Solidaritet. Juni 2008, nr. 3 - Indhold
af Kevin Phillips
Den kendte politiske analytiker Kevin Philips mener at mange på hinanden følgende regeringer i USA har bragt økonomien i fare ved en kortsigtet politik og en tendens til at modsætte sig regulering. Det handler om gæld fra betalingskort i et hidtil uset omfang, en vækst i finanssektoren som f.eks. indenfor investeringsforeninger oprettet som kommanditselskaber, en oppumpet national gældsætning og en statistik der bevidst dækker over inflation og arbejdsløshed for at skjule det virkelige billede.
Når et land som f.eks. USA er på vej ud i en tilbagegang er der et par eller tre faktorer der spiller ind. Men for øjeblikket ligner den amerikanske økonomi en svømmepøl med hajer - og der er en seks-syv stykker af dem. En hurtig gennemgang viser at vi har en økonomi, der bygger på finansiering, vi producerer ikke så meget mere. Finanssektoren udgør op til 20% af det amerikanske bruttonationalprodukt, men produktionen er faldet til 12%.
Det andet problem er vores enorme gæld, både den offentlige og den private. Denne er steget med omkring 700% siden starten af 1980erne. Gælden på kreditmarkedet beløber sig til 50 billioner $, altså gæld fra handel - noget der ikke er kendt. Det er ikke regeringens gæld der er problemet, men gælden i den private sektor: finans-, firma- og gæld fra forbrug med betalingskort og boliglån. Det er her niveauet er usædvanligt højt. Gælden udgør 34% af BNP, sidste gang den var på et lignende niveau var i 1920erne og begyndelsen af 30erne, den var bare mindre dengang. Så det er meget farligt og noget der gør os meget sårbare.
Den tredje haj i pølen er sammenbruddet af priserne på hjemmemarkedet, de tager jo en skræmmende retning. Nogle forudser et prisfald på 15-20% og det ville være det største siden krisen i 1930'erne. Den fjerde haj er inflationen for globale varer: olie og fødevarer. Prisen på mælk foruroliger almindelige mennesker lige så meget som prisen på 1 liter benzin. Det er et globalt problem. Men det er jo helt til grin når regeringen påstår at der ikke er inflation.
Den femte haj er faktisk den elendige økonomiske statistik. Almindelige amerikanere bør hverken tro på angivelserne for inflation, nationalprodukt eller arbejdsløshedstal. Det hele er meget sammensat og teknisk, men det korte af det lange er, at de sidste 30-40 år har vi oplevet en veritabel overoptimisme, og ledelsen af begge de politiske partier har deltaget i legen. De vil have pænere tal for ikke at få vanskeligheder. Vi er nu nået det punkt hvor tallene er så løgnagtige at udenlandske investorer begynder ikke at fæstne lid til dem - og det med god grund.
Men den næste haj i poolen er uden tvivl oliepriserne. Her handler det ikke bare om at en global råvare er inflatorisk, for problemet er at på verdensplan vil olieproduktionen toppe indenfor de næste 10-20 år. I visse lande ser man allerede tydelige tegn på en mangelsituation. For få dage siden forudså investeringsselskabet Goldman Sachs at vi indenfor en ret kort periode ville opleve oliepriser på 150-200$ (næsten 1.000 kr. o.a.) - måske allerede i år.
Til dels skyldes det en mangelsituation, men også at den amerikanske dollar historisk set har været bundet op på olien siden 1970erne, på grund af en aftale indgået med OPEC der ønskede forhøjede priser. Henry Kissinger og andre sørgede for at få OPEC med til en aftale om at de kun ville sælge og købe olie i dollars og at de ville investere deres petrodollars i USA, i statsobligationer. Vi har derfor en valuta der har nydt godt af forbindelsen som på mange måder støttede dollaren. Men nu truer olien med at ramme USA som en boomerang. Vi er nødt til at bruge 400 billioner på nødvendig olieimport. Vi er ikke mere i stand til at kontrollere olien efter det idiotiske eventyr med Irak, selv om det delvis blev startet med henblik på at løse olieproblemet. Men i stedet har vi fået oliepriser der er steget med 500% på fem år. Så dollaren er ude i tovene - og så er der en haj til i pølen!
