Solidaritet. Maj 2008, nr. 2 - Indhold

En ny dagsorden?

af Jan Helbak

Det var i foråret 2007. Regeringen havde Trepartsforhandlingerne med fagforeningerne på plads. OK-07 på det private arbejdsmarked var endt uden konflikt og havde ikke givet den løneksplosion, som arbejdsgiverne og deres økonomiske orakler i bankverdenen havde advaret imod. Alt tegnede til, at kursen for OK-08 var lagt og hermed også for et valg i efteråret, hvor de offentligt ansattes fagforeninger i større eller mindre grad var moralsk bundet til regeringens stærkt opreklamerede Kvalitetsreform.

Men så skete der noget helt uventet. Sosu-assistenterne og Sosu-hjælperne i Holstebro gik i strejke for højere løn. Nu havde de længe nok hørt om manglen på "varme hænder", om hvor god dansk økonomi var, og om hvilket enormt stort arbejde de udførte i dagligdagen. Tiden var kommet indløsningen. Over nogle ganske få dage spredte strejken sig til de fleste større byer i landet. De havde lært af de unge fra kampen om Ungdomshuset og brugte sms'er til at sprede strejken.
I flere kommuner indgik de strejkende aftaler om pæne lønforhøjelser. Enten som engangsbeløb eller som varige lokale tillæg. Det bemærkelsesværdige var, at strejken og den hast, hvormed den bredte sig kom bag på de strejkendes forbund FOA. Man var faktisk ret længe om at få generaliseret de strejkendes krav til et egentligt overenskomstkrav. Men da det først fandt sted ebbede strejkebølgen ud. Flere steder med konkrete lønaftaler som resultat.

En politisk dagsorden

Hvad de strejkende i Holstebro og i andre byer ikke havde gjort sig forestillinger om, hvad i øvrigt de fleste andre heller ikke havde, var, at de efterfølgende krav skulle trænge ind i det politiske system og sætte dagsordenen op til og under valget.
FOA formulerede parolen om "mandeløn til kvindefag", og Sundhedskartellet formulerede det samme krav dog under en mere traditionel parole om ligeløn. Hertil kom FOA's krav om 5000 kr. mere om måneden ved overenskomstforhandlingerne og sundhedskartellets tilsvarende lønkrav på 7000 kr. Forbundene henviste til det meget omtalte rekrutteringsbehov, manglen på sygeplejersker, sosu-assistenter og sosu-hjælpere og slog på, at det bl.a. var den ringe løn, der holdt unge mennesker væk fra fagene. Men der blev også peget på ringe arbejdsforhold, stressende tempo og manglende anerkendelse for indsatsen.
Den ringe løn blev ganske simpelt taget som udtryk for samfundets manglende anerkendelse af deres indsats. Allerede tilbage under strejkerne, der udgik fra Holstebro lå anerkendelseskravet nedenunder det mere manifeste lønkrav. Som upåagtede og fortravlede sundhedsmedarbejdere havde man nået en grænse. På den ene side kørte TV flere historier om omsorgssvigt, og på den anden side havde det politiske system gennem strukturreformen og Frit valgs reformen gjort det daglige pleje-omsorgsarbejde til en vare. Man havde taget værdigheden fra de mennesker fra hvem, man som en selvfølge regnede med ubegrænset loyalitet. Det forhold fik en ende i Holstebro. Når alt skal gøres op i penge, må lønnen også afspejle værdisættelsen.
Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet fangede i en vis forstand, hvad der var i gang og spillede med på FOA's krav om 5000 kr. mere om måneden, selv om ganske betydelige nuancer skilte de to partier. DF ønskede kun at afsætte en beløb til de lavtlønnede sosu-assistenter og sosu-hjælpere, hvorimod Socialdemokratiet plæderede for et generelt lønløft. Det skulle gøres muligt via finansloven, hvorved man også undgik at gribe direkte ind i overenskomstforhandlingerne.
Hermed var den økonomiske kamp løftet ind i det politiske system, og temaet fik en ikke uvæsentlig placering i hele valgkampen, hvor både DF og Socialdemokratiet igen og igen fremførte deres løfter uden i øvrigt at blive helt konkrete og lægge op til et bindende løfte. Samtidig indløb meldingerne fra kommunerne om, at budgetterne og skattestigningerne for 2008 overskred den aftalte økonomiramme. Regeringen afværgede en politisk konfrontation både med oppositionen og med kommunerne ved at definere situationen som ganske særlig, under henvisning til at det var kommunalreformens første år. Men varslede dog en senere opstramning af aftalesystemet mellem regeringen og KL og Danske Regioner.
I konsekvens af DF's og Socialdemokratiets løfter om et betragteligt lønløft ved overenskomstforhandlingerne - nærmere bestemt afsættelse af en pulje på 5 mia. kr. - valgte FOA's formand, Dennis Kristensen, at træde af som formand for KTO, idet han foruddiskonterede en særskilt forhandling om fordeling af puljemidlerne, som var uforenelig med formandsposten for det samlede kommunale forhandlingsfællesskab (KTO). Underforstået, at lærere, socialrådgivere osv. ikke skulle have del i udlodningen af den lovede pulje på 5. mia. kr.
Fra det øjeblik burde det have stået klart for alle, at det som startede som et "lønoprør" i Holstebro nu var blevet et centralt politisk tema, hvorfor OK-08 aldrig kunne blive et traditionelt overenskomstforløb. De politiske partier havde allerede engageret sig i lønkampen, og med valgets resultat stod det klart, at regeringen var svækket og DF styrket. Man kan derfor vanskeligt fortænke kombattanterne i at gøre sig forestillinger om, at det kunne lykkes at presse partierne i oppositionen og DF til at søge afsat den lovede pulje på 5. mia. kr. i en finanslovsaftale. Især fordi det politiske fokus på lønspørgsmålet for de omtalte faggrupper havde bidraget til at radikalisere deres kampvilje, hvilket for det andet ikke levnede deres forbund og forhandlere mange muligheder for at styre mod et traditionelt overenskomstkompromis.

