Solidaritet. Maj 2008, nr. 2 - Indhold
Michael Voss
Socialistisk Folkepartis fremgang ved valg og meningsmålinger har været imponerende, men også forbløffende og frygtindgydende for mange i Enhedslisten. Hvorfor er det SF og ikke Enhedslisten, der vokser, når vi oplever i velfærdsprotester, overenskomststrejker og andre folkelige bevægelser?
I denne artikel forsøger Michael Voss at analysere SF's fremgang og de betingelser, det stiller for Enhedslistens arbejde. For Enhedslisten er der ingen grund til panik, men heller ikke til jubeloptimisme, er en af konklusionerne.
Denne artikel er baseret på et oplæg, jeg holdt for Enhedslistens hovedbestyrelse den 5. april. Oplægget skulle lægge op til en diskussion om SF's fremgang og politiske udvikling. Det betyder, at hverken oplægget eller artiklen forsøger at præsentere en afbalanceret og overordnet analyse af den politiske situation i Danmark eller et samlet svar på, hvad Enhedslisten skal gøre, men fokuserer på SF's betydning for den politiske situation, og hvilke konsekvenser det har for Enhedslistens muligheder.
I artiklen har jeg inddraget nogle af de mange gode pointer, der kom frem i hovedbestyrelsens diskussioner, men hovedbestyrelsen kan ikke på nogen måde drages til ansvar for de vurderinger, jeg fremlægger.
For at kunne forstå SF's udvikling må vi se det i sammenhæng med den generelle politiske udvikling.
Medierne og kommentatorerne har lagt sig fast på en "historie", som det må kræve ret stærke skyklapper at fastholde så stædigt, nemlig at venstrefløjen bliver svagere og svagere, og at det seneste valg var et historisk nederlag.
Ja, det var et alvorligt nederlag, at vi ikke kunne vælte VK-regeringen, og det var et nederlag for Enhedslisten, at vi gik tilbage fra 6 til 4 mandater.
Men samtidig kunne vi konstatere en markant venstredrejning, som oven i købet er fortsat efter valget. Det eneste, der skal til, for at kunne se denne venstredrejning, er at fjerne De Radikale fra "venstrefløjen" og i stedet se på, hvordan det gik de reelle partipolitiske blokke i Danmark - først ved valget:
Regeringsblokken (V, C, O) gik tilbage i forhold til det foregående valg med 5 mandater og 2,6 %.
Lige så interessant er en anden blok, liberalisterne. Her hører Dansk Folkeparti ikke med, men det gør til gengæld Radikale og Ny Alliance. Denne blok gik samlet tilbage med 9 mandater og 3,9 %.
Modsat gik de partier, der historisk er tilknyttet arbejderbevægelsen (A, F, Ø), markant frem: 8 mandater og 5,5 %.
Og denne udvikling er fortsat efter valget. Det seneste vægtede gennemsnit af meningsmålinger, som Altinget offentliggør, er i skrivende stund fra marts, og det viser, at:
Som bekendt ligger hele fremgangen blandt arbejderpartierne hos SF. De har taget noget fra Enhedslisten og meget fra Socialdemokratierne.
Et andet interessant aspekt af det samlede politiske billede er polariseringen. Mens den ene ekspert efter den anden forklarer, hvordan den traditionelle højre-venstre skala er forældet, og at vælgerne samler sig på midten - så viser det sig, at de partier, som mest ihærdigt definerer sig som midterpartier er udsat for store tilbageslag og for nogles vedkommende udslettelse.
Disse midterpartier er Radikale, Ny Alliance, Centrumdemokraterne og Kristendemokraterne. Jeg har målt deres udvikling siden 2005-valget i procent for at kunne fange den reelle udvikling også blandt de små, som ikke har opnået valg.
Fra 2005-valget til 2007-valget gik midterpartierne tilbage 3,1 %, og i månederne fra 2007-valget til marts gik de yderligere 2,6 % tilbage, dvs. i alt 5,7 %. Ved martsmålingen har de tre partier til sammen (CD registreres ikke længere) kun 6,2 %.
At dømme efter stemmeafgivning og meningsmålinger er vi disse år altså ude for to sammenhængende fænomener:
En nærliggende og relevant indvending mod denne påstand kunne lyde: Det er ikke befolkningen, der er blevet mere venstreorienteret; det er partierne, især SF, der har bevæget sig mod højre.
Jeg vil behandle de to dele af indvendingen hver for sig
Til det første spørgsmål vil jeg svare ubetinget Ja. Store dele af befolkningen er overordnet set blevet mere venstreorienterede, selv om de ikke er blevet det i forholdt til alle politiske temaer.