Det er kun meget gamle mennesker der kan huske 20erne og 30erne, som har oplevet at så meget skete på én gang. Og det er rigtigt skræmmende, og hver gang regeringen siger at situationen er under kontrol, eller at nu går det fremad - så bliver man efter kort tid klar over, at nej, situationen er ikke under kontrol og det går ikke fremad.
Grundlæggende har det politiske system fundet det opportunt at dække over kendsgerningerne, og det gælder begge partier. Det er netop en del af problemet. Var det ægget eller hønen der kom først? Men måske er der tegn på at Barack Obama taler mere åbent om det. Hans ledende økonomiske rådgiver talte tidligere i årtiet om at regeringen havde pyntet på regnskaberne. Jeg mener at de har pyntet på regnskaberne på en sådan måde at de giver et urealistiske billede af økonomien. De foregiver f.eks. at inflationen er omkring 2-3%. Finansbladet Barron's Magazine havde en artikel for finansfolk og deres vurdering var at inflationen i snit ville være 2.7 i år og på 2.8% ved udgangen af 2009. Men det er jo den rene komik. Vi er begyndt at opleve af en inflation af råvarer på verdensplan. Udenlandske investorer anslår en inflationsrate, inklusiv mad og energi, på 6-9% - ikke det sludder 2.6 eller 2.7 eller 2.8 eller 2.9%.
Men sandheden er jo den at ser man på økonomiens væksttal, tallene for bruttonationalproduktet, må man jo for at nå frem til de virkelige tal, tage udgangspunkt i væksten af nationalproduktet og trække inflationen fra. Alligevel ville man nå frem til positive tal hvis man satte inflationen til 2.6 eller 3%. Men har man en nominel vækst på 4 % og en inflation der i virkeligheden er på 6-9%, så får man en overvældende negativ vækst og en økonomi på tilbagetog.
Man ved at regeringen taler med grødet stemme som i westernfilmene, men det gør finansfolkene også. Al den snak om rating, om den er AAA eller måske lavere end BB når man skal give en vurdering af værdipapirer der er ved at være værdiløse! Men når det handler om økonomiske data eller en vurdering/beskrivelse af hvad der ligger bag de finansielle instrumenter, så er al ærlighed langt væk og det amerikanske folk er blevet bragt på kanten af ruin fordi udlandet ikke længere tror på det vi siger.
Da investeringsforeninger i USA i vid udstrækning investerer i råvarer finder der spekulation sted her, råvarer betragtes jo som et attraktivt investeringsobjekt, mens nogle af de større valutaer mister betydning. Det gælder særligt dollaren. Amerikanske investeringsforeninger finder det mere interessant med råvarer end dollar og amerikanske aktier.
Men jeg vil ikke påstå at den vigtigste drivkraft bag de globale fødevarepriser er spekulation. Meget har at gøre med klimatiske forandringer og noget har at gøre med energi. Korn som tidligere blev brugt til fødevarer er nu en mulig energikilde. Det gælder sukker i Brasilien. Så man får en overlapning af hvad der er fødevarer og hvad der er energi, og hele sektoren for råvarer bliver udsat for et pres, specielt fordi flere og flere rykker op i den lavere middelklasse eller i middelklassen i Kina, i Indien, i Brasilien, og efterspørgslen på fødevarer og energi stiger hele tiden. Så der er andet end spekulation, men den spiller en vis rolle.
De forenede Stater var tidligere en stor oliemagt. Vi havde store olieressourcer i det 20. århundrede og succeser i to verdenskrige baseret på olie. Det gjorde vores industri til verdens stærkeste, det opbyggede vores transportsystem og vores boligområder, som nu er noget af en trussel fordi det kræver så meget olie. Men USA producerer på nuværende tidspunkt kun en tredjedel af den olie det har brug for.
Spørgsmålet omkring olieproduktionens højdepunkt handler om den produktion på verdensplan vil kulminere indenfor de næste fem, ti eller femten år og nogle mener endda at den allerede har kulmineret. Hvis det er tilfældet og man ikke inden for relativ kort tid kan finde erstatning for den og det vel næppe ske indenfor fem-ti år, må man forvente at oliepriserne bare vil fortsætte med at stige. De mennesker der forventer at olien vil stige, vil udnytte situationen til spekulation, hvis de da vil have penge ud af deres dollars. Det vil få oliepriserne til at stige yderligere og have negativ betydning for dollarkursen. Vi har altså en valuta der er under pres og som dermed rejser sig alle mulige andre spørgsmål.