Politiseringens anden fase

Som man kunne forvente løb DF's og Socialdemokratiets højprofilerede lønpolitik ud i sandet. Regeringen kunne med sit udspil overfor kommunerne og presset fra den økonomiske elite om stram finanspolitik ikke imødekomme de to partiers forslag om en lønpulje. Regeringen henviste til, at man ikke ville blande sig i overenskomsterne, hvilket Socialdemokraterne ikke kunne være uenige i, og DF kunne, når det kom til stykket aldrig udfordre regeringen længere end til en vis grænse. Og den grænse gik, hvor regeringen kom i mindretal på et væsentligt politisk spørgsmål.
Havde regeringen fastholdt den traditionelle tidstermin for finanslovsforhandlingerne, ville den kunne have kommet i klemme. Men forhandlingerne blev udskudt til først i 2008. Så var presset taget af, og hverken DF eller Socialdemokratiet gjorde det helt store ud af løfterne fra valgkampen. Således kunne den nye finansminister lige op under jul præsentere de politiske partier for en aftale indgået med KL og Danske Regioner (DR). Lønrammen var blevet udvidet til 4% og reguleringsordningen var blevet vendt på hovedet, så efterslæbet blev dækket med det største beløb i første overenskomstår. Mærkværdigvis landede denne ordning meget tæt på de 5 mia. kr., som DF og Socialdemokratiet havde fremført som politisk krav. Men som næstformanden i KL, Anker Boye, sagde, da aftalen blev præsenteret; "der er ikke en eneste ny krone i aftalen. Der er blot flyttet om på elementerne".
Ikke desto mindre accepterede både DF og Socialdemokratiet manøvren. Formelt set havde de fået deres 5. mia. kr., og de to partier skulle ikke bindes til en politisk aftale, men blot nikke til den indgåede. Således kunne de også smyge det politiske ansvar af sig og i lighed med regeringen henvise resten af manøvren til de ordinære overenskomstforhandlinger. "Nu var det op til parterne at forhandle".
Men manøvren afpolitiserede ikke overenskomstforløbet - tværtimod. Nu var det blot ikke længere DF og Socialdemokratiet, der var de centrale spillere, men regeringen. Hvilket de også fik at høre fra især KTO's nye formand i stedet for Dennis Kristensen, Anders Bondo fra Danmarks Lærerforening. Uden at selv samme KTO formand i øvrigt ville vedkende sig politiseringen, selv om det var indlysende, at KTO ikke længere forhandlede med KL og DR. Overenskomstforhandlingerne var blevet et højpolitisk mellemværende mellem de offentligt ansattes fagforeninger på den ene side og regeringen på den anden side, der skulle vinde kampen for at dels at overvinde sin svækkelse ved valget og dels bane vejen for det kommende indgreb overfor kommunerne og regionerne.

