Solidaritet. Juni 2008, nr. 3 - Indhold
af Jan Mølgaard
Ritt Bjerregaard, Peter Aalbæk Jensen, Louise Høst, Jan Salling og Kasper Fogh Hansen fra socialdemokraterne i København tog umiddelbart efter katastrofevalget i november et initiativ til at starte en Rød Skole i København. I introduktionsteksten skrev de fire om hensigten med initiativet følgende:
"... vi inviterer til debat om den socialdemokratiske politik og en moderne venstrefløj. (…). Vi vil gerne tage de nødvendige politiske diskussioner med andre engagerede, der også har hjertet og hjernen til venstre for midten. Håbet er, at debatterne i Den Røde Skole kan udmønte sig i egentlige politiske forslag, som kan give nyt liv til Socialdemokraterne og venstrefløjen."
Den erkendelse, som de fire tog deres udgangspunkt i, var, at der i den netop overståede valgkamp havde været alt for lidt fokus på indhold og værdier og alt for meget fokus på personer og personkonstellationer.
Mere end 300 mennesker meldte sig til møderne i København. Og meget hurtigt efter at initiativet var taget der, bredte det sig så til andre dele af landet, således at der i skrivende stund er røde skoler i København, Kalundborg, Århus, Helsingør og i Nordjylland. Der er også aktiviteter i gang i trekantsområdet og på Fyn. Samtidig med at partiledelsen har haft meget svært ved at finde en holdning til initiativet. Nogle landspolitikere støtter op om det og deltager, andre trækker på skuldrene eller er direkte negative. Og lokalt er billedet lige så uklart. I Århus for eksempel er partiledelsen over en kam negative over for den Røde Skole. Man ønsker ikke at deltage og mener heller ikke, at der er brug for sådan et initiativ.
Spindoktorer og andre, der på tilsvarende vis lever af at mene noget uden at føle sig forpligtet til at gøre noget har frådset i initiativet. Var der tale om et splittelsesforsøg? Var fløjkrigen ved at blusse op i Socialdemokratiet på baggrund af de dårlige valgresultater og de endnu dårligere opinionstal? Og var det her det første tegn på, at et nyt formandsopgør var på vej?
Ingen af de kommentatorer, som jeg har lagt øjne eller ører til i de seneste måneder (måske med nogle få respektable undtagelser) har dog forsøgt at se på initiativet som andet og mere end et internt, socialdemokratisk anliggende.
Christine Antorini forsøger dog i det mindste i et interview med LO's ugebrev i anledning af, at hun har udgivet bogen "Fremtidspartierne":
"Partiarbejdet er en dyb skuffelse for mange mennesker. Når man går ind i et parti, er det jo fordi, man gerne vil være en del af diskussionen af, hvor samfundet skal bevæge sig hen. Sådan har jeg det i hvert fald selv. Men i stedet for at åbne op for debat, der kan engagere og begejstre, så har de gamle partier enormt svært ved at slippe debatten fri. Partierne lukker de væsentlige debatter ned. Og medlemmerne får at vide, at de bare har at marchere i takt."
Men selv hun falder dog for fristelsen til at sætte fænomenet ind i sammenhæng med en modernitet, der går ud fra samfundets medlemmer som mere eller mindre isolerede individer, der alene og ud fra deres individuelle interesser tager stilling. Moderne mennesker kræver debat, som hun siger i interviewet. Og moderne mennesker kræver moderne ledelse - også i partierne. Ellers fortsætter medlemsflugten. Og hvis medlemsflugten fortsætter, så ender det med, at partierne udspiller deres rolle i samfundet.
