Solidaritet. Juni 2008, nr. 3 - Indhold
af Jan Helbak
Uden at overdrive kan man indtil videre karakterisere overenskomstforhandlingerne og den efterfølgende konflikt på det offentlige område som den vigtigste eller i hvert fald mest spektakulære politiske begivenhed i 2008.
Jeg benævner bevidst konflikten som en politisk begivenhed, fordi den fra starten har været en kamp mellem de offentligt ansatte og regeringen dels om løndannelsen, men i lige så høj grad om styrkepositionerne hvad angår efterspillet. Omvendt har konflikten ikke på noget tidspunkt, som hævdet af både regeringen, de politiske partier og de fleste forbundsledelser, været en traditionel overenskomstkamp.
Lige meget hvor ofte man har henvist til den "danske aftalemodel", har den ikke reelt været i spil, og vil sandsynligvis ikke komme det indenfor de næste mange år. Det skyldes det enkle faktum, at regeringen med bl.a. strukturreformen, omkostningsreformen og sin 2015 plan har opnået parlamentarisk grundlag til både gennem finansloven og via økonomiaftalerne at fastsætte lønrammer, der i det store hele ikke kan fraviges.
Således er både KL og Danske Regioner som de formelle arbejdsgivermodparter overfor de offentligt ansattes organisationer reelt blevet sat ud af spillet. Og overenskomstkampen har i hovedsagen kunnet reduceres til en konfrontation mellem de offentligt ansatte og regeringen, hvor regeringen i enhver sammenhæng har sat betingelserne for de senere indgåede forlig. Først på det statslige område og senere på KTO området.
At det efter henholdsvis 4 og 7 ugers konflikt lykkedes FOA at sprænge rammen og indgå forlig først med KL og senere med Danske Regioner, ændrer ikke på det forhold, at forligene har svinget om en akse, der kunne accepteres af regeringen og ikke ligger langt fra den lønfremskrivningsprocent, som regeringen i december sidste år indgik aftale med KL og Danske Regioner om.
Men på den anden side skal det bemærkes, at det faktisk er lykkedes et fagforbund at bryde den formelle ramme på 12.8% ved at anvende strejkevåbnet og dosere konflikten, så den folkelige opbakning har været intakt under hele forløbet. Og selv om bruddet på rammen måske nok mere er symbolsk end reel, så har konflikten og strejkekampen tegnet et billede af fremtidens vilkår ved overenskomstforhandlingerne. I skrivende stund mangler Sundhedskartellet og BUPL stadig at indgå forlig eller sandsynligvis se frem til et indgreb.
Og det er lige netop, fordi hele regeringens økonomiske politik har været omdrejningspunktet og styrkeforholdene delvis har været betinget af støtten i offentligheden, at det er berettiget at karakterisere konflikten som politisk.
At dette forhold så reelt ikke har været bestemmende for forbundenes strategi og af samme grund været medvirkende faktor til den manglende enhed mellem KTO, FOA og Sundhedskartellet ændrer ikke ved det forhold, at overenskomstspillet som følge af regeringens overordnede politik radikalt har ændret indhold til fremover at være en konfrontation mellem regeringen og de offentligt ansatte. Det gælder for så vidt også på alle andre områder indenfor det offentlige. Her tænkes på ansættelsesformer, kontraktstyring, dokumentationstvang og så fremdeles. KL og Danske Regioner kan i bedste fald siges at handle indenfor nogle meget snævre rammer, som regeringen enten har sat lovgivningsmæssigt eller gennem de årlige økonomiaftaler.
Nu foregår der oftest en række mindre historier i historien. Disse historier kan enten være nogen, der understøtter eller perspektiverer hovedhistorien. Men det kan også være historier, der både har deres udspring før hovedhistorien, eller der i deres indre perspektiv rækker langt ud over den aktuelle begivenhed.
Karakteristisk for disse historier er, at de ofte drukner i begivenhederne i forbindelse med den store historie, eller i hvert fald ikke bliver genstand for den opmærksomhed, som deres betydning faktisk berettiger til. Hensigten med denne artikel er mere at zoome ind på flere af disse historier end at beskrive selve OK-08 konflikten. Dels fordi den har været behandlet og beskrevet ganske fyldestgørende andre steder bl.a. i sidste nummer af Solidaritet og i internettidsskriftet Kritisk Debat (www.kritiskdebat.dk), og dels fordi flere af de mindre historier rækker ud over den standende konflikt og bidrager til at skærpe regeringens liberalistiske angreb på velfærdsstaten.
