Solidaritet. Juni 2008, nr. 3 - Indhold
af Jonas Paludan
I den refleksagtige afstandstagen til Dansk Folkeparti er der ikke meget forståelse at hente. Hvad er det som gør at Dansk Folkeparti har succes? I denne artikel forsøges at komme med et bud på, hvad det er som tiltrækker D.F.s vælgere.
Hvis der er en ting der kan forene folk på venstrefløjen, er det en nærmest refleksagtig afstandstagen til Dansk Folkeparti. De fjendebilleder partiet skaber i forhold til indvandrere, flygtning og i særdeleshed muslimer, er alle på venstrefløjen enige om at fordømme og venstreorienterede skribenter og meningsdannere har ofte nok kritiseret partiets ensidige angreb på minoritetsgrupper i det danske samfund.
Først vil jeg dog gerne starte med de ord som Michael Harbsmeier, (lektor på Roskilde Universitetscenter), har skrevet om fjendebilleder.
Han siger: "Når man taler om fjendebilleder er man selv med til at producere og reproducere et af de i dag mest udbredte og indflydelsesrige fjendebilleder overhovedet: billedet af den fordomsfulde, snæversynede, småracistiske, uoplyste, provinsielle medborger, der uden selv at kende til forholdende nøjes med at danne sig billeder, lader sig forføre af sine drømme og fantasier, lader sig binde noget på ærmet, som blindt tror på hvad andre siger, som lader sig styre af projektioner snarere end af indsigten i virkelige forhold, som nægter at se virkeligheden i øjnene, ser bort fra kendsgerningerne, er et villigt offer for alskens ideologi og propaganda, og for doven til selv at efterprøve selv de mest utrolige og hårrejsende påstande og beskyldninger, eller måske slet og ret for dum."
Om Harbsmeiers karakteristik er rigtig må det være op til den enkelte at bedømme, men der er næppe megen tvivl om, at venstrefløjen i gennem hele Dansk Folkepartis levetid, har angrebet partiet som værende underlødigt og en mere nuanceret forståelse af D.F.s vælgermasse synes ønskelig.
Lige meget, hvordan man vender og drejer det er der nemlig ingen tvivl om, at Dansk Folkeparti er en ubetinget succeshistorie - det må selv den mest forbenede dogmatisk marxist efterhånden indrømme.
Med det in mente giver det god mening, at forsøge at forstå, hvad det er som motiverer D.F.s vælgere. Uden forståelse har vi ingen chance for at vende den nuværende politiske udvikling i Danmark og den trænger i den grad til at blive vendt. Derfor vil jeg her redegøre for, hvad jeg ser som de primære bevæggrunde for D.F.s vælgere.
Baggrunden for at lave denne artikel er en bacheloropgave som jeg afleverede sammen med 3 medstuderende i maj 2006 på Roskilde Universitetscenter.
Vi havde på det tidspunkt en klar fornemmelse af, at Dansk Folkeparti lancerede sig selv som "den lille mands parti" og vi var interesseret i at finde ud af, i hvor høj grad dette var et billede som havde nogen empirisk forankring. At Dansk Folkeparti med nogen ret faktisk kan kalde sig for den lille mands parti blev snart klart. Ikke mindre end 61,2 % af partiets vælgere karakteriserede, i en undersøgelse fra 2001, sig selv som arbejdere. Det skal ses i forhold til Socialdemokratiet som kunne mønstre 48,2 % og Enhedslisten som kunne mønstre 33,3 procent. Dansk Folkeparti var i denne undersøgelse absolut topscorer.
Læg her mærke til, at der ikke er tale om nogen objektiv redegørelse for vælgernes klassemæssige tilhørsforhold. Det er et udtryk for, hvordan de enkelte vælgere identificerede sig. Det er ikke en uvæsentlig skelnen, men jeg mener at den er vigtig at pointere. Hvis man tager udgangspunkt i, hvad folk selv tænker kommer man formodentligt frem til et andet resultat, end hvis udgangspunktet var mere eller mindre objektive og strukturelle betingelser. Begge analysemetoder kan have deres ret, men i denne artikel er fokus på aktørniveau.
Med til billedet af Dansk Folkepartis medlemmer hører, at hele 43 % af partiets medlemmer er pensionister, men gennemsnitsalderen for D.F.s medlemmer er 55 år, hvilket kan indikere, at en del af disse ikke er alderspensionister.
Disse statistiske indtryk fortæller dog uendelig lidt om, hvilke bevæggrunde D.F.s vælgerne har til, at stemme som de gør. For at få et klarere indtryk af netop det, interviewede vi i vores bachelorprojekt 10 vælgere for at få et dybere indtryk af, hvorfor netop D.F. havde fået deres kryds.