At olieproduktionen har kulmineret er ikke noget man ser på forsiden af vores aviser, men jeg ville ønske de beskæftigede sig med det, for der er en meget der er galt med vores økonomi, som hverken medierne eller politikerne ønsker at putte på side 1 - og det er på side et det hører hjemme. Det er alvorligt stof.
Der er mange dimensioner på den globale krise. En af de mere åbenlyse er at hvis økonomien går agurk og vi får et pres på dollaren og dollaren svækkes alvorligt, vil man opleve at udlandet i meget videre udstrækning vil opkøbe vores industri og at man gerne vil sælge til dem. Amerika som global skyldner vil vokse med lynets hast, og vi vil komme til at hoppe og springe for de andre. De olieproducerende lande vil opgive dollaren og man vil opleve en recession i USA som naturligvis til den tid vil blive forstærket af de store gældsposter der vil forfalde.
Men der er en anden dimension som de fleste synes at overse. Hvis man har en finanssektor der efterhånden udgør den største del af den private økonomi, sådan som vi har oplevet det her til lands, får man en voksende intervention fra Federal Reserve Board der vil regulere den amerikanske økonomi - og de er delvis kontrolleret af banksektoren. De er ikke valgt af nogen. Så der mangler demokratiske ingredienser på dette område.
Hertil kommer også at væksten i finanssektoren har medført en vækst i den industri der tager sig af gæld og kredit. En del af de følger der har været når økonomien vokser er at et voksende antal skylder mere og mere. De beløb som de enkelte individer skylder og afdrager på er en voksende byrde. Man kommer i gæld for at ville opretholde enten en levestandard man ikke har råd til, og som understøttes af forbrugerisme og annoncer der opfordrer folk til at bruge penge de ikke har. Så her har vi at gøre med et element der viser at det offentlige har mistet kontrollen over sin egen fremtid: en økonomi der er fuld af gæld og kreditindustri som grundlaget for finansieringen. Følgerne af alt det er kolossale for de der kontrollerer hvad der sker i USA, og det vil især komme til at gælde hvis der på grund af en højere inflation og stigende renter sker et sammenbrud på det gældsmarked der er vokset år for år.
Det vil gavne at der fremstod en seriøs holdning fra seriøse politiske kandidater. Det har jeg ikke set skyggen af og jeg tvivler på at vi vil komme til at opleve det. Begge partier har deres medskyld i at situationen er som den er. De skal nok afstå fra at klynge sig til sandheden om det der er ved at ske med økonomien, den enorme gæld og de farer det udsætter os for, så det tror jeg ikke vil blive et diskussionsemne.
Hvis ikke det bliver diskuteret vil den kommende præsident, hvem det så end måtte blive, ikke have mandat til at løse disse problemer og de forskellige interessegrupper har så megen kontrol over Kongressen at kun en præsident der var valgt af folket med seriøse løfter om reform - og det kunne bl.a. være regulering af finanserne - kun en sådan præsident ville være i stand til at gennemføre det. Og jeg tvivler på at nogle af de der stiller op har lagt grunden til sit mandat på baggrund af en seriøs reform. Det synes jeg, helt ærligt, er ynkværdigt. Men vi kan ikke få noget løsning før vi i det mindste har startet en diskussion.
Oversat af Stig Hegn fra resume af radioudsendelsen på Democracy Now: The war and peace report den 6.5.2008.
Kevin Phillips (f. 1940) er politisk kommentator, bla. til Los Angeles Times og radioen PBS. Han var med til at lægge strategien for Nixon's kampagne i 1968, jvf. bogen The emerging Republican majority. Men de sidste par årtier har han taget kraftig afstand fra sit tidligere parti. KP er forfatter til den nyligt udkome bog Bad Money: Reckless Finance, Failed Politics, and the Global Crisis of American Capitalism. Viking Books, 2008. 256 sider.
Solidaritet
Venstresocialistisk tidsskrift for analyse & debat
Juni 2008, nr. 3
http://solidaritet.dk/