Solidaritet. Juni 2008, nr. 3 - Indhold
af Michael Schølardt
Filmanmeldelse af Det som ingen ved
Instruktion: Søren Kragh-Jacobsen
Det kræver mod at lave en film i en genre som amerikanerne er mestre i; komplot og paranoia, og som samtidig skal forholde sig til en virkelighed, som hurtigt overhaler filmen. Meget er lykkedes i kraft af, at nok skæves der klart til de amerikanske forlæg, men samtidig bliver hovedpersonerne gjort vedkommende som almindelige mennesker, altså det kunne være dig, klarest via hovedpersonen Thomas, som spilles fremragende af Anders Berthelsen. Musikken af Trentemøller er en selvstændig fornøjelse og understreger alvoren.
Man kan som flere anmeldelser siger, at filmen er en advarsel om noget som kan komme. Jeg vil hævde at filmen dramatiserer noget, som har været og allerede er.
Det som siden blev PET havde ikke evnet at forsvare enevælden mod demokratiets (samfunds)undergravende kræfter, og næste opgave var at forsvare borgerskabet imod Socialdemokraterne. Deres opkomst blev hilst på følgende måde i politiets årsrapport i 1871: "Mens året 1871 ikke i nogen særlig grad har lagt beslag på politiets kræfter til beskyttelse af den offentlige sikkerhed mod den art af forbrydelser, der hidtil har været så godt som alene om at true den, har dette år stillet nye krav til politiet derved, at socialismen pludselig er opdukken i vort samfund". Man kan næsten høre lettelsen over at have fundet en fjende, og det blev ikke sidste gang.
Den kolde Krig gav nye muligheder for efterretningstjenesterne, hvad bla. nye oplysninger om H.C. Hansen, den socialdemokratiske statsministers, samarbejde med CIA for nylig har afsløret. Men siden har antiterrorlovgivningen givet adgang til en overvågning, som er langt mere omfattende end man får indtryk via filmen. For et par år siden fik vi med filmen "De andres Liv" et indblik i overvågning - og især det den gør ved mennesker. I det hedengangne DDR blev ca 20% af befolkningen overvåget og registreret af Stasi. Idag overvåges og registreres 100 % af den danske befolkning. Grunden til forskellen er nok mest begrundet i, at det idag er muligt teknologisk og resourcemæssigt med en så omfattende registrering. Argumenterne for den er nogenlunde de samme. Staten må nødvendigvis forsvare sig mod undergravende kræfter. Og holdningen fra "menigmand" er ligeledes nogenlunde den samme: når man nu ikke har noget at skjule, er der ingen grund til at være bange for overvågning.
Derfor siger filmen, er ofrene ikke så meget filmens hovedpersoner, for som moren (Ghita Nørby) til Thomas siger :"Jeg sagde jo du skulle lade det være". Underforstået at når man ved hvorledes det forholder sig, skal man ikke opponere imod militære illegale grupperinger, atomvåben på Grønland, hemmelige fangeaftaler med USA, tortur mv., medmindre man er rede til at betale prisen. Ofrene er snarere almindelige samfundsengagerede mennesker af alle slags politiske overbevisninger, der bevidst eller ubevidst underlægges frygtens og mistænksomhedens politik. Men på den anden side er det manges beredevillighed til at betale for en (illusorisk) tryghed til gengæld for metoder, som vi er vant til at henregne til politistaten, som gør at ofrene også er de medskyldige.
PET-chefen og hans nærmeste håndlangere er dybt usympatiske i Sørens film. Det kan sagtens være. En ofte forekommende opfattelse af, at "vores" soldater, efterretningsfolk er bedre end andres som f.eks. russernes, amerikanernes eller englændernes er selvfølgelig vrøvl. Ikke kun for de civile der får en bombe i hovedet i Afghanistan, men også i den danske hverdag. Men systemet herhjemme mere smidigt end gaffa-tape om munden og kidnapning af børn. Vores PET folks kollegaer i Israel og Colombia (for nu at fremhæve de lande som vor statsadvokat og regering forsvarer imod Fighters & Lovers) bruger det og andet der er værre. Omstændighederne skaber reaktionsmåderne. Når Stasi-manden Gerd Wiesler i "De andres Liv" er mere menneskelig og skrøbelig end den danske PET chef Lange-Erichsen, er der ikke tale om en forskel i tankemåden, men en forskel i tiden og hvor de hører hjemme i hierakiet. Og måske også fordi der er tale om systemer i henholdsvis nedgang og opgang.