Statsforliget og rammen

Ved at indgå et hurtigt forlig på statens område, hvor KTO's formand i øvrigt også sad med ved forhandlingsbordet, opnåede finansministeren på et meget tidligt tidspunkt at sætte den ramme, som skulle gælde for samtlige overenskomster.
Rammen blev som bekendt på 12.8%. Den er af både regeringen og de statsansattes fagforbund blevet kaldt historisk høj. Og set i forhold til de foregående overenskomstresultater er det også ganske korrekt. Men resultatet lå ikke desto mindre langt fra de krav, som de fleste ansatte i kommunerne og regionerne havde orienteret sig efter. Ud over pæne lønstigninger det første år indeholdt det samlede forlig en række delforlig, der allerede var indgået aftale om i Trepartsforliget. Det rokker dog ikke ved, at rammen på de 12.8% var et godt resultat.
Få regnede derfor med, at KTO ville kunne hive et ret meget bedre resultat hjem i forhandlingerne med KL og DR. Og først i februar satte finansministeren en effektiv bom for yderligere forbedringer ved at indgå finanslovsaftale med DF, der bl.a. indkalkulerede rammen på de 12.8% og samtidig havde et underafsnit, som bemyndigede regeringen til at straffe kommunerne og regionerne, hvis de overskred budgetterne for 2008 samt til at gennemtvinge et nyt aftalesæt overfor KL og DR. Hermed var rammen lagt fast, og en eventuel overenskomstkonflikt ville logisk blive en konflikt mellem de offentligt ansatte i kommuner og regioner og regeringen. Politiseringen var nu blevet særdeles håndgribelig. Enten en omfattende politisk konflikt, hvor hele det politiske systems indre styrkeforhold ville blive udfordret eller en eller anden form for modificeret ramme, som et flertal af forbundene under KTO ville kunne leve med. Sundhedskartellet, der ikke er medlem af KTO havde i hele det forløb forholdt sig afventende, men dog præciseret sine krav; ligeløn (herunder en Ligelønskommission) og en aftaleramme på mindst 15%.
Forståeligt nok, selv om det i de konkrete overenskomstforhandlinger virkede hasarderet, meddelte FOA, at man trak sig ud af forhandlingsfællesskabet for at stå alene med sine egne krav. For det første skønnede man, at befolkningens opbakning til FOA's krav stadig var intakt. For det andet indså man, at FOA's lønkrav for sine lavtlønsgrupper aldrig ville kunne imødekommes indenfor den snævre ramme. Og for det tredje havde forhandlingerne afsløret ganske mange og modsat rettede interesser i selve KTO konstruktionen. Selve forhandlings-grundlaget med procenter ville pr. definition give de højestlønnede mest og således uddybe løndifferentieringen indenfor det offentlige. Og rammen var til gengæld for lille til at give den skævdeling, der kunne have imødekommet de lavtlønnedes lønkrav og krav om ligeløn.
Således var FOA's udtræden ikke tilfældig, men faktisk nødvendig, og selve hændelsen vil få langtrækkende virkninger på hele forhandlingsfællesskabets konstruktion. Den nuværende KTO model tager ganske enkelt ikke højde for den differentiering, der foregået indenfor det offentlige i de sidste 10 år, hvor de lavtlønnede ikke alene er sakket bagud, men heller ikke har opnået den plads og den respekt fra de andre faggrupper, som både deres størrelse og interesser berettiger dem til.
Således "befriet" for lavtlønsgruppernes insisteren på en udvidet ramme, skønt den ikke var så præcist formuleret som hos Sundhedskartellet, kunne KTO forhandlerne og KL og DR relativt udramatisk via nogle ommøbleringer indenfor rammen på de 12.8% nå til enighed. Om end BUPL's hovedbestyrelse tog forbehold og tvang formanden til at sende strejkevarsel.
Selve forhandlingsforløbet kan, hvis man har de lyster, fremstilles som KTO's knæfald. Men det ville ikke være korrekt at karakterisere hændelsesforløbet som sådant. De højestlønnede grupper fik faktisk en lønfremgang i nærheden af det, som FOA og Sundhedskartellet havde krævet. Miseren - at de lavest lønnede kun ville have fået det halve eller derunder. Så det er faktisk forståeligt, at KTO's forhandlere med udsigt til en direkte konfrontation med regeringen valgte at indgå forlig og anbefale det til medlemmerne.