Det kan man konstatere på flere niveauer.
Det meste synlige og håndgribelige er opsvinget i de politiske aktiviteter, som vi samlet set kan kalde velfærdsbevægelsen. Det drejer sig om ansattes og forældres protester mod kommunale nedskæringer. Det handler om sosu-assistenternes overenskomststridige strejker for mere i løn og bedre normeringer. Og det har manifesteret sig ved de store velfærdsdemonstrationer mod regeringen.
Lige her og nu oplever vi det omkring overenskomsterne, hvor FOA's forbundsledelse har været i den helt uvante situation, at medlemmerne har krævet at komme til at strejke for bedre løn. Tilsvarende ser vi i BUPL den første markante fagforeningsopposition mod en forbundsledelses godkendelse af en overenskomst i mange år.
Men også de mange meningsmålinger, der gennemføres, tyder på en holdningsmæssig venstredrejning.
Hvis vi kombinerer vælgerbevægelser, velfærdsbevægelsens udvikling og de holdninger, der måles ved forskellige meningsmålinger, kan vi efter min mening med god ret konstatere, at vi i disse år oplever en venstredrejning i befolkningen.
I samme åndedrag er det dog vigtigt at fastslå, at denne venstredrejning viser sig på de generelle politiske spørgsmål og især den økonomisk-sociale politik.
Billedet bliver til gengæld sløret, når vi inddrager holdningen til indvandrere, flygtninge og retspolitik. Her er ikke sket nogen venstredrejning de seneste par år - men nok heller ikke det modsatte.
Arbejderklassen - i den brede betydning af ordet, dvs. størstedelen af lønmodtagerne - er i dag splittet på disse spørgsmål. Splittet mellem på den ene side indvandrere, flygtninge og dele af de etnisk danskere og på den anden siden en gruppe af etniske danskere.
Det er denne splittelse, som Dansk Folkepartis opbakning afspejler, og det er dette problem, som SF tilsyneladende forsøger at løse ved at lefle for de fremmedfjendske eller fremmedfrygtende dele af befolkningen.
Så længe denne splittelse eksisterer, vil venstredrejningen i befolkningen være skrøbelig, og den vil få svært ved at slå igennem i form af mere blivende sejre, styrket organisering af arbejderklassen og kvalitativ fremgang for en antikapitalistisk og socialistisk politisk strømning.
Men det er ikke temaet for denne artikel.
Det spørgsmål kan besvares med et klart og tydelig Ja og Nej. Det afhænger af tidsperspektivet.
Gennem SF's historie har partiet været igennem mange højredrejninger og venstredrejninger, hvor det samme tema i øvrigt er gået igen: hvor meget vil vi bryde med vores egen politik, og hvor meget vil vi skade almindelige lønmodtagere for at få indflydelse og magt. Det var temaet, da partiet blev splittet i 1967, og venstrefløjen brød ud og dannede VS. Og det er det underliggende tema for partiets udmeldinger, siden Villy Søvndal overtog formandsposten.
I det lange perspektiv må vi konstatere, at SF i slutningen af 80'erne bevidst og åbenlyst tilsluttede sig markedsøkonomien. I SF-jargon hed det "den sociale markedsøkonomi". Det var også i samme periode, at partiet brød med EU-modstanden og ret hurtigt derefter med EU-kritikken. Her foregik en afgørende og blivende højredrejning af partiet.
Hvis vi et øjeblik ser bort fra de seneste to måneders Hitz-bu-Tahir-udtalelser, så ligger den nuværende SF-ledelse til gengæld helt inden for de seneste 15-20 års SF-politik.
I 15-20 års perspektivet kan man ikke tale om en markant højredrejning. Ser vi isoleret på de seneste to-tre år er billedet noget mere uklart.
At Villy Søvndal slog Pia Olsen i kampen om formandsposten var i hvert fald ikke et udtryk for en højredrejning. Søvndals og partiets markeringer omkring velfærdskampen har heller ikke ligget til højre for tidligere SF-politik, snarere tværtimod. Og "velinformerede kilder" i SF mener, at den nye folketingsgruppe ligger til venstre for den gamle.
Omvendt er der ingen tvivl om, at partiet i de seneste år har lagt større vægt på at markere dets kompromisvillighed. Vi indgår gerne i forlig, og vi har ingen ultimative krav for at gå med i en regering med S og R.
Villy Søvndals "rejs hjem, hvor I kommer fra"- retorik og de efterfølgende "hårde" retspolitiske udmeldinger fortjener særlige overvejelser.