Jeg vil i konsekvens heraf i resten af artiklen koncentrere fokus på disse mindre historier, som kun lige er blevet omtalt et par dage i medierne, og som de politiske partier ikke har gjort voldsomt meget ud af. Det skyldes højst sandsynligt, at de har været optaget af så vigtige spørgsmål som "tørklædeproblemet" og finansministerens "bilagsrod". Hvilket selvfølgelig er helt legitimt, al den stund løsningen af disse spørgsmål har vidtrækkende betydning for den videre udvikling af samfundsstrukturen og de almindelige levevilkår for borgerne.
Midt imens der blev forhandlet overenskomstaftale mellem KTO og KL, indgik regeringen en finanslovsaftale med DF. Udover at bekræfte regeringens 2015 plan indeholdt aftalen tre nye love (lov 172, 173 og 174), som bemyndigede finansministeren og velfærdsministeren til at sanktionere kommunerne økonomisk, for så vidt de skulle overskride henholdsvis 2008 budgetterne og de kommende økonomiaftaler, eller hvis de skulle gennemføre skatteforhøjelser over det "aftalte" loft.
Regeringen har for så vidt hele tiden kunne sanktionere kommunerne, og har da også truet med det flere gange. Det nye i de tre sanktionslove er, at de formaliserer muligheden og samtidig udstyrer ministrene med nogle beføjelser, der gør det muligt at gennemføre sanktionerne administrativt. Derved er kommunernes politiske selvstændighed stort set reduceret til samme niveau som regionernes, hvilket igen betyder, at hverken KL eller Danske Regioner i fremtiden med nogen ret kan siges at have kompetencen til at gennemføre selvstændige forhandlinger med deres ansatte.
Selv om både Socialdemokratiet, SF og EL sagde fra overfor de tre nævnte sanktionslove, er det bemærkelsesværdigt, hvor lidt blæst de har skabt om dem taget i betragtning, hvor meget de bidrager til at udvide regeringens radikale centraliseringspolitik.
Senere i forbindelse med finanslovsforhandlingerne udkom så regeringens økonomiske redegørelse, som i det store hele konfirmerede 2015, men med den forskel, at der blev lagt fornyet vægt på, at realvæksten i de offentlige driftsudgifter ikke må udgøre mere end 26.5% af BNP. Dette forhold blev yderligere understreget i den anden økonomiske redegørelse, der kom i maj måned. Igen var reaktionen selv fra oppositionens partier ganske sparsom, selv om regeringen med denne automatiseringsmekanisme i 2015 planen tilsidesætter muligheden for politisk at anvende et øget kasseoverskud i staten eller øget likviditet i kommunerne til øget velfærd, for så vidt en sådan trafik måtte banke mod 26.5% loftet. Som med "skattestoppet" har regeringen fået indført nogle automatiske stopmekanismer, der for det første afpolitiserer hele fordelingspolitikken og for det andet centraliserer administrationen af den samlede velfærdspolitik. At dette reelt svækker den lovgivende magt i samfundet og ikke mindst selvstyret burde have fremkaldt et ramaskrig fra oppositionen - men indtil videre er det udeblevet.
Og lige midt i hele konflikten lancerer Claus Hjort Frederiksen under stor men særdeles kortvarig mediebevågenhed regeringens nye store initiativ for "det personlige ansvar". Et opgør med de "velbjergedes krævementalitet" og øget fokus på de svageste grupper og mest trængende borgere. Medieinteressen holdt knap tre dage, men frøet var sået. Eller rettere et gammelkendt tema fra det første udspil til Kvalitetsreformen tilbage i august 2006 var blevet relanceret; at borgerne først i sidste instans skal kunne trække på offentlig hjælp - når alle andre muligheder i civilsamfundet er udtømte. Hverken dengang eller nu vakte denne underliggende nyformulering af velfærdsstaten den store medieinteresse.
Knap 14 dage senere følger krigsminister Søren Gade i en kronik op på Hjort Frederiksens udspil med nogle betydeligt mere konkrete formuleringer; topskatten skal ned, de velbjergede skal betale flere ydelser selv og overførselspolitikken alene rettes mod de allersvageste i samfundet. Kronikken blev kort omtalt et par dage, og så døde interessen ud. Hovedhistorien trængte sig på, eller også var det en af flere naturkatastrofer, der rendte med opmærksomheden. For så vidt også ligegyldigt, for ærindet var ikke at trække interessen til sig, men at udnytte den store historie til at skærpe regeringens politiske linje og forvarsle nye initiativer, uden at kalde på åben konfrontation.
Spørgsmålet er så, hvorfor disse meget radikale udmeldinger fra nogle af regeringens tunge ministre kommer lige midt i en storkonflikt på arbejdsmarkedet?