Det er slet ikke utænkeligt, at Ritt Bjerregård tog initiativet - eller var med til at tage det - i bevidst opposition til den siddende ledelse i socialdemokratiet. Det skulle ikke undre, hendes politiske karrierehistorie taget i betragtning. Det kan også tænkes, at initiativet blev taget, fordi hun og hendes partiledelse i København havde en klar fornemmelse af, at de ved det næste kommunevalg ville få meget svært ved at gentage succesen fra sidste kommunalvalg, hvis partiets tilslutning fortsatte med at dale. Eller sagt på en anden måde - det utraditionelle initiativ kan meget vel tænkes at være motiveret i en meget traditionel, politisk positionstænkning. Det at der ikke i det Københavnske initiativ var tænkt ud over de fire aftalte møder, kunne godt tolkes i denne retning. Den Røde Skole skulle altså være tænkt som et enestående initiativ, der skulle skabe medieopmærksomhed (eksponering som det hedder i det moderne taktiksprog) og demonstrere, at socialdemokrater godt kunne tænke i indhold, holdninger og alternativer. Til trods for hvordan partiets ledelse i øvrigt fremstod i medierne.
Men den overvældende tilslutning og det faktum, at der også opstod Røde Skoler andre steder i landet - og det faktum, at der også i Kalundborg og i Århus har vist sig at være stor medlemsinteresse for skoledagene, peger måske i en anden retning.
SF tordner frem i meningsmålingerne (og scorer masser af nye medlemmer samtidig). Før dem var det Ny Alliance, der vandt tilslutning på nyhedsbegrebet og på deres insisteren på, at selv borgerlig politik kunne have et menneskeligt ansigt og en høj moral. Og tidligere endnu fik Radikale Venstre et fantastisk valg på et markeret kulturpolitisk frisind og en række integrationspolitiske markeringer, som var en del mere liberale (i ordets oprindelige betydning) end dem, som Dansk Folkeparti og regeringskoalitionen stod for.
I stedet for at se disse tildragelser som isolerede episoder eller som udtryk for, at den modernitet, som Christine Antorini henviser til, så kunne man godt se dem - og De Røde Skoler - som udtryk for en og samme tendens.
Dansk Folkeparti har vundet valg efter valg på en appel til angsten for det ukendte eller uforståelige. Angsten for de fremmede - angsten for det, der ligger uden for lille Danmarks grænser (nationalistisk EU-modstand), angsten for alderdom og fattigdom. I er bange, siger partiets top til sine potentielle vælgere. Vi tager jeres angst alvorligt og tager politiske initiativer, der godt nok ikke kan fjerne kilderne til jeres angst, men som i det mindste kan sikre, at der ikke er noget at være bange for her i landet. Vi holder de fremmede ude. Eller også arbejder vi for at sende dem væk, hvis de anfægter jer (os). Vi sikrer økonomien i alderdommen (ældrechecken). Og vi er imod at have for meget med EU at gøre, fordi EU står for den totale åbenhed.
Angsten er i og for sig reel nok. Selvom de påståede årsager til den er misforståede. Det, der for alvor truer dagligdagen, er ikke muslimerne eller EU's grænseløshed. Det er ikke de fremmede kulturers uforståelighed. Men i Dansk Folkepartis optik forvandles kompleksiteten til simplicitet - til enkeltsager og enkeltepisoder - og således fortolket kan man skabe en illusion om at kunne agere. Det samme kan man egentlig sige om Venstres måde at bedrive politik på. Modellen er egentlig meget enkel: her har vi et problem, siges det. Det problem agerer vi på. Vi søger ikke at forstå det. Og hvis vi ikke kan agere umiddelbart (ved at kaste penge efter problemet), så nedsætter vi bare en kommission af eksperter, der på et langt senere tidspunkt offentliggør en rapport, som vi så plukker enkeltinitiativer ud af.
Den stadigt voksende nyhedsstrøm - mængden af kommentatorer og deres behov for uge for uge at producere tv-programmer, som kommenterer det, der sker i den politiske verden - det stadigt stigende fokus i dagbladene på politiske "nyheder" - alt bidrager det til i kombination med en verden, som i stadigt stigende grad hænger sammen at efterlade borgerne i en situation, hvor de ikke begriber, ikke kan overskue den verden, som omgiver dem.
Der står de så, de danske normalvælgere, med en fornemmelse af, at alt for meget besluttes langt væk fra, hvor de befinder sig. Hvor den politiske verden reelt kun tilbyder gradsforskellige varianter af den samme løsning (enkeltinitiativer på enkeltsager). Og hvor de konstant martres af modsætningen imellem på den ene side at ville det bedste, fastholde et sammenhængende, moralsk eller etisk verdensbillede og på den anden side kun at kunne gøre det i den politiske dimension ved at vælge imellem noget, der ikke tilbyder det, de reelt har et behov for.