Fra partitoppens side er det et kynisk tænkt udspil, som skal fjerne barrierer for endnu større fremgang. Man har vurderet, at en stor gruppe i befolkningen gerne vil stemme SF på grund af den økononomisk-sociale politik, men lader være på grund af den "bløde" indvandrer-, flygtninge- og retspolitik.
Tilsyneladende har det i første omgang resulteret i en kvalitativ større fremgang for SF (omkring fem procentpoint i februar-marts), men det er for tidligt at fastslå en sammenhæng mellem H-u-T-udtalelserne og denne fremgang.
Dels er der altid en vis inerti i meningsmålinger. Fremgang avler fremgang. Dels kan SF's fremgang til og med marts måned også forklares med Socialdemokraternes fortsatte politiske passivitet.
Dertil kommer, at Dansk Folkeparti ikke gik tilbage i disse måneder, hvilket ikke tyder på, at SF har nået den gruppe, de sigter efter.
Selv om den nye retorik endnu ikke har ført til fremmedfjendske lovforslag, så er SF-ledelsens forsøg på at "løse" deres problem farlig. Farlig for samfundet, fordi det giver højrefløjens ideologi medvind. Farlig, fordi de skubber en del af arbejderklassen (de etniske minoriteter) væk for at vinde en anden del af arbejderklassen. Men også farlig for SF selv, fordi de risikerer at støde deres kernevælgere, som de bl.a. har vundet på et humanistisk grundlag, fra sig, hvis de fortsætter ad det spor.
Alt i alt er der efter min mening ikke belæg for at forklare SF's fremgang med, at partiet er gået til højre og har samlet vælgerne op der, hvor de hele tiden har stået holdningsmæssigt. Tværtimod er SF's fremgang en af flere måder, hvorpå vi kan aflæse en vis venstredrejning i befolkningen.
Men hvorfor er det SF, som høster alle frugterne af befolkningens venstredrejning? Hvorfor går Enhedslisten ikke frem, når nu vi er de mest konsekvente fortalere for kamp mod VK-regeringen og for en virkelig solidarisk velfærdspolitik - plus alt det andet? Når der sker et opsving i udenomsparlamentariske aktiviteter, hvorfor er det så ikke det parti, der mere end nogen andre ser udenomsparlamentarisk kamp som vejen til fremskridt, som bliver belønnet med større opbakning?
Naturligvis kunne Enhedslisten have gjort det bedre, og der er ingen objektive samfundsmæssige forhold, der står i vejen for, at vi får 6 mandater ved et folketingsvalg, og at vi får yderligere 1.000 medlemmer.
Men efter min mening er det ikke overraskende, at det er SF, der stormer frem på ryggen af velfærdsbevægelsen. Man kan nærmest kalde det en "naturlig" politisk udvikling.
Der er en tæt sammenhæng mellem protesterne og aktionerne mod regeringens velfærdspolitik og SF's fremgang. Derfor må vi se på denne gruppe mennesker, som har protesteret, blokeret, strejket, demonstreret, eller som har bakket om op disse aktiviteter.
Denne velfærdsbevægelse er vokset frem efter mange års passivitet. Hovedparten af dem er aktive og på gaden for første gang - og i hvert fald for første gang i lang tid.
Velfærdsaktionerne er på den ene side et resultat af, at mange er blevet mere kritiske over for VK-politikken - og over for Socialdemokraternes medvirken eller passivitet. Og omvendt gennemgår mange af deltagerne en politisk radikalisering af at være med i udenomsparlamentarisk aktivitet.
Men det betyder ikke, at flertallet af disse mennesker med ét springer fra borgerlige partier eller fra Socialdemokraterne til Enhedslistens yderligtgående socialistiske holdninger. De søger i første omgang til det parti, som ligger nærmest til venstre - og de fleste foretrækker også et større frem for et mindre parti, når de skal søge nye græsgange stemmemæssigt.
Hvad der er vigtigt i denne sammenhæng, er, at de ser SF som et parti, der repræsenterer lige netop deres holdninger.
I Enhedslisten kritiserer vi SF for at give indrømmelser og indgå kompromisser. Vi synes, de afslører sig selv, når de siger, at de ikke vil stille ultimative krav til de andre partier i et regeringssamarbejde.
Men langt de fleste af velfærdsbevægelsens deltagere og støtter opfatter SF's parlamentariske linje som den mest fornuftige, som den mest realistiske, ja måske som den eneste mulige.
Enhedslisten jubler over strejker og demonstrationer og ser dem som det vigtigste redskab for samfundsforandringer.