De vælgere som det lykkes os at finde frem til må, hvis man udelukkende ser på uddannelsesniveau, siges at passe nogenlunde på en arketypisk D.F. vælger. Således var det tre ud af de 10 interviewede som havde studentereksamen. Dansk Folkeparti skiller sig ud fra de øvrige partier ved at have væsentlig færre bogligt uddannede end de øvrige partier. Ud af de tre som havde en studentereksamen var der to som havde benyttet sig af den til tage en længerevarende uddannelse. De øvrige havde enten ingen uddannelse eller havde en erhvervsrettet uddannelse. Da vi spurgte dem, hvorfor det netop var Dansk Folkeparti som de bekendte sig til, var svaret, at det i helt overvejende grad var partiets traditionelle mærkesager som vælgerne identificerede sig med. Det vil sige, at det var modstanden mod EU og modstanden mod den øgede indvandring som var det gennemgående træk ved de interview vi foretog. Interessant nok var de tre interviewpersoner som havde det højeste uddannelsesniveau også dem, som var de mindst trofaste vælgere. De så D.F. som et borgerligt parti, og kunne i højere grad finde på at skifte deres stemme. De øvrige vælgere var langt mere trofaste og gav udtryk for, at der ikke var andre partier for dem.
Udover de grunde, som de interviewede selv gav for deres politiske valg, mente vi også at kunne finde øvrige fællestræk.
Det mest interessante var den meget store afstandtagen fra akademikerne, fra overklassen, som mange af de interviewede gav udtryk for. Her vil jeg give ordet til et par af de personer vi interviewede.
En af vores interviewpersoner beskrev partiet på følgende måde: "Nu skal jeg passe på hvad jeg siger, alt for mange af politikerne er desværre cand.polit.er. [...] Alt for mange skolelærere og cand-polit'er i Folketinget." Da vi spurgte interviewpersonen om han mente, at det var vigtigt, at der var nogen der repræsenterede folket, sagde han: "Ja, det gør Dansk Folkeparti. De er almindelige politibetjente og hjemmehjælpere. Ganske almindelige arbejdere de fleste af dem."
Denne modstilling mellem akademikere og "almindelige arbejdere" var gennemgribende hos mange af vores interviewpersoner.
En anden udtrykte det således: "Jeg kan sige det sådan, at det der arbejderparti som vi havde i gamle dage, som hed Socialdemokraterne, det var jo alle slags, der var jo postbude, der var arbejdsmænd og så videre. I dag er det bare akademikere."
Et andet punkt som er relevant i den sammenhæng er, at mange af vores interviewpersoner fremhævede, at Pia Kjærsgaard havde været hjemmehjælper. Det kunne udtrykkes således:
"[...] hun er hjemmehjælper, altså hun er ikke økonom, eller journalist eller et eller andet indenfor det der [...] og hun har heller ikke godser og gårde og alt muligt og pleje sine egne interesser økonomisk. [...] Hun er hjemmehjælper, hun har prøvet det der. Hun ved godt hvad det vil sige med de ældre og svage. Hun ved godt hvad det vil sige at blive trådt på og få en ussel løn og blive uretfærdigt behandlet og så videre. Det kan jeg godt lide. Det er ikke bare en der har tilbragt hele sit liv oppe på en eller anden piedestal og kigget ned på de andre vel?"
Citatet her viser en række interessante ting. Dels lægger interviewpersonen vægt på at Pia Kjærsgaard har prøvet det selv. At hun ved hvordan der er på bunden og har et konkret kendskab til det "at blive trådt på". Billedet med piedestalen er også ganske rammende. Især i relation til billedet af "godser og gårde", som er typiske overklassesymboler.
At denne kamp mod eliten, akademikerne eller simpelthen overklassen har en stor andel i Dansk Folkepartis succes, mener jeg er uomtvisteligt. På den positive side, er D.F. med til få en gruppe af mennesker til at føle sig som en del af det demokratiske system. Bagsiden af medaljen er at det sker på bekostning af flygtninge, indvandrere og i særdeleshed muslimer, der kontinuerligt nedrakkes og bruges som syndebukke og skræmmebillede.
Et relevant spørgsmål her må være; hvorfor det ikke er lykkes for venstrefløjen at overbevise vælgerne om, at vi repræsentere deres interesser og hvordan kan vi rette op på denne skævhed? Fyrer vi alle akademikerne som har dannet deres erfaringer i elfenbenstårnet og indsætter arbejdere i stedet?
En stor del af svaret er formentligt forholdsvist banalt. Vi må og skal være bedre til at kommunikere. Som det er nu har venstrefløjen kun få markante personligheder, som med styrke kan overbevise vælgerne om, at de er i kontakt med livet på arbejdspladserne rundt omkring i landet og som ved, hvad der snakkes om ved kakkelbordene. At det netop er de lavt uddannede som er de mest trofast D.F. vælgere udgør et særligt problem for venstrefløjen. At eksempelvis Enhedslisten er stærkt akademisk præget har helt sikkert sin styrke, men der er et segment af befolkningen vi ikke når ud til. Dansk Folkeparti har den styrke, at de taler i et klart forståeligt sprog og leverer løsninger som folk umiddelbart kan forstå. Som jeg ser det, er det en af venstrefløjens stor udfordringer, at kombinere gennemarbejdede analyser med en letforståelig kommunikation. Uden en sådan, er der ikke meget håb om at vende den politiske strømning. Det kræver at vi, hver gang vi går på gaden under strejker og konflikter, formår at henvende os til folk som ikke har en boglig uddannelse og som ikke nødvendigvis sover med Information under hovedpuden.
Solidaritet
Venstresocialistisk tidsskrift for analyse & debat
Juni 2008, nr. 3
http://solidaritet.dk/