Politiseringens tredje fase

Ligeså forståeligt er det, at FOA og Sundhedskartellet måtte afvise KTO forliget som utilstrækkeligt. Sundhedskartellet havde længe været meget præcise i deres krav. Det tog noget længere tid for FOA at præcisere sine krav, som i det store hele blev lig Sundhedskartellets - en ramme på 15% og ligeløn. FOA konkretiserede først længere henne i forløbet ligelønskravet i et krav om nedsættelse af en Ligelønskommission. Endnu er dette krav ikke omsat til et egentligt politisk parlamentarisk forslag. Der er hovedsageligt blevet henvist til fortilfældet i Norge og hertil knyttet et anslået beløb på 2-4 mia. kr., hvorved man faktisk også har foregrebet kommissionens konklusion.
I slipstrømmende af FOA og Sundhedskartellet fulgte BUPL med uden på noget tidspunkt at eksplicitere sine krav, hvorfor det også lå i luften, at de ville indgå forlig i 11. time før strejkerne skulle gik i gang. Det skete som bekendt også, men ikke uden markant modstand fra medlemmerne, og endnu er det ikke til at sige, om hovedbestyrelsens beslutning vil resultere i et internt oprør fra neden og en større udskiftning i forbundsledelsen. Det afgørende er imidlertid, at BUPL's medlemmer i lighed med medlemmerne i FOA og Sundhedskartellet var indstillet på konflikt og kampberedt.
Det har i det hele taget kendetegnet hele forløbet, at medlemmernes kampvilje og opbakning til forbundsledelsernes "hårde linje" har været usvækket, uanset de mange taktiske manøvrer som bl.a. forligskvindens udsættelse af konflikten i 14 dagen, selv om der ikke var fagligt grundlag herfor. Mange regnede med, at en sådan udsættelse som vanligt ville demoralisere medlemmerne og trætte forbundenes strejkeberedskab. Det modsatte har faktisk været tilfældet og givet luft til, at medlemmerne og tillidsrepræsentanterne har kunnet kommet til orde og artikulere en kampvilje, der ikke har været til at tage fejl af. Så selv om forbundsledelsen i FOA og ledelsen i Sundhedskartellet skulle have været interesseret i et kompromis, ville det have været så godt som umuligt i den konkrete tilspidsede situation. Og medlemmerne har været fuldt bevidste om, at denne konflikt ikke var en almindelig overenskomstkonflikt, men en åben konfrontation med regeringen. Af samme grund har de såkaldte nødberedskaber på hospitalerne og i plejesektoren været forhandlet ned til mindste detalje. Dels skulle uskyldige borgere ikke forulempes, og dels skulle regeringen ikke have en åben anledning til at gribe ind. Med andre ord - det politiske system i almindelighed og regeringen i særdeleshed har været spillere i spillet helt frem til den 16. april, hvor strejken begyndte. Forligskvinden kunne på et sidste mæglingsmøde den 11. april med en søvngængers forudsigelighed konstatere, at parterne ikke kunne nå hinanden, og at udmattelsestaktikken ikke virkede. I samme moment blev der indgået forlig mellem KL og BUPL indenfor rammen af de 12.8% med nogle kosmetiske ændringer af selve fordelingsformen.