Men langt de fleste i velfærdsbevægelsen opfatter det som enkeltstående markeringer. De sætter deres lid til, at et andet parti end det, de plejer at stemme på, vokser, får indflydelse og allerhelst kommer i regering. Det er for dem vejen til bedre velfærd.
SF er på godt og ondt det politisk udtryk for velfærdsbevægelsen, som den ser ud i dag.
Før store grupper i samfundet bliver parate til at tilslutte sig Enhedslistens radikale, socialistiske og revolutionære politik, skal de være med til langt flere aktioner og bevægelser og gøre sig langt flere erfaringer med, hvilke aktiviteter, der skaber forandring, og hvilke partier de kan stole på.
Af samme grund har hverken regerings-iveren eller højre-retorikken fremprovokeret særlig markante protester i SF - og ikke bare ansatserne til en kritisk venstrefløj i partiet.
Er Enhedslisten da dømt til at kæmpe med spærregrænsen i årevis, mens SF kæmper med Socialdemokraterne om at være det største oppositionsparti?
SF's nuværende styrke kan i hvert falde holde flere år frem i tiden. De kan også gå endnu mere frem under de rette betingelser.
Så længe VK er ved magten, og mobiliseringer omkring velfærdsspørgsmål fortsætter - evt. suppleret med en aktiv klimabevægelse - så længe er der et grundlag for SF's styrke. De vil fortsat fremstå som den politiske modpol til nyliberalismen og som den skudsikre forsvarer af velfærdssamfundet. Heller ikke højrelinjen på værdispørgsmål behøver at svække dem.
Naturligvis kan partiet lave selvmål, hvis de går grassat omkring indvandrere og flygtninge, eller hvis der ryger en for stor finke af panden på Villy Søvndal, og han bliver afsløret i et lemfældigt forhold til sandheden.
Men afgørende ændringer i styrkeforholdet mellem SF og Enhedslisten er der ingen udsigt til før det øjeblik, hvor SF rent faktisk får indflydelse. Når SF bliver støtteparti til en regering eller måske lige frem kommer med i en regering, befinder vi os pludselig i en helt anden situation.
For mens det store flertal af befolkningen i abstrakt forstand accepterer, at partier bøjer af, giver indrømmelser, indgår forlig og sælger lidt ud af deres valgløfter, er de ikke nær så forstående og accepterende, når det bliver til virkelighed.
Og SF vil uundgåeligt skuffe en stor del af dem, der bærer partiet frem til indflydelse.
Jo større mobiliseringer og jo større politisk venstredrejninger, vi har været igennem, inden SF får indflydelse, jo mere vil partiet skuffe. Selv de begrænsede velfærdskrav, som rejses af offentligt ansatte og af brugerne i kommunerne i dag kan ikke opfyldes af en regering, der ikke vil bryde med de liberalistiske dogmer. Hvis en S-R-(SF) regering ikke tør sætte sig op mod markedets logik og kapital-ejernes interesser, får den rigtig svært ved at opfylde de forventninger, der er til den - ikke mindst blandt SF-vælgerne.
I sig selv lægger SF's politik ikke op til et brud med markedskræfterne, med EU-direktiverne eller med traditionel borgerlig nationaløkonomisk tankegang - som vi har set det med Ole Sohns gentagne advarsler mod overophedning.
Dertil kommer, at SF er parate til at opgive vigtige dele af deres egen politik - for at sidde med ved bordet. Intet tyder på, at SF vil sige fra over for Socialdemokraternes og De Radikales ønske om at administrere samfundet uden brud med liberalismen.
Hele denne politiske logik vil uundgåeligt fange dem i en situation, hvor de bliver medansvarlige for en socialdemokratisk-radikal administration af samfundet på systemets præmisser.
Ifølge den logik skal dele af arbejderbefolkning og grupper af de socialt dårligst stillede betale for at gennemføre forbedringer andre steder. Og ifølge den logik står "landets økonomi" (læs: virksomhedernes profit) over alle andre hensyn.
Og den socialdemokratiske partiledelse vil gå bevidst efter at "ansvarliggøre" SF i forlig, der vil skuffe partiets eget bagland - for at undergrave konkurrenten til venstre.
Måske vil SF-vælgerne give partiet lidt respit og ikke reagere hårdt på de første smudsige forlig. Sådan har vælgerne traditionelt behandlet Socialdemokraterne, når partiet vendte tilbage fra opposition. Men i dag er vælgerne meget mere flygtige, og SF risikerer en brat opvågnen.
På det tidspunkt opstår der muligheder for, at der udvikler sig en kritisk venstrefløj i SF, og på det tidspunkt kan større grupper i befolkningen blive tiltrukket af en konsekvent mobiliserende socialistisk politik.
