Solidaritet. Juni 2008, nr. 3 - Indhold
af Finn Sørensen
Diskussionen om konfliktretten og medlemslandenes muligheder for at forsvare sig mod social dumping presser sig på i flere og flere EU-lande oven på EF-Domstolens afgørelser i Vaxholm- og Rüffertsagerne. I Danmark stikker Socialdemokraterne stadig hovedet i busken, og håber, at det går over. Men det irske nej giver nye muligheder for at få sat spørgsmålet på EU´s dagsorden.
Langt fra alle irske modstandere af Lissabon-traktaten begrundede deres nej i modstanden mod fri abort og snæversynet nationalisme. Tværtimod. EF-Domstolens afgørelser i Laval- og Rüffertsagerne har spillet en stor rolle i den irske diskussion. Spørgsmålet om den manglende garanti for faglige og sociale rettigheder har også spillet en stor rolle i Sinn Feins kampagne. Som det eneste modstanderparti i det irske parlament har de haft "god plads" til at udfolde denne linje. Diskussionen op til afstemningen førte til, at de 3 største irske fagforbund anbefalede deres medlemmer at stemme nej til traktaten, med henvisning til den manglende sikring af faglige og sociale rettigheder. Argumenterne har helt tydeligt vundet genklang i den irske arbejderklasse, der massivt har stemt nej til traktaten. På den baggrund giver det irske nej nye muligheder for at få sat spørgsmålet om medlemslandenes muligheder for at forsvare sig mod social dumping på dagsordenen i EU.
Det er især bemærkelsesværdigt, at det ellers så EU-venlige forbund SIPTU anbefalede et nej. Begrundelsen var ikke modstand mod Lissabon-traktaten som sådan, tværtimod. SIPTU krævede af den irske regering, at den sikrede de irske arbejdere de grundlæggende faglige rettigheder, som efter SIPTU´s opfattelse findes i traktaten. En sådan garanti kunne de ikke få, og det førte til et nej fra dette store forbund med ca. 200.000 medlemmer.
SIPTU er åbenbart ikke opmærksom på, at Lissabon-traktaten netop ikke sikrer disse rettigheder. EF Domstolen har i Vaxholm- og Rüffertdommene netop henvist til Charterets artikel 27 som belæg for, at den har ret til at blande sig i medlemslandenes anvendelse af konfliktretten. SIPTUS krav er dog forståeligt, når man tænker på, at der i Irland stort set ikke er nogen konfliktret at forvalte, det er stort set forbudt at lave sympatikonflikter! Men SIPTU´s formand Jack O´Connor er åbenbart opmærksom på faldgruberne i Lissabon-traktaten. I Politiken d. 15. juni refereres han for at støtte EURO-LO´s krav om en social protokol der kan sikre forhandlings- og konfliktretten, og han antyder, at hvis dette krav bliver indfriet, vil han kunne anbefale irerne at stemme ja til traktaten.
Det er ikke kun i Irland, diskussionen presser sig på. I flere og flere medlemslande går det op for de faglige ledere, at Laval- og Rüffertdommene ikke kun er et problem for Danmark og Sverige, hvor kollektive overenskomster er det vigtigste redskab til at regulere løn- og arbejdsforhold. I deres essens handler dommene om, at medlemslandene i det hele taget ikke har ret til at stille krav til udenlandske tjenesteydere, der går ud over det minimum, som er beskrevet i Udstationeringsdirektivet. Det er altså underordnet om kravene stilles i form af overenskomster eller i form af lovgivning. Fagforeningerne i Portugal og Luxembourg - hvor lovgivning spiller en langt større rolle end i Danmark - har således i fællesskab protesteret imod dommene, og støttet kravet om en social EU-protokol, som foreslået af Euro LO.
Det samme krav er blevet rejst af svensk LO, der på deres seneste kongres i begyndelsen af juni i år samtidig kræver, at Sverige ikke ratificerer Lissabon-traktaten, førend det svenske "udredningsarbejde" om konsekvenserne af Vaxholm-dommen er færdigt (Efter planen skal den svenske rigsdag behandle Lissabon-traktaten til september). Nu er 2 socialdemokratiske partiafdelinger også med på kravet, så det er et spørgsmål, hvor længe partiledelsen kan holde stand. Sidste nyt er at formanden for svensk LO klart siger at Lissabon-traktaten er død uden Irland, og at vi skal have den protokol som EFS foreslår.
