Solidaritet. Februar 2008, nr. 1 - Indhold
af Per Clausen
Socialismen er først og fremmest et frigørelsesprojekt. Det handler om, at mennesker skal frigøres for undertrykkelse og udbytning - uanset om årsagen er klassemæssig, kønsmæssig, racemæssig, etnisk eller religion. Denne pointe risikerer meget nemt at blive glemt i den aktuelle diskussion om Enhedslistens situation, når denne formuleres som en diskussion af, om Enhedslisten skal være et parti for minoriteterne eller de folkelige bevægelser.
Svaret på Enhedslistens problemer er derfor ikke, at vi bliver de bedste aktivister i fagbevægelsen, elev- og studenterbevægelsen og bolig-lejerbevægelsen i deres kamp for mere velfærd og større økonomisk lighed. Det skal vi selvfølgelig være. Men dette får først for alvor betydning, hvis vi er i stand til at kombinere denne indsats med en politisk linje i bevægelserne, som konkretiserer vores frigørelsesprojekt.
Derfor har det ingen mening som et led i at få opbakning i arbejderklassen eller at styrke vores positioner i de folkelige bevægelser, at opgive kampen for de såkaldte "minoriteters" interesser. Pointen er, at vi skal vinde et flertal i befolkningen for deres interesser. Socialisme handler om at skabe et samfund, hvor der er plads til forskellighed. Enhedslistens mangfoldighedsdagsorden var måske uklar i valgkampen, men det handler ikke om at opgive den, men om at konkretisere den.
Fokus for vores arbejde skal være på arbejderklassen. Det skal være på det altovervejende flertal i befolkningen. Men flertallet i arbejderklassen er kvinder, som også undertrykkes og udbyttes på grund af deres køn. En større og større del af arbejderklassen kommer fra de etniske minoriteter og undertrykkes også på grund af deres etniske tilhørsforhold. I den sammenhæng spiller hetzen mod muslimer en vigtig rolle. Vi må erkende, at en ikke ubetydelig del af arbejderklassen - helt rigtigt - føler, at de også undertrykkes på grund af deres religion.
Enhver kan se, at det i den situation ville være et dødfødt projekt at satse på en kerne i Enhedslisten, der udgøres af hvide mænd med stærk ateistisk overbevisning. Det hjælper ikke stort at udvide denne gruppe med de hvide kvinder med en lige så stærk ateistisk overbevisning. Konsekvensen bliver, at der også skal være plads til mennesker med en religiøs opfattelse i Enhedslisten. Vi skal ikke tilslutte os udstødningen og undertrykkelsen af muslimer i den vestlige verden. Vi må derfor også afvise og bekæmpe reaktionære forsøg på at udelukke mennesker, fordi de er muslimer. De borgerlige partiers konsekvente anvendelse af racismekortet understreger nødvendigheden af at bekæmpe den splittelse i arbejderklassen, som hænges op på etnicitet og religion.
Ingen har naturligvis nogen særlig ret til at blive opstillet af Enhedslisten, fordi vedkommende er mand og ateist eller kvinde og muslim. Afgørende er den sociale og politiske praksis. Men så må Enhedslisten også udvikles i en retning, hvor der reelt er plads til forskellige mennesker. Her må vi erkende, at vi har lang vej igen, før vi for alvor kan blive et folkeligt parti, der appellerer til de mange forskellige mennesker, der udgør arbejderklassen i Danmark.
Også forsøget på at opdele politikken i nicheproduktion og problemer, der optager de undertrykte dele af befolkningen risikerer at føre os på vildspor. Ganske mange almindelige mennesker er formodentlig mere optaget af klimaproblemerne end af overenskomstforhandlinger. Måske har de også ret i, at de sociale konsekvenser af en klimakatastrofe kan være mindst lige så alvorlige som af en dårlig overenskomst.
Afgørende er det om vi kan konkretisere og forklare vores politiske line. De offentlige overenskomster er ikke bare vigtige, fordi de offentligt ansatte er en undertrykt del af arbejderklassen, der har fortjent forbedringer. De er først og fremmest vigtige, fordi forbedrede vilkår for de offentligt ansatte er en forudsætning for, at vi kan udvikle en offentlig sektor, hvor skatteyderfinansierede ydelser stilles til rådighed for befolkningen efter behov. Derfor har hele arbejderklassen en interesse i, at de offentligt ansatte får bedre vilkår.
Klimaproblemerne kræver en energi- miljø- og transportpolitik, hvor der satses på kollektive løsninger. Privatiseringer, liberaliseringer og profit er de væsentligste forklaringer på klimaproblemerne. Et opgør med denne udvikling kræver en mobilisering i arbejderklassen og viljen til at bryde med den kapitalistiske logik. Derfor er der brug for et revolutionært socialistisk perspektiv også, når vi taler om klimapolitik.
Samfundsforandringer kræver folkelig aktivitet. Derfor er det afgørende for Enhedslisten at udvikle de folkelige bevægelser og styrke sin placering i disse. Demokrati og selvforvaltning vokser ud af folkelig aktivitet, som vi blandt andet så i forbindelse med de kommunale oprør i 2006.
En styrket placering i de folkelige bevægelser fører ikke automatisk til flere stemmer til Enhedslisten. Mennesker kan godt have sympati og respekt for vores medlemmers indsats i disse bevægelser og alligevel stemme på SF, fordi de vurderer, at SFs pragmatiske/principløse parlamentariske linje er det, der skal til for at opnå resultater her og nu.
Enhedslistens parlamentariske placering er imidlertid også vigtig. Vores indsats i bevægelserne og deres muligheder for at opnå resultater svækkes, når Enhedslisten svækkes parlamentarisk. Derfor er det en selvstændig opgave at sikre den parlamentariske repræsentation. Stemmetallene udtrykker jo også i en eller anden forstand den folkelige opbakning til Enhedslistens socialistiske projekt. Med 2,2 procent af stemmerne må man vel konstatere, at vi er langt fra en aktiv tilslutning fra et flertal af befolkningen.
Solidaritet
Venstresocialistisk tidsskrift for analyse & debat
Februar 2008, nr. 1
http://solidaritet.dk/