Der er vel at mærke ingen garanti for, at skuffelsen over SF fører til yderligere politisk venstredrejning og styrkelse af Enhedslisten. Historien viser, at pendulet også bare kan svinge tilbage. Når den ene fløj (S-R-SF) ikke kan levere, så må vi prøve den anden (VKO) igen.
Om udviklingen på det tidspunkt går i den ene eller den anden retning, afhænger af mange forhold, men det afhænger bl.a. af, hvad Enhedslisten har brugt tiden på indtil da.
På den ene side står Enhedslisten altså i en situation, hvor vi ikke kan forvente det store politiske gennembrud. Tværtimod må vi erkende, at uanset hvilke politiske udmeldinger vi kommer med, organisatoriske initiativer vi tager, eller hvor dygtige vores talspersoner og folketingsmedlemmer er, så vil det overordnede styrkeforhold mellem os og SF ikke forrykkes.
I den nærmeste periode skal vi opbygge Enhedslisten i skyggen af et væsentligt større SF. Der er altså ikke basis for jubeloptimisme.
På en anden side ligger der nogle fordele i, at Enhedslisten er et niche-fænomen. Enhedslisten befinder sig marginalt i det politiske billede. Det betyder, at vi - næsten uafhængigt af de store samfundsudviklinger - altid kan forøge vælgerskaren med en halv eller en hel procent, og vi kan altid skaffe 500 eller 1.000 eller måske endnu flere nye medlemmer.
Sådan en begrænset, men vigtig fremgang kan komme, fordi der opstår en heldig politisk situation, fordi en af vores talspersoner slår igennem i medierne, eller fordi vi simpelthen gør vores arbejde godt fra aktivist-niveau til folketingsgruppe.
Vi har det lidt sværere pga. skyggen fra SF. Selv for entusiastiske og dedikerede socialister virker succes dragende. Og så længe SF ikke får ansvar, bliver det svært for Enhedslisten at tilkæmpe sig plads i offentligheden på den velfærdspolitiske dagsorden.
Men vi kan sagtens gøre det bedre end i dag. Vi kan sagtens blive større. Og arbejdet med at opbygge sociale bevægelser og mobiliseringer og med at styrke Enhedslisten er afgørende for, hvad der sker, når de politiske konjunkturer ændrer sig.
Der er altså ingen grund til passivitet eller panik.
Mange faktorer spiller ind, når Enhedslisten skal lægge en politisk og organisatorisk strategi. Her vil jeg pege på nogle af de elementer, der udspringer af SF's styrke og placering lige ved siden af os.
For det første skal vi ikke reagere panisk på problemerne og springe fra sag til sag, som måske her og nu kan give os medieomtale, fordi vi er uenige med SF. Vi skal udvikle og forfølge en langsigtet strategi, som bl.a. indeholder disse elementer:
Men skal vi da ikke kritisere SF? Er det ikke vejen til at vinde SF-tilhængere over til Enhedslisten?
I forlængelse af analysen tidligere i artiklen vil jeg fastholde, at diskussion med og kritik af SF ikke flytter de store grupper i dag og i morgen.
Oven i købet er SF og Villy Søvndal populær langt ud over de grupper, der rent faktisk vil stemme på dem. Derfor vil det vende sig mod os som en boomerang, hvis Enhedslisten jævnligt citeres for en aggressiv og uforsonlig kritik af SF. Det vil blive opfattet som småligt nid og nag.
I stedet skal grundtonen som hovedregel være, at Enhedslisten mener noget andet end SF på en række punkter, og at vi har en anden overordnet strategi, og det synes vi, folk skal tage stilling til.
Med mellemrum kan vi skærpe tonen. Når SF's politik bliver åbenlyst skadelig, og når deres retorik får åbenlyst negative effekter. Dvs. så åbenlyst at store dele af SF's bagland kommer i tvivl. Det må afgøres fra sag til sag og lige i situationen, men det kan være områder som:
Formår vi i den kommende tid at markere os som det aktive og mobiliserende politiske alternativ, der er synligt i hverdagen på arbejdspladser, uddannelsessteder, i bevægelser og organisationer og i medierne, kan vi på én gang tiltrække nye vælgere, medlemmer og aktivister i dag og samtidig forberede det tidspunkt, hvor større grupper bliver skuffede over SF (og S) og søger andre veje.
Michael Voss er medlem af
Enhedslisten-Roskilde og af SAP.
Han er tidligere pressemedarbejder i Enhedslistens folketingsgruppe.
Solidaritet
Venstresocialistisk tidsskrift for analyse & debat
Maj 2008, nr. 2
http://solidaritet.dk/