Politiseringens fjerde fase

Nu er teatret i byen. Alle rollebesætningerne optræder som de skal. Regeringen og DF afviser at ville gribe ind i en overenskomstkonflikt - af respekt for det danske aftalesystem forstås. Med mindre selvfølgelig, at nødberedskabet ikke virker, eller ventelisterne på hospitalerne når en omfang, hvor det ikke rent samfundsmæssigt kan accepteres. Socialdemokratiet optræder henholdende. Dels fordi flere af deres kernevælgere er i strejke, og dels fordi rivalen fra SF helt utvetydigt støtter de strejkende og oven i købet er fremkommet med et konkret forslag til, hvordan en ligelønskommission skal nedsættes og hvilket beløb, der skal sættes af på finansloven. Danske Regioners formand, Bent Hansen, beskrev allerede på strejkens anden dag, hvorledes aflysningerne accelererede og varslede som konsekvens heraf, at det kun ville være et spørgsmål om tid, før han som formand måtte henvende sig til statsministeren og bede ham gribe ind i konflikten.
KL bar sig mere elegant ad og lagde lønberegninger ud på deres hjemmeside, der angiveligt skulle vise, at FOA's medlemsgrupper ville have fået en pæn lønforhøjelse på mellem 3000 og 4000 kr. om måneden, hvis deres forbund havde accepteret KTO forliget. Adressen var selvfølgelig ikke medlemmerne, men pressen. Formålet var at trænge FOA i defensiven og fremstille især forbundsledelsen som på en ene side ublu i sine krav og på den anden side som uansvarlig overfor medlemmerne, når den førte medlemmerne ud i en omfattende konflikt på et fordrejet grundlag. Operationen lykkedes ikke i første omgang.
Pressen har spillet sin rolle forbilledligt. Jagten efter huller i nødberedskabet, sentimentale historier om nødlidende ældre har været faste indslag i hver nyhedsudsendelse, og som noget nyt har stort set hver eneste landsdækkende TV kanal og dagblad bragt deres egne opinionsmålinger for at tage temperaturen på folkestemningen. Alle spillerne er nemlig ganske bevidste om, at det er den, som kommer til at afgøre konfliktens forløb.
Men endnu har økonomernes forudsigelige advarsler om, at enhver aftale ud over de 12.8% vil medføre en faretruende løn- og prisspiral, der kan føre til øget inflation og tab af konkurrenceevne, ikke haft den store indvirkning på folkestemningen. Det samme gælder pressens forskellige historier.
Den historie, der kan få langt mere vidtrækkende politisk betydning, er kommet et helt andet sted fra - nemlig fra de strejkende selv. Fra strejkens anden dag og frem er der dagligt indløbet meldinger om, at både FOA og Sundhedskartellet har måtte tage strejkende ud af strejken, fordi der ganske enkelt ikke var tilstrækkeligt mange ansatte til at kunne betjene nødberedskabet. Et monument over, hvor ringe det står til i det danske sundhedsvæsen. Og de forhold skyldes langt fra kun mangel på personale. For selv om der stod flere tusinde sygeplejersker og sosu-assistenter og hjælpere parat til at søge de påståede mange ledige stillinger, ville hverken kommunerne eller regionerne have budgetter til at ansætte dem.
Strejken har eksponeret et særdeles prekært samfundsproblem, der står tilbage at løse, uanset hvordan og hvornår strejken ender. En eksponering, der ikke alene omhandler udsultningen af sundhedsvæsnet i Danmark, men nok så meget tvedelingen af sundhedsvæsnet i et udsultet offentligt hospitalsvæsen og i et privilegeret privat sundhedsmarked i rivende vækst. Godt hjulpet af regeringens kommunalreform og pres på KL og DR for at privatisere større dele af det offentlige system, af frit valgs ordningen, ventelistegarantierne og ikke mindst de fradragsberettigede sundhedsforsikringer.
Disse forhold og konsekvenserne heraf træder stadigt tydeligere frem under konflikten, hvilket selvfølgelig giver regeringen stadigt flere forklarings-problemer, men på den anden side også stiller oppositionen overfor nogle ret håndfaste krav til en alternativ politik, der er noget mere forpligtende end den for tiden foretrukne "værdipolitik".

