Solidaritet. Juni 2008, nr. 3 - Indhold

Læserbrev

af EL-Svendborg

På EL-Svendborgs afdelingsmøde den 7. maj har et indlæg i sidste nummer af Solidaritet, "Oprydning og ny kurs" være diskuteret.
Det fremgår ikke, hvem der er forfatteren, så vi antager, at det er en redaktionel kommentar efter vores fælles årsmøde 2008. Altså det, redaktionen i fællesskab mener.
Tonen i det skrevne er direkte ubehagelig og signalerer ønsket om nye konfrontationer, der kan være ødelæggende for arbejdet i afdelingerne.
Et par smagsprøver:
Vi har på årsmødet øjensynligt været igennem "en fælles politisk renselsesproces".
Vi - blandt andet trefjerdedele af de delegerede fra Svendborgafdelingen - reduceres til "ISs periferi" (halehæng?), der støtter "den forfulgte muslimske uskyldighed"...
Hvad bilder I jer egentlig ind? Hvornår er religion blevet en politisk markør i Enhedslisten? Asmaa definerer sig selv som dansk-palæstinenser.
Sådan kunne vi forsætte. MEN det gør vi ikke - vi ønsker simpelthen ikke at diskutere politik på det platte niveau! Det bliver ren mudderkastning stor skade for det fælles lokale arbejde.
Hvis I ikke kan se det, så prøv eventuelt at udskifte muslimsk med jødisk, fremmer det forståelsen?

Kammeratlig hilsen
Svendborg Afdeling v. arbejdsudvalget

Svar

Afstemningerne på Enhedslistens landsmøde viste meget stor enighed om den fremtidige retning. Og at f.eks. diskussionen om Els holdning til religion viste stor enighed om, at vi er et sekulært parti. Denne konstatering er ikke at øge konfrontationen - hverken ifølge vores ønske eller opfattelse. Om den "fælles renselsesproces", ja så vil det da altid rense luften at få alle argumenter på bordet, få dem vendt og taget en fælles stilling. Mere lå der ikke i det.
Mht. "IS og periferi" så skrev vi, at IS søger at etablere en periferi ved at stille sig i modsætning til HB-flertallet. Det er ikke det samme som at alle der, ud fra forskellige motiver, støttede mindretalsudtalelsen, så rent faktisk tilhører en periferi til IS.
Formuleringen "forfulgt muslimsk uskyldighed" er en uheldig formulering, indrømmet. Men meningen er, at Asmaa har givet det indryk at folk har været på nakken af hende på grund af hendes tro. Hun har blankt afvist, at hun i et vist omfang selv har været skyld i det, fordi hun er kommet med udtalelser, der satte tvivl om hendes opfattelse af forholdet mellem politik og religion.
Om religion som politisk markør i EL, ja så var en afklaring heraf hele pointen med at bruge fredag aften til at diskutere religion. Og det endte som bekendt med en klar vedtagelse, hvor vi placerede EL som et sekulært parti, der giver plads til ateister og troende af forskellige grader og retninger.

Solidaritet
Venstresocialistisk tidsskrift for analyse & debat

Juni 2008, nr. 3
http://solidaritet.dk/