Når det Radikale Venstre for et par folketingsvalg siden vandt stort, så skyldtes det, at de tilsyneladende var i stand til at tilbyde en sammenhængende, værdibaseret tolkning af den sociale virkelighed, ikke at de kørte en kampagne, som var mere effektiv eller mere moderne end den, de andre partier benyttede sig af. Hos dem fandt de søgende den tolkning, som lige pludselig gjorde det muligt at agere i overensstemmelse med drømmen. Når Ny Alliance derefter overtog vælgertilslutningen (i det mindste i opinionsmålingerne), så var det fordi de (efter at de Radikale havde svigtet) stod som det idealistiske alternativ. Og når SF i øjeblikket scorer stort (stadigvæk i meningsmålingerne), så skal det ses på samme måde. Her finder vælgerne den ideologiske, værdimæssige integritet og sammenhæng, som de savner. Her finder de en ro - en kapacitet til at tolke de fragmenterede virkelighedsstumper ind i et samlet billede, der giver mening.
Og når initiativet med de Røde Skoler vinder opbakning rundt omkring i landet, så er det egentlig udtryk for nøjagtig det samme.
De Røde Skoler er - som vælgerbevægelserne - udtryk for ønsket og drømmen om at kunne fortolke virkeligheden sammenhængende. De er et udtryk for drømmen om at kunne fastholde denne sammenhæng og bemestre virkeligheden i den politiske dimension. Drømmen om at kunne forstå verden og indstifte sammenhæng, hvor den ikke er der i sig selv. Retfærdighed, lighed, respekt og ansvarlighed er nøgleordene. Alle etiske begreber og alle med den etiske fordring indbygget.
Konstant bombarderes vi med informationer med det fælles træk, at de demonstrerer den moderne virkeligheds ustyrlighed. Flykatastrofer. Borgerkrige. Forureningskatastrofer. Økonomiske krisetendenser. Det der er karakteristisk for dem alle er, at man som enkeltperson ikke er i stand til at gøre noget ved dem. Vi ved, at disse globale sammenhænge truer vores virkelighed helt ned på enkeltpersonsniveau. Og samtidig bliver vi konfronteret med, at der intet er, vi som enkeltpersoner er i stand til at stille op med dem. Hvis den økonomiske krise slår ud i fuldt flor, så risikerer jeg at blive arbejdsløs og at miste mit eksistensgrundlag. Men jeg kan intet stille op med en økonomisk krise, der - i denne omgang - tager sit udgangspunkt i en ultraliberal markedsøkonomisk satsning i USA. Hvis den globale klimaforværring får lov til at slå fuldt igennem, så ændres jordens klima, og så truer det også min virkelighed, men der er intet, jeg kan gøre som enkeltperson for at ændre dette. Hvis borgerkrigene invaderer min virkelighed - hvis terroren rammer mig - så dør jeg, og så dør mine børn og børnebørn, men der er intet, jeg kan stille op som enkeltperson for at modvirke dette.
Jeg kan vælge at lukke verden ude. Jeg kan vælge at acceptere fragmenteringen og at agere på angsten på et symbolsk niveau - ved at støtte enkeltinitiativer på enkeltsager. Det er den handlingsmodel, som Venstre og Dansk Folkeparti har levet højt på de seneste fem-seks år. Eller jeg kan insistere på sammenhængen og på, at det skal være muligt at generobre evnen til at styre virkeligheden ud fra en sammenhængende forståelse af den. Bevægelserne i det politiske billede i øjeblikket synes at antyde, at der er ganske mange mennesker i Danmark (og i Spanien og i Sverige og i Tyskland), som tænker sådan. De Røde Skoler er bare et, om end et meget beskedent, udtryk for akkurat dette.
Men det parti eller den bevægelse, som for alvor forstår tendensen, er også den, der har fremtiden for sig.
Det korte svar er nej.