Fagligt Ansvar og LO Storbyerne har fortsat deres kampagne for at Danmark skal støtte EFS´ krav om en juridisk bindende protokol, der kan sikre at medlemslandene har ret til at forsvare sig imod social dumping med de metoder de ønsker at bruge - kollektive overenskomster og/eller lovgivning. Fagforeningerne har skrevet til Statsministeren, og opfordret ham til at rejse kravet på topmødet d. 19. - 20. juni. Det har han ikke svaret på.
Den 12. juni har Byggefagenes Samvirke i København skrevet til i alt 500 partiafdelinger fra Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten, og opfordret til aktivt forsvar for konfliktretten, og henvist til EFS´ forslag til protokol.
LO Storkøbenhavn har bedt om, at spørgsmålet bliver sat på dagsordenen på mødet for LO´erne i en de europæiske hovedstæder, der finder sted samtidig med EU-topmødet.
I det danske folketing har Enhedslisten flittigt fulgt op på problemet og for eks. stillet et forslag i Europa-udvalget om, at Danmark skal tilslutte sig kravet fra EFS. På 3F Bygningsarbejdernes landsmøde d. 25. maj - der også krævede garanti for konfliktretten - blev Socialdemokraternes EU-ordfører Kim Mortensen refereret for, at han også støttede kravet om en sådan protokol, og at Socialdemokraterne havde bedt Statsministeren om at fremføre det på tomødet i juni.
Nogle dage senere kunne man læse i Dagbladet Arbejderen, at Kim Mortensen følte sig fejlciteret, ligesom han blankt afviste at diskutere en EU-løsning, førend "udredningsudvalget" har afsluttet sit arbejde i udgangen af juni i år. Hans begrundelser er blandt andet, at "det jo ikke er Danmark, der har tabt en sag ved EF-Domstolen" - idet han ser bort fra, at Domstolen udtrykkeligt afviser den danske påstand om, at EU slet ikke har ret til at blande sig i konfliktretten, og at selv samme "Udredningsudvalg" netop er nedsat, fordi alle må erkende, at også Danmark har et problem.
"Udredningsudvalget" skulle have præsenteret sit arbejde på et "cafe-møde" i LO d. 19. Maj. Men formanden for udvalget Michael Christiansen meldte afbud få dage før. Det skyldes efter sigende, at der er uenighed i udvalget, men det har ikke været muligt at få opklaret, hvori uenigheden består. Det virker heller ikke logisk, da LO´s hovedbestyrelse faktisk godkendte det foreløbig resultat af udvalgets arbejde på sit møde d. 16. maj.
Men måske er det gået op for LO´s ledelse, at resultatet alligevel ikke er godt nok til at tilfredsstille den voksende bekymring i den danske fagbevægelse. Og det kan man godt forstå, når man ser, hvad Udredningsudvalget indstillede. Deres løsning består i en ændring af den danske lovgivning om udstationeringsdirektivet, så man i et og alt retter ind i forhold til Vaxholm-dommens præmisser. Man forsøger at lukke det "hul" som Vaxholm-dommen hæfter sig ved, nemlig at der ikke er lovgivning om mindsteløn i Danmark. Det forsøges løst ved en slags almengørelse af "de mest repræsentative overenskomster" - hvilket i sig selv er en begrænsning af forhandlingsretten, som også vil skabe mange fortolkningsproblemer og indbyrdes gnidninger i fagbevægelsen. Den holder sikkert heller ikke ved en ny sag ved EF-Domstolen.
Men kernen i den foreslåede lovændring er en klar begrænsning af konfliktretten, der er helt i overensstemmelse med Vaxholm-dommens præmisser. Det fremgår med al tydelighed af bemærkningerne, at fagforeningerne ikke har lov til at konflikte udenlandske tjenesteydere med det formål at få dem til at tiltræde overenskomsten i sin helhed, men kun for at opnå det minimum, der fremgår af udstationeringsdirektivet.
Hvad udvalget barsler med i den sidste ende, er ikke godt at vide. Men det bliver nok ikke med en klar erkendelse af, at dette problem IKKE kan løses ved ændringer af de danske regler, men at det kræver ændringer af EU´s regler, hvis vi - som alle officielt mener - skal have mulighed for at køre videre med forhandlings- og konfliktretten, som hidtil.
