Solidaritet. Februar 2008, nr. 1 - Indhold
af Martin Lindblom, journalist og ordgøgler på Mediesyndikatet Monsun
Enhedslisten er stadig en nødvendighed i dansk politik - men ikke for enhver pris. Nødvendigheden ligger i den radikalisering af parlamentarisk politik, som partiet potentielt er eksponent for. Omkostningen som så vidt muligt skal undgås, er det forsøg på politisk pænhed, der reducerer Listen til et parlamentarisk kuriosum; en slags Folketings-joke som tåles og med mellemrum respekteres for en faglig finesse, men som man smiler overbærende af, som af et lille barn, der taler voksensprog.
Der er sikkert en masse christiansborgsk, som udenforstående intet fatter af. Men spørgsmålet er, om det ikke i virkeligheden er en fordel, når nu kritikken fra aktivister i bevægelserne så ofte går på, at Ø's MF'ere svigter deres bagland til fordel for en skrøbelig respekt fra de borgerlige kolleger på Borgen.
Enhedslisten vil gerne tages alvorligt af de store, og til det formål opfattes det som en nødvendighed at agere efter de spilleregler, der nu engang hersker i Folketinget. Men reglerne er formuleret af venstrefløjens politiske modstandere, og det er derfor næsten umuligt at opfylde dem uden at tage livet af sig selv.
I hvert fald må et parti som Enhedslisten tage en grundlæggende beslutning om, hvad formålet og strategien for dets eksistens skal være: et parti, der repræsenterer bevægelserne i parlamentet og optræder revolutionært og i modsætning til systemet - eller et parti, der stræber efter parlamentarisk indflydelse med de studehandler og kompromiser det nu engang indebærer.
Som et Enhedsliste-medlem med glimt i øjet selv har formuleret det: "Man må vælge, hvilken Preben man vil være: Preben Møller Hansen eller Preben Wilhjelm..."
Udefra ser det ud som om at Enhedslisten har placeret sig mellem disse to positioner, og det hæmmer naturligvis begge strategier, ikke mindst hvad angår kommunikationen med omverden.
Et eksempel er den besynderlige beslutning om ikke at have ansigter på sine valgplakater. Det er et typisk venstrefløjsdogme, der skal signalere, at partiet ikke har nogen leder, og at politikken er vigtigere end enkeltpersonerne bag. Ædelt, nobelt, korrekt - og helt umuligt at formidle, for i stedet opfattes de ansigtsløse plakater, som om partiet har noget at skjule. Det kan undre, at Enhedslisten på den ene side vælger at stille op til valg, men alligevel nægter at kæmpe på de præmisser, der nu engang er givet. Den gamle venstrefløjsmisforståelse om, at professionalisme er noget de dumme borgerlige giver sig af med, lever desværre stadig, og udbyttet bliver derefter.
Et andet eksempel er Enhedslistens hjemmeside. Her skal man lede længe efter fotos af folketingsmedlemmerne, og når man finder dem, er det en ynk: fire forskellige baggrunde, et er uskarpt og et er i sort-hvid (endnu værre er oversigten over sekretariatet, der ligner mobilfotos taget efter en crazy fest).
Muligvis er det et velovervejet signal om, at personerne skam ikke er vigtige, men så må man hellere tage valget: flotte og brugbare fotos - eller ikke nogen overhovedet.
Mere vigtigt vil mange nok synes, er hvilke politiske signaler, der prioriteres og sendes. Enhedslisten definerer sin opgave i Folketinget som en "vagthund", der skal afsløre ting og sager og holde de andre i ørerne. Billedet er som udgangspunkt fint nok, men har også et indbygget problem, hvis målet er at virke attraktiv på større grupper. For at blive i hunde-analogien er de fleste menneske glade for vagthundens funktion, men ikke for dyret selv. En vagthund står udenfor i en lænke, man er ikke venner med den.
Enhedslisten bør arbejde på en strategi, der gør vagthunden til folkets bedste ven; en som de kan lide og vil lære bedre at kende - dog ikke at forveksle med en skødehund. Og her kunne Enhedslistens politikere lære noget af stand up'eren Villy Søvndal. Med al respekt (og den er faktisk stor fra undertegnedes side), har de fleste Ø-politikere et stort problem i deres offentlige optræden. De virker simpelthen generelt sure, fornærmede og vrisne. Der er helt sikkert utrolige mængder at være grundigt forarget over, men den snerpede forargede mine bør overlades til typer som Pia Kjærsgaard.
I stedet skal humor, varme og kærlighed i front. Hav mod til at præsentere det drømmende, urealistiske og inkluderende. Hav mod til at sige det "forbudte" uden at tage en million forbehold. Hvis Enhedslisten går ind for revolution, så svar ja, når spørgsmålet lyder. Hvis Enhedslisten anerkender retten til væbnet kamp rundt om på kloden, så sig det klart og tydeligt og tag de tæsk, der kommer fra højrefløjen. Tag stilling og vælg side. Folk har generelt langt mere respekt for klare holdninger, selvom de er uenige, end for væveri og kiksede forsøg på at smutte uden om. Tag ved lære af Uffe Elleman-Jensen, der trods et skab fuld af næser, var respekteret hele vejen rundt, simpelthen fordi han sked på konsekvenserne.
Drop forestillingen om, at Enhedslisten er et arbejderparti for de Kansasklædte svensknøglesvingende værftsarbejdere med høkerbajere og Rød-Grønne Linjer i baglommen. Vær partiet, som er rummeligt nok til at samle de forskelligartede udtryk, der udgør det progressive Danmark. Hvis minoriteterne og bevægelserne bilder hinanden ind, at de er hinandens modsætning, så vær partiet, der viser, at de tager fejl. Vær den platform, hvor pluralismen mødes og holdninger brydes i en fælles bestræbelse for forandring.
Når de politiske fjender hævder, at det er selvmodsigende med et parti, der både rummer et Queer-udvalg og en religiøs, der ikke giver hånd til det modsatte køn, så giv dem fingeren og vær stolt. Det er ikke fjenden, der skal definere, hvad der er rigtigt eller forkert for Enhedslisten.
Og hvis man mener parolen "Plads til forskellighed", så skal man også leve den.
Solidaritet
Venstresocialistisk tidsskrift for analyse & debat
Februar 2008, nr. 1
http://solidaritet.dk/