Mine egne oplevelser af PET-folk er, at de serverer trusler høfligt og med slips på. Og når en PET-agent i retten i sagen mod Fighters & Lovers rapporterer, er det såmænd blot en opgave som løses med en lønarbejders samvittighed. Andre dele af politiet er såmænd mere uregerlige, og holdes i disse tider akkurat ikke på plads af en stærk retspolitisk bevidst offentlighed. Når politilederen til mig sagde, at han ikke behøvede dommerkendelse til noget som helst. Og han i øvrigt ikke følte der var noget problem i hans betjentes voldudøvelse ved ransagningen af Solidaritetshuset (som bla. huser dette blads lokaler), så var det selvfølgelig med en stærk følelse af, at der ikke ville ske noget ved det. Og selvom såvel Byret og Landsret underkendte denne politiaktion, så vil der næppe komme en irettesættelse og erstatning for ødelagte døre mv..
Uden øvrig sammenligning beskæftiger filosoffen Hannah Arendt i bogen "Eichmann in Jerusalem" sig med ondskabens banalitet. Baggrunden er kidnapningen og den efterfølgende retssag i 1960 mod topnazisten Eichmann. I offentligheden og i historiebøgerne bliver han skildret som en person styret af ondskab. Men ved overværelsen af retssagen gik det op for det tyske jødiske flygtning Arendt, at Eichmann var noget langt farligere; nemlig en ganske almindelig mand i statens tjeneste, som efter bedste evne forsøgte at gøre sin pligt. I dette tilfælde at udrydde jøder mest effektivt. For Arendt er dette en karakteristik af et samfund som nok fortæller dig, hvad det er din pligt at gøre, men ikke lader dig stille spørgsmålstegn ved selve indholdet.
Det er tydeligt at Søren Kragh-Jacobsen har læst på lektien. Netværket, der er uden for enhver kontrol, har eksisteret. Og fordi vi først hører sandheden årtier efter - eksisterer noget tilsvarende nok stadigvæk. Gladio hed virkelighedens netværk. Et netværk af bevæbnede højreorienterede grupper som blev etableret af USA i spidsen i alle NATO-lande med det formål af bekæmpe alt venstreorienteret. Dele af virksomheden blev brugt til at etablere flugtveje for 10.000 nazister, hvoraf nogle som fx. Reinhard Gehlen skulle bruges i NATOs tjeneste. Først i 1990 blev dette netværk for alvor afsløret via gruppen P2 i Italien. P2 havde stået bag en lang række blodige attentater i Italien i 70-erne, som dengang blev tillagt venstrefløjen, og som var med til at destabilisere landet og umuliggøre socialistisk regeringsdeltagelse. Lignende mønstre lå der for en række andre lande i Europa, men meget blev fejet under gulvtæppet i kølvandet på de nye udenrigspolitiske strømme der fulgte med Østblokkens opløsning.
Hvor den italienske Gladio-gruppe var klar fascistisk orienteret, var de danske pendanter Absalon og Firmaet mere uldne, hvad der klart fremgår af filmen. Her spillede nationale interesser en stor rolle. Arne Sejr, som stod bag Firmaet, har givetvis benyttet sig af den ekstreme højrefløj som f.eks gruppen omkring Hertel til indsamling af oplysninger om venstrefløjen. Men det var nu også den samme Arne Sejr, der ringede til undertegnede efter en lang række attentater, bl.a. brandbomber mod Solidaritet omkring 1982, og fortalte han havde aflytninger af nazi-gruppe omkring Køge, der pralede af at de stod bag. Oplysningen viderebragte jeg i øvrigt til den ansvarlige for sagen ved Frederiksberg Politi. Kort tid efter blev sagen frataget Frederiksberg Politi og overladt til PET, og som den flinke politimand sagde: "det betyder vi aldrig kommer til at høre en skid".
Det er stort, at en dansk film har noget stort og så væsentligt på hjertet. Meget er underspillet i forhold til, hvorledes virkeligheden ser ud, men når det sættes ind i den amerikanske filmgenres stil, kan plottet virke overdrevet. Selv er jeg ikke holdt op med at blive forbløffet over udtalelser, der kommer fra pæne liberale borgerlige, der til forveksling ligner tidligere tiders stalinistiske forsvarere af overvågning og undertrykkelse. Gad vide om de ser filmen. Gad vide hvad de tænker.
Michael Schølardt er en af de anklagede omkring Fighters & Lovers. Sagen blev efter frifindelse ved Byretten appelleret til Landsretten af anklagemyndigheden og starter der i begyndelsen af september.
Solidaritet
Venstresocialistisk tidsskrift for analyse & debat
Juni 2008, nr. 3
http://solidaritet.dk/