I maj 2008 opsummerede Den Røde Skole i København resultaterne af de tre debatmøder. Og mens dette skrives er Den Røde Skole i Århus i gang med den samme proces.
I de røde stile fra skolen i København kan man læse følgende:
"Først og fremmest er det en håbløs forestilling at tro, at der findes en politisk vej hinsides højre og venstre. Politik er en konflikt mellem interesser, og postulatet om, at det kan være anderledes, er et bedrag. Og den krise, som også er en åndelig krise, der plager de europæiske Socialdemokrater skyldes måske mere end noget andet det tab af selvforståelse og mål, der skyldes Den Tredje Vejs forestilling om ikke-ideologisk politik. Ikke ideologisk politik er ikke politik, det er administration.(...) Essensen i en ny socialdemokratisk strategi bliver nødt til at være et opgør med en bureaukratisk politikform, der i sidste ende vil skabe politisk apati og som reducerer politik til en privilegeret del af underholdningsindustrien."
Og meget af kritikken er rigtig. I opsummeringen fra den Røde Skole i Århus vil man kunne læse en tilsvarende kritik.
I begge sammenhænge insisteres der på sammenhængen mellem levet liv, drøm, ideal og politik. I begge tilfælde punkteres myten om, at man kan udforme en politik for alle - og om at det er socialisters opgave at udforme en politik for "midten". Men opsummeringerne rummer trods al fornuftig kritik og al insisteren ikke svaret på, hvordan man igen konkret kan forbinde den enkeltes, levede, virkelige liv - den enkeltes virkelige frygt og bekymring og et politisk mål på en sådan måde, at forbindelsen virker umiddelbart indlysende.
Og hvad værre er - pressen, det voksende korps af såkaldte politiske eksperter og kommentatorer og de politiske partier har valgt at fokusere på det, der bliver afvist og at undlade at gå ind i diskussionen. Den første gruppe, der frem for nogen inkarnerer det, der kritiseres i ovenstående citat (ikke-ideologisk politik der reducerer politikken til en privilegeret del af underholdningsindustrien), er selvfølgelig heller ikke ret motiveret for at save løs på den gren, den selv hænger og klamrer sig til. Og den anden gruppe - partierne - overlader det stort set til den første gruppe at sætte dagsordenen.
Og det værste er måske, at det i socialdemokratiet tilsyneladende er en umulighed at tale for et fortsat forsvar for debatten - for en fortsat fastholdelse af det solidariske ideal - og for en bevidst stillingtagen for de svage grupper i det danske samfund. Fordi alt hvad der strider imod den officielle partilinje (der stadigvæk hylder den såkaldte tredje vej - altså afpolitiseringen af det politiske) identificeres som tendentiel fløjkamp og derfor pr. definition forkasteligt. Hvortil kommer, at de to andre arbejderpartier (Enhedslisten og SF) tilsyneladende ikke har ønsket eller villet solidarisere sig med et projekt, der fra starten har været defineret snævert i forhold til Socialdemokratiet. Det hele - og her menes sammenhængen - bliver splintret. Alt håndteres som enkeltsager med hurtige skæve kik på opinionsmålingerne. Og nej, en omlægning af boligskatten bliver aldrig aktuel, så længe jeg bestemmer - lad os i stedet snakke om tørklædeforbud og lad os teste befolkningens vilje til at belønne en accept af privathospitaler og private sundhedsforsikringer.
Har de Røde Skoler så slet ikke gjort nogen forskel? Jo, selvom initiativet nok på kort sigt dør hen og ties ihjel. De har gjort en forskel som signal om en vilje til en anden og ikke til en tredje vej. Som katalysator for det, der i gamle dage blev kaldt for en bevidstgørelsesproces. Og som element i noget, der måske endnu ikke har fundet sin endelige form.
Og det bud på en sandhed, som blev formuleret tidligere her gælder altså stadigvæk. Det parti eller den bevægelse, som for alvor forstår tendensen, er også det eller den, der har fremtiden for sig.
Solidaritet
Venstresocialistisk tidsskrift for analyse & debat
Juni 2008, nr. 3
http://solidaritet.dk/