Det er netop denne erkendelse, som LO´s ledelse har haft så svært at drage konsekvenserne af. På 3F Bygningsarbejdernes landsmøde d. 25. maj sagde Harald Børsting: - "Vi kan ikke leve med og vil ikke leve med en begrænsning af konfliktretten". Det har dog ikke forhindret ham i at anbefale udredningsudvalgets foreløbige indstilling, eller fået ham til at melde klart ud med en støtte til kravet fra "hans egen" hovedorganisation EFS.
Af hans indlæg på samme landsmøde kan man få det indtryk, at det skyldes frygten for om man nu kan komme igennem med kravet over for de andre EU-lande (som om vi har noget at tabe!). Men måske er den virkelige forklaring, at ledelserne fra store forbund som 3F og Metal gør alt hvad de kan for at undertrykke denne diskussion, af frygt for at den vil give EU-modstanderne i fagbevægelsen "vind i sejlene". Det er i hvert fald bemærkelsesværdigt, at formændene for de 2 forbund har været meget tilbageholdende med kritikken af EF-Domstolen, og ikke nær så klart som Harald Børsting har erkendt, at der er brug for en EU-løsning på problemet.
Nej´et fra de store irske forbund har fået diskussionen til at blusse op igen. Og den kan meget vel få et ordentlig "kick", når EF-Domstolen d. 19. juni afsiger dom i en ny sag, der igen skal tage stilling til en konflikt mellem det indre markeds regler og de faglige og sociale rettigheder.
Denne gang, er det selveste EU-Kommissionen, der har anlagt sag imod en medlemsstat, nemlig Luxembourg, der indklages for at handle i strid Traktatens bestemmelser om fri bevægelighed, og for ikke at have gennemført Udstationeringsdirektivet på korrekt vis.
Gennem en lovgivning fra 2002 har Luxembourg villet beskytte sig mod den sociale dumping, der var en sandsynlig følge af udvidelsen af EU i 2004 med en række østeuropæiske lande.
Den luxembourgske lovgivning siger for eks., at alle tjenesteudbydere skal overholde "de kollektive overenskomster". De skal også respektere en form for dyrtidsregulering af mindstelønnen (der i Luxembourg er fastsat ved lov). Herudover stiller loven skrappe krav til oplysningspligt og myndighedernes kontrol med udstationerede virksomheder.
Generaladvokaten ved EF-Domstolen har indstillet til Domstolen, at Luxembourg bliver dømt for alle anklagepunkter, bortset fra reglen om en dyrtidsregulering af mindstelønnen. Argumenterne er nøjagtig de samme som i Laval- og Rüffert-dommene. Det er ulovlige hindringer for udbredelsen af det indre marked, hvis man stiller krav til udenlandske tjenesteydere, der er mere vidtgående end det minimum, der er beskrevet i udstationeringsdirektivet. Man må for eks. ikke kræve de kollektive overenskomster overholdt i deres helhed, sådan som den luxembourgske lovgivning siger. Som udgangspunkt har værtslandet heller ingen ret til at kontrollere, om udstationeringsdirektivet bliver overholdt. Hvis domstolen følger logikken i de 2 tidligere domme, er der ingen tvivl om, at Luxemborg bliver dømt.
Som ventet, åbnede det irske nej nye muligheder for at få sat kravet om en social protokol, der sikrer konflikretten og landenes muligheder for at forsvare sig imod social dumping, på dagsordenen. Den svenske LO-formands udmeldinger er et eksempel. Et andet er Svend Auken, der i sin egenskab af formand for Folketingets Europaudvalg d. 18. juni opfordrer Statsministeren til at tage "ideen" om en social protokol med på Topmødet d. 19. - 20. juni; - "En social protokol har den store fordele, at det ikke kun vil gavne Irland, men samtidig også alle andre. Man siger derved samtidig, at det irske nej ikke alene er et irsk problem men et fælles problem, og at der skal virkemidler til ikke kun for irerne, men også for resten af EU" - siger Svend Auken til 3F Nyhedsbrevet.
Svend Auken understreger samtidig, at han ikke har lagt sig fast på, om en social protokol er den bedste løsning. Det skal vurderes nærmere juridisk, ligesom man skal se, hvad forhandlingerne om det irske nej bringer. Både Enhedslisten og Fagligt Ansvar udtrykte tilfredshed med Svend Aukens udmelding, men begge understregede, at efter deres mening har EFS gjort arbejdet i form af deres forslag til protokol.
Solidaritet
Venstresocialistisk tidsskrift for analyse & debat
Juni 2008, nr. 3
http://solidaritet.dk/