Solidaritet. Juni 2008, nr. 3 - Indhold
af Nikolaj Willumsen
Samtidigt med at SF står på tærskelen til ministerposter ømmer andre dele af den europæiske venstrefløj sig efter regeringsdeltagelse. I en europæisk kontekst er det ikke unikt at et venstrefløjsparti får del i regeringensmagten, men erfaringerne fra Italien og Frankrig skræmmer.
Ved det italienske valg led venstrefløjen et svigende nederlag. Trods at det var lykkedes at samle både de to store kommunistpartier PRC, Kommunistisk Genopbygning og PCdI, de italienske kommunisters parti samt de grønne, Verdi, i den såkaldte Regnbuekoalition, opnåede partierne ikke andet end et totalt kollaps. Med 3,2 % af stemmerne var der langt fra spærregrænsen på 4% og endnu længere til resultatet fra 2006, hvor partierne fik over 8% af stemmerne. Koalitionen tabte dermed over 2 millioner vælgere og indkasserede ikke mere end lidt over 1,1 million stemmer. Parlamentarisk, økonomisk og organisatorisk er det en katastrofe for den normalt stærke italienske venstrefløj.
Stillet overfor Berlusconi, som premiereminister valgte venstrepartierne i 2006 at gå til valg på regeringsdeltagelse i en centrum-venstreregering. Italienske regeringer skal modsat danske være flertalsregeringer og konsekvensen ved at stå udenfor en regeringen ville have været en højreregering. Valget 2008 blev en sejr for Berlusconi og en fordobling af stemmerne til det fremmedfjendske Lega Nord, der går ind for Norditaliensk løsrivelse. Resultatet kalder på selvransagelse og intern afklapsning. Særligt det sidste er for øjeblikket tilfældet.
- Folk mistede tiltro til vores parti, Lega Nord havde et nyt udtryk, det Demokratiske parti (socialdemokraterne) var nogle gange gode og mange undlod at stemme. Vi kan konstatere en amerikanisering i et to partisystem og et klart ryk til højre. Vi skal vinde på at skabe sociale ændringer, men hvordan bliver vi effektive. Lige nu har vi tabt vores vælgere til højre, siger Roberto Musacchio, medlem af EU-parlamentet (MEP) for PRC.
- Venstrefløjen skal være et totalt alternativ. Det demokratiske er et kapitalistisk parti og kun en fotokopi af Berlusconi. Derfor tabte de til Berlusconi. Vi skal ikke kun være venstrefløj til det Demokratiske Parti, men genopstå ved vores rødder, som modstandere af kapitalisme, liberalisme og imperialisme. Venstrefløjen har mistet sine farver. Vi skal eliminere politik, som erhverv og starte fra begyndelsen. Vi skal opbygge ét stort kommunistisk parti. Regnbuekoalitionen kan blive kommunistisk. Alle, der vil overvinde kapitalismen skal samles og skabe en klassekampsvenstrefløj, lød det fra Marco Rizzo, MEP PCdI, der understregede vigtigheden af at alle tager ansvar og sendte en skarp kritik til spidskandidaten for Regnbuekoalitionen og formand for det Europæiske Venstreparti, Fausto Bertinotti, der med hans optræden mere lignede Hard Rock Café og plastik end en arbejder.
Den sicilianske litteratur-professor Guisto Catania og MEP for PRC er skeptisk overfor Rizzos tolkning af resultatet.
- Det er et paradoksalt resultat. Da vi var i regering blev vi kritiseret fra venstre, men ved valget tabte vi stemmer til højre. Det er paradoksalt i forhold til den kritik vi har fået af Sinistra Critica, siger Catania og henviser til udbryderne fra PRC på baggrund af partiet støtte til øgede militærbudgetter for at holde italienske soldater i krigen i Afghanistan. Sinistra Critica er fra 4. Internationale og fik til valget ved at stille op selvstændigt blot 0,4 % af stemmerne.
- FIAT-arbejderne stemte på racisterne i Lega Nord. De kritiserede os for ikke at beskæftige os med arbejderrettigheder, men udelukkende homo'er, sigøjnere og borgerrettigheder. Spørgsmålet er om vi skal gå med i det Demokratiske Parti, isolere os eller genåbne et nyt parti, hvor også homo-spørgsmålet kan rummes, fastslår Catania.
- Vi har hverken vundet sociale eller symbolske sejre i regeringen. Regeringens taktik var forfærdelig fordi vi klippede grene over til freds, miljø og fagbevægelsen ved at stemme for de militære udgifter og forringe arbejdernes vilkår, lyder konklusionen fra den tidligere talsmand for G8 protesterne i Genova, Vittorio Agnoletto, MEP PRC. Der ikke ser nogen fremtid for Regnbuekoalitionen.
- Vi skal ikke samle kommunisterne for at underlægge os et Demokratiske Parti. Den måde vi stillede op på førte til vores nederlag. Vi er ikke os selv nok og nye grupper og bevægelser skal inddrages.