Det politiske indgreb eller det politiske forlig

Det politiske indgreb er blevet gjort uomgængeligt. Hvorvidt det sker i form af et lovindgreb eller i form af et politisk udspil, der delsvist imødekommer FOA's og Sundhedskartellet krav om en ligelønskommission og stiller pæne lønforbedringer i udsigt, ved ingen i skrivende stund.
Det er for så vidt også ganske ligegyldigt, fordi konflikten fra begyndelsen har været en politisk konflikt og endnu mere konkret en konflikt mellem FOA og Sundhedskartellet og regeringen. Og fra begyndelsen har der været et massivt pres fra især FOA's medlemmer om at nå et resultat, der politisk samfundsmæssigt kunne omsættes til det, det i virkeligheden handler om; at man fra det politiske system endeligt viser kvinderne og lavtlønsgrupperne den fornødne respekt og anerkendelse. Herved er det politiske systems højtravende og uforpligtende snak om ligestilling også på ganske få måneder blevet konkretiseret til et manifest krav om ligeløn og fokus drejet væk fra forsidehistorierne om manglen på kvindelige topledere.
Udfaldet af konflikten afhænger således af det indbyrdes styrkeforhold mellem tre centrale spillere i hele konflikten. På den ene side de strejkendes kampgejst og disciplin og på den anden side magtkampen mellem de politiske partier, hvor det konkrete udfald afgøres af bevægelserne hos tredje part - folkestemningen. Ikke fordi der rent formelt kan findes en løsning mellem de strejkendes organisationer og KL og DR. Den mulighed er forpasset. Men den indre styrkeprøve på Christiansborg kan åbne op for en fingeret forhandlingsløsning, selv om et politisk indgreb under henvisning til den uholdbare situation på hospitalerne og i hjemmeplejen dog forekommer mest sandsynlig. Og jo længere strejken kører, hvor FOA og Sundhedskartellet kan påvise sundhedssystemets elendige forfatning og ansvarligt tage flere medlemmer ud af konflikten af hensyn til nødberedskabet, desto større vil de strejkendes moralske sejr være. Så skulle - hvad der er troligt - hele konflikten ende med, at FOA og Sundhedskartellet må acceptere en ramme på 12.8% og løfte om en Ligelønskommission, kan man ikke herfra slutte, at organisationerne og de strejkende har lidt nederlag. Og at det i konsekvens heraf ville have været fornuftigt at acceptere KTO resultatet, fordi enhver burde kunne forstå, at 100.000 offentligt ansatte ikke får lov til at vinde over en regering - især ikke en VK regering med DF som parlamentarisk grundlag.

Det politiske efterspil

Næsten uanset, hvordan konflikten ender, har de strejkende vundet. For det første har de pæne kvinder i FOA vist, at de både kan og vil slås for en ordentlig løn og for ligeløn. Sygeplejerskerne har prøvet det før. For det andet er ligestillingen som ligeløn blevet sat praktisk på dagsordenen. For det tredje har disse lavtlønsgrupper, som de fleste andre altid har overset, tvunget sig vej ind på den politiske scene, og det til trods for, at ledende medlemmer af flere store LO og FTF forbund har været ude og undsige konflikten. Her venter der et opgør efter konflikten.
Og for det tredje har konflikten afdækket og konkretiseret et enormt samfundsproblem - sundhedssektorens elendige forfatning - som primært er frembragt af syv års liberalistisk politik. Måden det er fremkommet på stiller ydermere problemet så praktisk, at oppositionen nu ikke længere blot kan tale om kvalitet i den offentlige sektor og om mere og bedre velfærd. Hvis den vil et alternativ til regeringen, er den nu kommet i en situation, hvor den må fremlægge en ganske anderledes sundhedspolitik end den, der har ført til den nuværende tilstand. Oppositionen må også genoverveje hele Regionsspørgsmålet og ikke mindst sin stillingtagen til regeringens glansnummer med Frit valg og øget konkurrence mellem offentlig og privat virksomhed.
Således kan man uden at overdrive sige, at det, der tog sit udspring i Holstebro, har ført til en politisk konflikt, der for en meget stor del af befolkningens vedkommende har blotlagt, hvor langt undergravningen af velfærdsstaten egentlig er kommet. Det er de strejkende sosu-assistenters og hjælperes og Sundhedskartellets 11 faggruppers fortjeneste. De har sat en politisk dagsorden, der rækker langt ud over den konkrete overenskomstkonflikt. En politisk dagsorden, der har betydning for de almindelige danske lønmodtagers fremtid, og som derfor også burde stå øverst på den samlede danske fagbevægelses dagsorden og heraf følgende pres på de politiske partier.
Der er faktisk ikke mere end knap to måneder til, at regeringen skal afslutte forhandlingerne med KL og DR om næste års økonomiaftale. Det turde være indlysende, at såvel de politiske partier i oppositionen, borgmestrene i kommunerne og formændene i regionsrådene denne gang stiller meget håndfaste krav til regeringen om at udvide den økonomiske ramme, så både kommuner og regioner får budgetmæssig mulighed for at rette op på de graverende problemer, som konflikten har afsløret. Nu burde det ikke længere være abstrakte procenter, der forhandles om men helt konkret genopretningsplaner, hvor der følger penge med.
Så set i det lys kan de strejkende med rette hævde, om end de nok selv er blevet overrasket over graden af deres paroles rigtighed, at deres lønkamp også har været en kamp for at forsvare velfærden i velfærdsstaten.

Solidaritet
Venstresocialistisk tidsskrift for analyse & debat
Maj 2008, nr. 2
http://solidaritet.dk/