Forklaringen er angiveligt den, at de "små" historier hænger sammen og danner en bestemt linje, som dels skal bruges i det kommende opgør med kommunerne, og dels har skullet prøves af i forhold til den politiske opposition og dennes vilje til at yde modstand. For med finanslovsaftalen, de økonomiske redegørelser og 2015 planen har regeringen fået et nyt politisk grundlag for at styre hele den offentlige økonomi og administrativt lægge nogle meget præcise rammer for velfærdsstatens udvikling.
Og for det andet har regeringen genintroduceret sit ideologiske opgør med den kendte velfærdsstat. Det opgør, der både principielt og teoretisk blev formuleret af Velfærdskommissionen: omdannelsen af velfærdsstaten til en klassisk residualstat, hvor man ikke nævneværdigt reducerer ydelsernes kronebeløb, men skærper tildelingskriterierne til et niveau, hvorefter kun "de værdigt trængende" kan få tildelt de sociale velfærdsgoder.
Således også en yderligere åbning for regeringens diskrete bestræbelser for indførelse af det generelle forsikringsprincip ad bagvejen. Det er den dagsorden, som nogle af regeringens ministre har reartikuleret her midt under den store begivenhed, og som meget vel kan blive accelereret under men især efter økonomiaftalerne med kommunerne og regionerne. Hvorvidt det sker, og hvordan vil angiveligt afhænge af reaktionerne ude i kommunerne, når det går op for lokalpolitikerne og borgerne, hvor meget der egentligt skal skæres i budgetterne.
Nu er spørgsmålet så, om de her beskrevne "mindre begivenheder" inde i den store begivenhed for det første har noget til fælles og for andet hænger sammen med den store begivenhed?
For vidt man fastholder det synspunkt, at OK-08 konflikten har været en ganske ordinær overenskomstkonflikt som de foregående, må svaret være benægtende. Men det er netop ikke denne artikels udgangspunkt. OK-08 er uadskilleligt forbundet med regeringens overordnede økonomiske politik, og vil som beskrevet oven for være det endnu mere fremover. I den forstand har der fra starten været en snæver forbindelse mellem 2015 planen, finanslovsaftalen og regeringens kommunestrategi på den ene side og overenskomstkonflikten på den anden, selv om disse to perspektiver desværre kun meget vagt er blevet forbundet under selve konflikten.
På den led vil det ikke være en overdrivelse at hævde, at disse "mindre" eller i hvert fald mindre spektakulære begivenheder vil få bestemmende indflydelse på de betingelser, som de fremtidige overenskomster skal indgås på. De offentligt ansattes organisationer vil stå overfor en betydeligt mere centraliseret statsmagt, end de har gjort indtil nu. Hvilket nødvendigvis må indgå i deres strategiske overvejelser om fremtidens kampbetingelser.
Reartikuleringen af regeringens "konkurrence og residualstatspolitik" rækker langt ud over den aktuelle overenskomstkonflikt og er mere møntet på opgøret med kommunerne og kommende krav til kommunernes forvaltning. Hvor regeringen helt målbevidst går efter at udgrænse både den lovgivende forsamlings indflydelse på magtudøvelsen og det lokale selvstyres politiske handlefrihed.
Det har været regeringens politiske kurs hele tiden. Det karakteristiske ved selve dens praktiske udformning er, at regeringen konsekvent har brugt meget konkrete begivenheder til gennem ministerbeføjelser og udvidede administrative beføjelser i den konkrete lovgivning at svække Folketingets parlamentariske indflydelse og i stedet placere tyngden i den administrative håndhævelse af beslutningerne. Det ligger i hele kontraktstrategien, hvor de parlamentariske forsamlinger både på landsplan og på lokalt plan i voksende omfang stækkes af indgåede kontraktforpligtelser. Det er også den egentlige hensigt med udbudsstrategien og de meget omtalte Offentlige Private Partnerskaber.
Derfor også regeringens konsekvente afvisning af et politisk indgreb i overenskomstkonflikten, fordi netop henvisningen til kontraktsystemet på arbejdsmarkedet har så snæver en forbindelse til intentionerne om at kontraktliggøre hele den offentlige politik og underordne den juridiske og retslige spilleregler. På den måde har regeringen længe forfulgt sine intentioner om at udhule ikke blot den offentlige sektor inde fra men også det aktivt fungerende demokrati og den politiske bestemmelse af samfundsudviklingen.