Historisk har de franske og italienske kommunistpartier været sværvægtere på den europæiske venstrefløjen, men begge er i dag kun skygger af sig selv. Franske PCF har længe skrantet og dagene hvor partiet var ledende på den franske venstrefløj virker meget fjerne. Siden partiet i 1981 for første gang, siden 30'ernes Folkefront, gik i regering med det franske socialdemokrati, PS, har PCF udviklet sig fra at være det største parti på den franske venstrefløj til ved præsidentvalget i 2007 at få under 2% af stemmerne. PCFs tætte alliance med socialdemokraterne har ikke været let og partiet har gentagne gange måtte ligge stemmer til privatiseringer og anden politik, de egentlig var modstandere af, men som den regering de sad i eller sågar deres egne ministre gennemførte. En paradoksal situation, der ikke forbedres af at partiets styrke med 17 parlamentsmedlemmer, to MEPere og mange hundrede borgmestre kommer i stand gennem et valgteknisk samarbejde med PS. Brydes samarbejdet ryger både de penge det forgældede partiapparat lever af og den umiddelbare mulighed for en venstreregering. Et brud der endnu ikke har været flertal for.
I Frankrig er en omdannelse og udvidelse af 4. Internationale partiet LCR, Revolutionære Kommunisters Forbund, på vej. Særligt den meget populære præsidentkandidat, Olivier Besancenot, giver partiet, med sloganet 100% til venstre, blod på tanden. Kommunalvalgene i marts 2008 blev et mindre gennembrud for LCR, der opnåede over 5% i 105 af de 127 kommuner, hvor de opstillede. I flere mellemstore franske byer fik partiet over 10% af stemmerne. Resultaterne afspejler dels et meget bevægelsesorienteret parti, der meget aktivt støtter lokale kampe mod privatiseringer og udflytning af arbejdspladser, men også en træthed over PS's højredrejning. Modsat LCR klarede PCF i kommunalvalgkampen skærene dårligt og kæmpede for at beholde sine lokale bastioner, der særligt tæller forstæderne til Paris. Her var partiet kraftigt udfordret af sin socialdemokratiske alliancepartner.
De regeringsdeltagende partier møder modsat Frankrig ingen umiddelbar udfordring fra venstre i Italien. De tre opstillede partier til venstre for Regnbuekoalitionen fik tilsammen knap 2% og ingen af dem over 1%. Dårligst gik det Sinistra Critica, der modsat kammeraterne i LCR ikke slog igennem, som alternativ til venstre. Spørgsmålet er mere hvad der ligger af uudnyttet potentiale i den udenomsparlamentariske venstrefløj og de sociale bevægelser.
Venstrefløjen i Nordeuropa er modsat Frankrig og Italien i fremgang. Udover den nyværende succes for danske SF kan både Hollands Socialist Parti, SP, og det tyske Venstreparti, Die Linke, notere markante medlems- og vælgermæssig fremgang. I Holland har SP taget terrænet fra et højredrejet Socialdemokrati ved hård aktivistisk benarbejde og dygtig kommunikation. Partiet kan både notere valgsejre nationalt og lokalt samt en kæmpesucces i forfatnings-afstemningen, hvor partiet var ene om at anbefale et nej. SP er med sine 45.000 medlemmer og mellem 13-16% opbakning Hollands tredjestørste parti med ambitioner om regeringsdeltagelse.
- Når socialdemokraterne forlader oppositionen kan venstrefløjen markere sig. Dermed bliver der behov for en ny politik til venstre. Vi skal blive "de gode" der sikrer almindelige mennesker i fremtiden, lyder opskriften fra Erik Meijer, MEP fra hollandske SP.
Den socialdemokratiske højredrejning kan også tilskrives en stor del af æren for venstrefløjens fremgang i Tyskland, hvor det er lykkedes det nystiftede Die Linke at få venstrefløjen i Vesttyskland over spærregrænsen på 5% for første gang siden Hitlers magtovertagelse.
- Vi har succes fordi vi kæmper mod fattigdom. Vi stemmer ikke for privatisering, deltager ikke i krige og kæmper mod nedskæringsprogrammet Hartz IV. Det er venstrefløjens røde tråd. Vi mener selv vi er regeringsdygtige, men det er socialdemokraterne ikke, griner Tobias Pflüger, anti-krigsaktivist valgt for Die Linke til EU-parlamentet. Han ønsker i lighed med Vittorio Agnoletto, at organisere en nyopbygning af venstrefløjen i samarbejde med sociale bevægelser.
Spørgsmålet er om SF, SP og Die Linke vil lykkedes i at bryde venstrefløjens onde cirkel eller om også de vil skære deres egne grene over.
Nikolaj Willumsen er ansat af Folkebevægelsen mod EU og er ansat som sekretær i Europarlamentet.
Solidaritet
Venstresocialistisk tidsskrift for analyse & debat
Juni 2008, nr. 3
http://solidaritet.dk/