studies, fremhævede at når kapitalismen er i en strukturel krise forøges antallet af militære konflikter hver eneste gang. Og han fik ret.
Konflikten i Kaukasus er et krisetegn for den neokonservative strategi for USA's imperialistiske fremtrængen.
Krigen mod terror er en blindgyde, og nu ser man det tydeligt. Selvom USA kan gøre krav på visse tekniske sejre i Irak er de ikke i stand til at lave en strategi til krigens afslutning - der er ingen Plan B.
De har godt nok haft held til at sænke antallet af dræbte amerikanere. Men det er et spørgsmål om man vil nå frem til den situation, hvor der ikke længere vil være amerikanske tropper der kæmper i landet.
Den succes, der har været ved at antallet af døde er i en bølgedal, giver ikke noget svar på det strategiske spørgsmål: hvad skal der ske i Irak?
Og med den krise som krigen i Georgien er udtryk for, nemlig at USA ikke er i stand til at beskytte en vasalstat mod angreb fra en anden magt, er vi kommet i en situation hvor ganske mange andre undersåtter nok vil tænke sig om en ekstra gang.
Oversat fra engelsk af Stig Hegn efter The US and Russia: the limits of a superpower i: Socialist Worker 2115, 23 August 2008,
Solidaritet
Venstresocialistisk tidsskrift for analyse & debat
Oktober 2008, nr. 4
http://solidaritet.dk/