Inden for en sådan forståelsesramme optræder der faktisk en række fællestræk mellem hovedhistorien og de nævnte "mindre historier", selv om de politisk har fået lov til at fremstå som enkeltfænomener.
I den sammenhæng kan det være på sin plads at gøre et par overvejelser over vores almindelige brug af begreber som liberalisme og neoliberalisme for bedre at indfange de indre principper i regeringens politik.
Liberalismen som teoretisk retning og praktisk politik har aldrig - i modsætning til beskrivelserne i "minimalstatsutopien" - afvist den stærke og til dels omfangsrige stat eller for den sags skyld demokratiet, for så vidt begge fænomener kunne og skulle målrettes reguleringen af de optimale betingelser for den kapitalistiske produktion og det kapitalistiske marked.
Og det var præcis det modsatte, der oprindeligt lå i velfærdsstatens begreb og virkemåde, om end disse er blevet afsvækket ganske betragteligt de sidste 20 år. Men ikke desto mindre ligger det demokratiske princip om politikkens primat over økonomien i velfærdsstatens begreb, og det er opgøret med dette begreb og de bagved liggende principper, som regeringen bruger enhver anledning til at føre op på et stadigt højere og mere tilspidset niveau. Og som regel sker det i form af "de små eller mindre begivenheder", der enten som i den konkrete situation udfolder sig indenfor en stor og spektakulær begivenhed eller som sideeffekt af en mere eller mindre obskur og hysterisk samfundsdebat om f.eks. "tørklæder".
Som i det aktuelle forløb fra årsskiftet og indtil nu går regeringen målrettet efter at legitimere nedbrydningen af grænserne mellem stat og marked, administrativ og juridisk udgrænsning af det politiske liv, erstatning af politisk regulering med administrativ regulering, magtcentralisering og ensretning og udtynding af demokratiets begreb til et spørgsmål om bestemte procedurer i valget af samfundets ledere. Dvs. tilnærmelsen til superliberalistens Schumpeters definition af det liberale demokrati som "konkurrencedemokrati", der blev formuleret i mellemkrigstiden og videreudviklet umiddelbart efter 2. Verdenskrig.
Det rejser for mig at se spørgsmålet, om det overhovedet giver mening at fortsætte med at anvende begrebet neoliberalisme. Dels fordi begrebet forudsætter en ganske bestemt entydig definition af begrebet liberalisme, hvor en sådan aldrig har eksisteret. Dels fordi begrebet på denne måde bliver funktionalistisk og lukker for begribelsen af de grundlæggende og gennemgående principper i den liberalistiske verdensanskuelse, som er langt mere omfattende og bestemmende end disses umiddelbare politiske virkeliggørelse. Og dels fordi begrebet neoliberalisme stimulerer forestillinger om en ny radikalt anderledes form for liberalisme, som i virkeligheden skygger for det faktum, at denne regering og de ledende kræfter i EU de facto arbejder på at omdanne velfærdssamfundene til residualstater, hvor demokratiet underordnes retshåndhævelsen og administrativ regulering af rammebetingelserne for kapitalismens virksomhed og ekspansion.
Hvilket altid har været liberalistisk politik og omverdensforståelse i deres grundformer, selv om de konkrete fremtrædelsesformer har været legio. Og det var netop et opgør med disse grundformer, som velfærdsstaten som historisk kompromis havde som perspektiv - og stadig har - hvorfor kampen inde bag de synlige konflikter på samfundets skærmflade hele tiden handler om de to grundformers indbyrdes styrkeforhold og virkningsgrad.
Set i det perspektiv fremtræder den store begivenhed - overenskomstkonflikten - næsten som en inversion af de faktiske betydningsforhold målt i forhold til "de mindre begivenheder". Og alligevel ikke, fordi konflikten dels har haft et potentiale, som ikke er blevet fuldt udløst, og dels som ingen anden begivenhed i flere år skærpet den almindelige opmærksomhed på de samfundsforandringer, som de "små begivenheder" repræsenterer. Og sidst men ikke mindst har summen af disse begivenheder genrejst temaet om fagbevægelsens genpolitisering og fornyede forbindelse med de politiske partier - hvis vel at bemærke velfærdspolitikken skal genpolitiseres og udviklingen hen mod den liberalistiske residualstat stoppes.
I den forstand har de strejkendes noget brystfældige påstand om en sammenhæng mellem deres lønkrav og forsvaret for velfærden sin reelle gang på jorden - men også kun i den forstand. Tilbage står at denne sammenhæng formuleres og omsættes til faglig politisk strategi.
Solidaritet
Venstresocialistisk tidsskrift for analyse & debat
Juni 2008, nr. 3
http://solidaritet.dk/